Anders & Eline på eventyr

hiking in wales

2009-11-04T12:52:00.001-08:00

In October, my girlfriend, Eline, and I, went to the UK to visit family and friends. We went to London, Newbury and Swansea, the latter obviously being the most interesting city of the three. However, we also found time to hike in Wales.
The hike was a 4-day coastal walk in Pembrokeshire, from south of St. Davids up to Fishguard, both on the very western part of Wales and the UK.
Being a coastal walk, it stayed that way all the time. Wonderful cliffs, heaps of seals and interesting small, deserted and somewhat dead old villages that showed us the history of the early 20th century. Industries such as small harbours, grain mills that used to be in every small village with water running through them, quarries and the like all had stopped almost a century ago. A ferry line going to Ireland was not there anymore, a harbour was left dry and empty with a few boats parked and people were more frequent on the track that in the villages (and they werent't too frequent on the track).
Concerning the actual walk, we made our very first gourmet trek. Carrying tent, sleeping bags and matresses, our luggage contained delicious meals such as fresh makrel, ready made indian food package with rice (our Swansea friends will know what this means), an amazing cheese that we snacked from after almost every meal, oates cooked in water and a bit of sea water in order to add some salt and an endless amount of chocolate bars. And bread of course. Indeed delicious.
We had planned maybe to sleep in camps some days, but we ended up sleeping whereever we found ourselves when the sun started to set. And that turned out to be just perfect and gave us some splendid sunsets to watch.
The weather was very kind and mild to us, given it was mid october and Wales! Almost no rain, quite a bit of sun and a whole lot of clouds. But hey, we saw about thirty seals, some of them only from a few meters distance, so who cares about clouds?
Despite the many seals, sheeps were the most common animal seen. Endless pastures with endless sheeps seemed to be an inherent part of the undulating landscape.
Well, all for know, hope you enjoyed. Pictures to follow at: www.picasaweb.com/verdensbilleder123

Back to the lovely grey Danish sky

2009-11-04T12:30:00.000-08:00

So - back in Denmark after 3 months abroad, 2 of those in sunny Sydney. And how is Denmark? Well,people wise, I can't complain. Living with my girlfriend again and having old best friends and family nearby. But weather wise - oh my god! When I told people in Australia about the Danish winter I would say half in joke, half in earnest: Well, the sky is always grey, you don't really see the sun for 4 months. It's not that cold really, we hardly ever get snow anymore, but it's pretty wet. Not that the rain is heavy or dense or so, but it's continous - throughout the day, week or months. If you go to work or school, it might be dark when you go and certainly dark when you go home. And yes - windy too.In fact, many Danes get depressed in winter, I told.
So, is it really that bad?
YES! Today was just one of those days. Continous rain, hard wind, 5-7 degrees, sky all grey. Yesterday? Hardly rainy, but sky completely grey. Day before yesterday? More or less like today, but with a more pleasant evening.
Tomorrow? We shall see, but the odds are on grey.

Meeting Jesus and New Zealand as the most secular country in the world?

2009-10-04T18:54:00.000-07:00

Many believes that New Zealand is in fact the most secular country in the world, the 81 year old retired English preast told me, as I asked about the state of Christianity in New Zealand. But there are followers, none the less. He came to NZ twenty years ago, but only had 4 years as a priest before the bishop decided you had to retire at 65. However, as a firm believer, he continued his own little church (church actually meaning a group of people that follow Jesus, not a building as we most often use the word today) every Tuesday. The ride with him was fairly short (max. half an hour, and maybe only half), but very intense. We had very good discussions on religion, me declaring myself an agnostic. As we parted in the car outside convinience store, he folded his hands and started praying. For me. To Jesus. He told him, that he was with a young man who was an agnostic and hadn't yet had the opportunity to meet him. If he would be so kind to make himself known to me within the next few days. And ended with an Amen. Then turning to me saying, if I had asked you whether I could pray for you, you've probably said no. He was right. But yet, I wasn't offended, but deeply touched by his care for my wellbeing and my soul, so I thanked him for his good will and departed in high spirit.
The American guy I had been trekking with was deeply devoted too. He imagined himself as a missioner in a later stage in life and we had some very good religious talks too.

Then, not too long after having been prayed for, it turns out, that my host for the night, is deeply devoted too. I did perceive him as Christian, but more in the Danish sense of the word rather than the devoted one. But on the ride to Christchurch it turned out he had given his life to Jesus at the age of 21 in a time where he weren't too happy with the way he was living, was drinking too much and lacking direction and purpose in life. Less than 24 hours after Jesus had been called to convert me, I had the feeling that this was it. This was, at the minimum, a rare, but enticing, coincidence. At the conspiracy level, it was cooperation between two followers, who had decided that I was ripe for Christianity (i.e. the priest knowing the farmer and letting him know that there was a Danish hithchiker somewhere along the road). And at the most? It was Jesus talking and acting through the friendly and extremely hospitable salmon farmer.
Which one do I believe in? Well, it did give me something to think about, but it did not convince me. Still an agnostic I am afraid, too sceptical too believe, yet to uncertain to declare God completely out of the picture. But I did enjoy meeting Jesus on the road.
All for know, see you back home. I'm flying to London tomorrow to meet Eline!

hitching in NZ

2009-10-04T17:57:00.000-07:00

Just got back from New Zealand last night. You won't get all the stuff I want to tell now as I have about 24 hours left in Sydney before heading towards the airport and it would be a shame to waste them all in front of the computer. But I will write something, cause I do not want to forget it before I get to it.
So, as you already know I started out ill and therefore took a touristbus down southwest to Queenstown. I stayed there for a couple of nights and then got a two hour lift with two Germans who had just finished med. school. Great people and I was allowed to practice a bit of my German which deterriorated quite a bit in Amsterdam learning Dutch. But it is slowly coming back! We drove to the small town Te Anau, which is sort of the port into or main town in Fjordland. Fjordland is probably the most famous one of the national parks as it possesses 3 (or more?) of the 8 "great" (ranked by the conservation office) walks in New Zealand. It is also in Fjordland that the Lords of the Rings was shot. Fjordland has an extremely volatile climate with up to 7000 mm of annual rainfall at some places (Denmark has a tenth of that), in short, a very fertile place to be. But, but, all I wanted was to tell about all the hitchhiking, so back to that.
New Zealand is apparently one of the easiest and safest place to hitchhike on the entire planet. Admittedly, at some places, you do not come across that much traffic (the country is bigger than England, but has fewer people than Denmark!). But the traffic you do come across often gives you a lift. I probably caught 10 different lifts or more and never waited more than one hour or one hour and a half. Sometimes not even 5 minutes. In Te Anau I hooked up with an American guy named John. We bombed into one another several times in Te Anau, at the info centre, on the streets and so on, before finally meeting on the road towards Routebourn and Caples. Well, if faith wants it that badly, we might as well hitch and hike together, we thought.
So we did. Way too late for cars going towards the most famous of the great walks, the Milford trek (Routebourn is on the way to Milford). Only one car passing every 10 or 15 minutes. Our hopes weren't high and we were counting on another night in Te Anau. But, but, but - then two Kiwis (New Zealanders) came along. They were up for a cruising drive to Milford and back. And as we did not have much trekking to do that day, we even got to go with them to Milford Sound and then got off on the way back. Great indeed!
This was Monday. Friday, after 5 days of trekking, we found ourselves as exactly the same spot called the Divide. Weather conditions were kinda bad, raining and starting to snow. A tourist operator told us that the road to and from Milford would be closed at 5 pm due to the weather. It was now 4.15 and the only traffic we could hope to catch would be coming from Milford... but, lucky again. A camper comes along as the very first vehicle, we put our thumbs up and whoosh - up we go. Not one minute of waiting time. The sweet English couple in their late forties took us both to Te Anau. As I wanted to proceed to Queenstown to get closer to my flight from Christchurch I prolonged my waiting for chocolate, beer and food and went on in the rain towards a good spot. Obviously, I tried to stop every car on my way there, but you seldom have luck while you walk or stand within the city. Freezing cold, weet feet since the day before (my boots are waaaaay too old) and already 6 o'clock, my hopes weren't that high. But, as soon as I got to the good spot, I got picked up immidiately by a 52 year old man going all the way to Queenstown and beyond. It proved to be quite an interesting meeting as the man was a superathlete who had recently suffered severe medical problems and we had deep and honest conversations on that as well as on his races in New Zealand. To mention a few: The Kepler Race, 63 km of running on a fairly good walking path. From 200 m altitude up almost to Mount Luxmore in 1400, then a bit down, a bit up and then down again. He'd done it in 7 hours and 5 minutes. I find that impressive. But, the record is well below 5 hours! at 4.35! I find that hard to conceive. The coast-to-coast race - he had done it both in teams, alone over two days and alone in one stretch. I can't remember the exact distance, but it took him 14,5 hours and including mountainbiking, 33 km of running on bolders at the riverbed, some more running and mountainbiking and ended
with 65 km of kayaking! Hard core, I say! He also did one 23 hour race with 3 teammates, including swimming, running, kayaking and mountainbiking. I've got some serious training to do, was my conclusion... He put me off at the outskirts of town and vupti, I caught another lift to the center with 3 youg musicians - and saved myself a good one hour walk.
Queenstown, tenting for the night near the lake after an unsuccesfull bar mission. Woke up to snow, the first in Queenstown the entire season. Boots, socks and feet got even more wet and cold as I slowly made my way to a good hitching point, now aiming for Christchurch. Got a lift from the center to the good spot out of town after 15 cold minutes of waiting in the snow. There I had my breakfast and caught a new lift, not for that long, but there was a bit of a mitchmatch with the guy, so it did not matter much. Can't remember whether I got yet another, before meeting Roger, an allround repairman/electrician/handyman/engeneering kind of type, who drove around the southern part of New Zealand setting up machines and fixing them. He did not take me the straight way to Christchurch, but instead took my 3-4 hours southeast to his hometown Milton, where he had been living all his life. And that was extremely lucky for me. First of all, I got to see an entirely new - and beautiful! - part of the country and did not have to go the same way back. Secondly, Roger was probably right to say that my chances would be better on highway 1 as opposed to the smaller roads with less traffic towards queenstown. But most importantly, Roger knew heaps about every single village and valley we went through and could tell me of the changes it had seen. Finally we parted in Milton, a town the size of my hometown Vestbjerg (3000 people), but much more vibrant. In fact, there was a road sign saying 61 km to Milton!! (can you imagine that for Vestbjerg???).
After a bid of lunch, I got a new lift, this time one of these you are unsure whether to take or not. A fast and tuned sportscar with two young lads, the car smelling of beer and the non-driver drinking beer. Anyhow, I put my scepticism away, got in, buckled up and went for a fast, adrenaline kicking ride for 15 minutes until they took of for a lake. Happy to get out of that one, I tell you! The way up north along the coast proceeded this way - short waiting time, short lifts. None seemed to be going all the way to Christchurch, but I got closer every time. An old priest took me to Waitaki, a divorced father to the outskirts of Dunedin, where I was put off on the highway as he believed that to be the best spot for me. A student took me up saying I was lucky he wasn't a cop - turned out it was illegal to be hithchiking on the high way, who could have guessed that? He took me to the other side of Dunedin. Some more lifts, some more small towns until I got picked up by Brian Hutton, a 71 old salmon farmer, who, after two minutes of conversation, offered me to go with him to Twizel, a pictureque small town close to Mount Cook, for the night and then take me to the airport the next day as he was heading north. I jumped at the oppurtunity, cancelled my couchsurfing stay with Ian in Christchurch and spend the next 16 hours or so in the company of this friendly, knowing and pleasant old farmer. We had good and interesting talks. He knew at least as much as Roger about New Zealand and his area and was more than happy to share it. He took me to an impressive dam constructed in 1929, we ate dinner at a restaurant nearby and spend the evening at his place drinking tea and talking about the remnants of the 20th century. And I got a much needed bath and an actual bed to sleep in. Not too bad, I say!

Sorry for the long post, next one will be shorter - and perhaps more funny too.

short update

2009-09-27T16:25:00.000-07:00

Hey.
Mainly a family notice, but hey, others might care too.
Am off for Routebourn and Caples trek in the northern part of Fjordland. Did part of the Kepler trek the two last days including 3 and a half hours of caving with some locals. More on that later. But gotta run as I need to get a lift up north.
So - will return late in the week or even later.
Time is running, less than a week left here.

Cheers
Anders

so, which option did i go for?

2009-09-25T03:31:00.000-07:00

Obviously, there wasn't much choice in the options given. As stated in the last post, two of them were dull. So, obviously I opted for the third one and went to a bar where I met Steven, Cam, James and another bloke who later abandoned his drinking brothers for a bar chic, wherefore his name will not longer be spoken, nor written. 2 from the UK, 2 from the US - all living the dream in Queenstown, the world capital of extreme sport. You name it, they have it: Bungeejump, paragliding, skydiving, mounteneering, skiing, snowboarding, waterskiiing, white water rafting and other kayaking, mountainbiking and probably a whole lot more.
They turned out to be some quite entertaining fellas and we had a really good time - albeit both Cam and XX abandoned us way too early. Eventually, I was invited to stay and gladly took the offer. Steven, James and Cam all live together with James' girlfriend as the fourth resident. And what a place! It is admittedly hard to find a place in Queenstown with a bad view. But saying that, the view from their apartment was absolutely stunning. Think of San Francisco (I've never been there). Queenstown has hills just as steep or possibly steeper, starting only a couple of hundred meters from the lake. The live in the very upper part of the city with a view to the rest of the city and not least, to the lake and the mountains. It is very European, very Alpe like - just a bit better I guess. I spend all day on their couch reading a novel (haven't read any fiction for several weeks, so I ate it raw) and looking out the windows. Eventually, I got out and went for some walks around the city and had to leave tonight as they are having an inspection tomorrow (no extra visitors then). However, I am very happy I ran into them and I look forward to receiving Steven's monthly music picks (he seems to be an expert that shares my taste - hint: built to spill is one of his favorites too and when I mentioned them he instantly said: Christmas twinfalls idaho, one of my favorites songs))
Just as I was about to enter the feared and dredded hostel, I got a text saying - yes you can stay from Sheree (I won't mention your last name, so feel safe). I met her with two lovely and witty friends, Chris and Ian, in Old Man's Rock and am now left alone in Sheree's home while she is out dancing her friday boogee.
Tomorrow? Who knows. Am seriously considering skiing though. Just because it is cheap compared to actually going skiing in Europe where you have transport, hostel and all that shit. Here I can go for around 50 Euros for a day which is really not that bad after all.
Anyhow, enough chatting from me. Ciao
Am proceeding towards Te Anau as soon as possible, probably Sunday. Good news is that the treks seem to be more accessable than expected.

Well, we've knocked the bastard off...

2009-09-24T00:12:00.000-07:00

were the first words Edmund Hillary said to his fellow climbers when he and Tenzing Sherpa returned from the first ever succesful climb of Mount Everest in 1953.
I can't climb I knocked a bastard off (an certainly not The bastard), but I came close yesterday when I went towards the summit of Sebastapol, the lowest peek in the Mount Cook National Park at about 1500 meter. I got desperate to get out of the lovely, but a bit dull for my purposes, Christchurch, so as I told you I booked a tourist bus going from Christchurch over Mount Cook, the highest mountain in NZ at 3754 m, down to Queenstown, the renowed party city on the southern island.
What happened? It was as great or greater than I imagined, so there was no sense in leaving for a not so great destination. Fortunately, I could even get with the bus today (am in Queenstown now).
So, yesterday was beautiful weather, almost perfect blue sky and not too cold given what you can expect. I went to the info center and inquired about my options. Mueller's hut in 1800 m, recommended by Flint, was highly unsafe yesterday due to avalanche risk and required a lot of gear which I do not have. Moreover, a party was about to be flown out as they considered descending from there too dangerous. So, no Mueller's hut for me (btw, the hut was named after a Danish scientist/explorer from the early 20th century). However, there were numerous other small walks I could attempt on, including the governor's bush walk, red tarns, hooker valley, kia point and some a bit further away. I did all of the four above - none of them being spectacular, but where the red tarns ended, the more remote and less travelled track up to Sebastopol started - which I did not know off. I just felt, hey - track is there, it seems easy enough, legs are fine, so - off we go. Which, apart from deciding to stay, was the best decision all day. From boring stairs (the red tarns) the track turned into a track finding mission where you had to navigate through the small bushes and later on, up the morrain. Moreover, it let me further up and rewarded me with stunning views of numerous lakes that I couldn't see further down. In the end I took a very unusual decision for me. Instead of pushing all the way to the summit, I stopped 50 meters below, as the track was increasingly steep, slippery, snowy and demanded more and more climbing. Moreover, nobody knew I was there and I did not know exactly when it would get dark (apart from soonish). So - for once I took the wise and mature decision - and got down safe and tired. Could feel that I was well, but that the body was not fully recovered wherefore I got extremely tired considering the moderate walk (700 up and 700 down or so - without backpack!). Got to the camping ground just in time to put my tent up in what could be termed very late dawn. Ate my terrific Chinise nudles and went back to my tent - waiting for my new mattress to put in some air... waiting...waiting... helping with my mouth...waiting....waiting. The temperature outside the tent was definitely freezing and inside was quite cold too, so I would prefere my mattress. But as the instruction said - don't sleep on it the first night, let it just fill with air (which it did not at all at any time), I was afraid to loose my warranty and opted for the cold, but remarkably soft ground. I woke up completely rested at 1 am, but as I haven't purchased travel literature yet, nor have got any music here, this wasn't exactly the best time to get up. The following hours saw me sleeping, waking and sleeping some more until I finally got up and out and ate my breakfast. Only to return to my sleeping bag as my hands frooze to numbness within a minute outside. Nope, I was not keen on doing more walks in that cloudy, cold weather, where you couldn't even see the tops of the mountains.
Eventually I did get up, did some hours of walking before I packed down and went to the museum at the visitor center displaying fascinating accounts on the history of climbing on Mount Cook. 3754 m may sound like an easy climb, but it is not by any means. In fact it was here that a mountain guide from the Hermitage hotel learned Sir Edmund Hillary 'everything I know about snow and ice'. They climbed Mount Cook in 1948 as far as I recall and Hillary used the national park with numerous other summits above 3000 as primary training for Everest in 1953. Afterwards I visited the Edmund Hillary center located within the hermitage hotel and saw a bit of movie there before ascending the steep stairs of the bus leading me to Queenstown...
where I am now in search of a place for the night. As I wrote John from my class on skype: 'seems like I either have to tent within the city (which is somewhat a bore), find a hostel (which is always a bore) or get lucky in a bar (which eline doesn't appreciate)', I later specified: 'get lucky in a bar seems the most interesting option though - but in the sense of scoring a couch, not a girl'.
Alas, I have tried to get a place to couchsurf here, but either there not in town, busy or not replying at all.
Queenstown is this time a season more of a skiing resort than a place from where you go to treks. So I now have the options of taking one or more expensive days on the slopes or limiting my tramping desires to lower altitudes. Or fly/go north alltogether. Or proceed to Te Anau and see what comes. As you may read out of this, I do not know yet. But Queenstown is extremely beautiful right next to a big lake and with mountains all around. So, not the worst place to get stranded after all. I am off for now (it is eight and I better start now I wanna get lucky), hope you enjoyed reading.

All the best
Anders

p.s. New Zealand is kind of a special place for an anglo-saxon country. Instead of having UK/US style economy, the country has, at least earlier, chosen a path closer to the Scandinavian or Northern European welfare state. In fact, a 55 year old man (moved from Britain) came sneaking up to me in the library in Queenstown the other day and starting talking about NZ. 'The country has chosen a soft form of capitalism. And some countries don't like that (US and UK). NZ refused to have US nuclear missiles testing on the island and was punished for that. All countries, like Cuba, Scandinavia and New Zealand, that don't endorse full-scale capitalism end up in some sort of trouble with the US', he continued in an urgent tone of voice.
Cheers to Cuba!

hey hey hey!

2009-09-22T01:44:00.000-07:00

I seem unable to leave the internet. however, I have found a way to leave Christchurch and my new friends behind. A tourist bus down south tomorrow. Direction Mount Cook (view to it from Mount Cook Village) and thereafter Queenstown - the renowed party town on the island. However, the location could not be more beuatiful as it is placed at the end of a lake with mountains on all the other sides. Am hoping to couchsurf there tomorrow night, but am yet to hear from the people I wrote. The whole day tomorrow is done in one 11 hour busdrive with 1,5 half at Mount Cook. If it is as good as I expect it to be I might just hop off and hitchhike to Queenstown the next day. But, we shall see. I keep my options open. Kepler is cancelled as the risk of avalances is too high at the moment. Same with all other alpine treks. Had I more alpine experience and first and foremost, a partner, the treks would be doable, but they seem to risky on my own as I should bring ice-axe, crampons and other stuff and the weather can change in an instant. I might end up doing the none snowy parts. Anyhow, I am heading down in that direction, so we shall see. The Hollyford trek which is lower, but still very good may be what I end up doing.
Ciao
Anders

still slacking around in Christchurch...

2009-09-21T18:31:00.000-07:00

Hi there.
Am still trying to get things done here in Christchurch. Am better now, less ill, more strong. And I may have decided for some treks: Kepler in Fjordland and Heaphy near Nelson, both recommended by a very kind classmate in Sydney, Flint. I am on my way to the information office for further advice and the like.
But just some short info on what I am doing here. Yesterday I was shopping, walking the botanical garden with Jan and trying to purchase a camera on trademe, the Oceanian version of Ebay. I got outbid in the very last minutes after I was logged off (library closed just a few minutes before the auction) and my best friend Martin continued the bidding for me. But alas, andy was willing to pay more. So - still no camera.
I am doing my very best go get well. Have purchased oranges, carrots, camomille, garlic, honey and other stuff. And have vitamins and vitamin C. I had two huge cups of camomille with honey this morning. Together with garlic 'pills'. At some point in my life I was recommended that to prevent illness before and during illness. You eat'em raw, so what you do is to cut the garlic in to sufficiently small pieces, like pills, so that you can swallow without tasting them. At this point in my life, I am quiet good at it, but you will need some practice where it does taste bad...
so - does it help? Hard to say with medicine right? I am not completely well, but I'm better. Due to the garlic? Due to the camomille? I wouldn't know, but I do hope so. Otherwise it seems a bit stupid, no?
I am hopefully off for Queenstown/Mount Cook or the Kepler trek tmr.
So - no more messages from me. Lets hope so.
Cheers
Anders
I am hopefully off from the internet and

New Zealand...

2009-09-20T18:52:00.000-07:00

Hi everybody.
So, almost no more Australia for me now, got two days when I get back. Am on New Zealand where I am couchsurfing at Ian's place at the moment. Ian is a devoted couchsurfer of 21 years who has hosted no less than 130 couchsurfers... this year! We are four there at the moment. A Czech, Jan, and two Malasian girls of whom I have only met Belim.
I intended to be off today, flew in yesterday, but am unfortunately to ill to start trekking alone. So - it will have to wait a few days. Haven't got a fewer, but got a cold and feel weak and ill in my body - not the optimum condition for trekking. And even worse because I will most likely be on my own. Am searching for fellow trekkers, but haven't searched much and haven't found any yet. But may meet them on the trek.

I haven't decided for treks either, but am hoping that the conservation center can help me. I got a few in mind of course, but we will see.
Anyhow, this was just another update. The flight here was absolutely stunning!!!
And so is the temperature. It feels like being in a city in the alps in winter - prepared to go skiing. It actually isn't that cold, but after 20-30 degrees in Sydney, most things are cold. It feels a bit like Nepal too as the houses here have thin windows and not much or no heating inside. So - whether outside or inside, you are bound to be cold or dressed in abundant clothes. Obviously, me being half ill and so doesn't make it better.
Anyhow, I will try to get on with my to do list - find my tracks, get a camera, get a new mat (forgot the bloody thing in the bus on my way to the airport as I was dead tired and very distracted!...) and a whole lot of other things.
I will blog in detail about Australia and New Zealand either later during my stay here or when I return to Europe.
All the best
Anders

opdatering

2009-09-19T13:26:00.000-07:00

Kaere Alle.
Mine blogs kommer tilsyneladende i klumper. Men ikke denne gang. Blot en kort opdatering. Er færdig på uni hernede. Tager til New Zealand, fly om 2½ time. Så er igang med den sidste hektiske pakning. Flyver til Christchurch på sydøen og skal så lave nogle treks der. Desværre er det nogle lidt andre temperaturer de har. Det er således tæt på frysepunktet i CC om natten p.t.
Men jeg overlever jo nok på trods af en mindre forkølelse.
Jeg vender tilbage til Sydney d.4.10 og tilbage til London d. 7.10. DK umiddelbart derefter, men muligvis først efter et lille visit i England. Til den tid kommer der flere blogs. Hvis jeg får tiden og nettet til det, kommer der mere fra New Zealand, men jeg ved endnu ikke. Bedste hilsener
Anders

Blue Mountains trek

2009-08-31T06:23:00.000-07:00

For et par uger siden kom jeg endelig ud til de berømte Blue Mountains. For de virkelig interesserede, er der et link her: http://en.wikipedia.org/wiki/Blue_Mountains_(Australia) Eller google Blue Mountains billeder. Vi var en gruppe på fire, to telte, to piger, to drenge. Tony og mig i mit telt, Bettina og italienske Julia i Jess telt. Vi havde regnet med en rimelig let tur. Bjergene er ikke så høje, vi skulle ikke over 1000 meter, og vi havde fået at vide, at distancen var omkring 40 km. Tony er en komplet novice indenfor vandring. Første tur overhovedet og han er ikke den mest sporty type. Bettina er sporty, men også uerfaren indenfor vandring. Julia er rock-climber (bjerg/klippeklatrer), meget sporty og har lavet en del vandring ved siden af og i forbindelse med klatring og ja, jeg har jo også vandret en del. Vi stod af ved Laura Falls for så at gå ned gennem Leura Park, der viste sig at være en ret stor og stejl vildernes park, ægte bushland om man vil (til eventuelle nysgerrige sjæle: tast: www.maps.google.com, søg på Leura, New South Wales og der burde poppe noget op). Herefter fortsatte vi langs klipperne indtil vi kom til de berømte 3 søstre (billede i wiki). Det var her, turisterne var samlet. Samtidig var det her, at vores tur først for alvor skulle starte, omend vi allerede havde set en del. Tiden var dog løbet en smule fra os. Klokken var allerede 1400 og det blir mørkt halv seks. Vi gik derfor i visitor centret for at få info om den planlagte tur. En pige, der virkede som om hun ikke anede hvad hun talte om, fortalte os, at det var en lang og krævende tur, som var for erfarne vandrede. Hun mente, der var 3 timer til første overnatningssted på toppen af Mount Solitary (syd for søstrene og Katuumba), som var lidt før halvvejs. Pigerne blev sendt til politiet efter en GPS agtig sporingsting. Turister bliver gang på gang væk i de blå bjerge, hvorfor det stærkt anbefales, at man kan spores. En lille sidehistorie.
Da vi ankom til Australien, var der en 16 årig britisk dreng, der var forsvundet eller også var han lige blevet fundet igen. I hvert fald havde han været alene derude i 12!!! dage. Levet af vandplanter ved en flod. Vandplanterne er mindre giftige end mange andre planter - netop pga. vandet, hvorfor han overlevede indtil de endelig fandt ham. Ikke langt fra, hvor vi skulle hen. Historien fortsatte i ugevis, da han fik 200.000 dollar for at fortælle om det i 60 minutes. Og familien blive eddikesure, da han nægtede at dele pengene med dem. En klassisk skandale. Forsvunden dreng bliver fundet og blir rig og glemmer den familie, der har søgt efter ham... eller hvad? Nå, tilbage til os.
Summa sumarum var, at vi kunne nå til lejrstedet inden det blev mørkt, hvis vi skyndte os. Men Tony var allerede begyndt at synes, der var lidt rigelig med gang i det (vi havde gået fra 10.30). Ved ikke helt hvad han forventede, men det var i hvert fald ikke trekking. Mens pigerne var på politistationen, forklarede jeg ham, at den ville blive hårdere og længere end vi havde forventet. Hvor hårdt, vidste jeg ikke sagde jeg. Men hvis han ville ud, måtte det hellere blive nu. Tony accepterede udfordringen, som den mand han er. Den skulle nok klares. Men det ville nu være godt, hvis vi kunne nå tilbage til næste aften planlagte karaeoke? med holdet. Jovist. Vi ville forsøge.
Vi fortsatte alle videre mod vest indtil vi kunne komme ned af klipperne, hvorefter vi gik igennem en tempereret regnskov. Ganske, ganske flot og varieret med tarzan agtige lianer, man kunne hænge sig i. Eller var det slanger? Ingen vidste det med sikkerhed... I hvert fald var de blå bjerge et imponerende syn. De har et lidt blåligt lys over sig og består af skov, skov og atter skov. Kun afbrudt af stejle klippeskråninger og mindre bjergtoppe, som dem vi netop var kommet fra. Men det er mere bjergplateauer end egentlige toppe. Og væggene op er ofte nærmest lodrette.
Glade og i godt humør fortsatte vi turen. Tony, som er noget af en human jukebox, ledte an med den ene sang efter den anden. Ham og Julie forsøgte, delvis succesfuldt, delvis forgæves, at lære Bettina og mig den klassiske Bella ciao, Bella ciao sang. Omkvædet sidder der, men versene er squ svære. De havde også svært ved at lære Bettina's tyske og min "jeg er så glad for min cykel" sang. Efterfølgende kunne vi høre Tony gå solo i den af mig ellers hadede: I am Blue, baben di dap en da, baben di dap en da, blabla. Kunne ALT i sangen. Ret sjovt.
Mørket nærmede sig og vi var milevidt fra Mount Solitary. Heldigvis fandt vi en lejrplads lige neden for bakken/bjerget, der ledte op til the Ruined Castle. I håbet om, at der var en endnu bedre lejrplads der, blev jeg sendt derop, netop som tusmørket sænkede sig. Frigjort fra taskens tyngede vægt på mine skuldre blev det til en kort, hurtig spurt op af den smalle sti, som efter et stykke tid på et plateau pludselig begyndte at bevæge sig nedad igen. Det var her, det gik op for mig, at jeg er jo er i Australien og ting ikke nødvendigvis er, hvad vi tror, de er. Et Ruined Castle behøver da ikke at have nogen som helst lighed med et slot eller være bygget som et. Den kan da fint være en bunke kæmpesten i totalt tilfældig formation, som aldrig er rørt af mennesker. I hvert fald var det tilfældet her. Lidt skuffet, men også godt underholdt, bevægede jeg mig ned af den nu mørke sti. Ingen lys, mad, vand eller varmt tøj. Var det nu den rigtige sti? Eller var jeg ved at blive den næste nye forsvundne turist? En lille, men fattet panik bredte sig. Skal jeg råbe? Ja. Det skader jo ikke. Jeg gav altså et råb ned, som straks blev besvaret. Så vidt, så godt. Nede ventede udfordringen: At sætte et telt op med en lygte, hvis batterier var totalt flade. Ikke let, når man elsker sit telt og ikke kan se undergrunden, men kan mærke der er sten. Men op skulle det og kom det. Et bål blev tændt, en gammel pande fundet ved lejrpladsen og gjort ren via bålet, vand og desinfektion. Herefter blev Tony's fremragende måltid af ris og grøntsager varmet op igen. Og Bettina fandt en gave frem til os alle: Fire 5 centiliters whiskyflasker. Ikke ilde, ikke ilde. Vi var alene i skoven, bortset fra diverse fugle og rovdyr øjne, som glubsk stirrede på os fra skovens dyb. Måske ikke rovdyr, men i hvert fald fugle så, en ugle er vel også et rovdyr. Planen var, at stå tidligt op, så vi kunne nå kareokien (jaja). Måske endda op før solopgang. Men, men. Vi kom i stedet op lidt før syv og først afsted lidt før ni efter et dejligt morgenbål og en god morgenmad med müsli, mælk og brød (på to dages trek er der plads nok i rygsækken til at agere luksusdyr).
Afsted mod Mount Solitory (920 meter), som vi i mellemtiden havde døbt de fire brødre, da der var fire toppe, som alle pegene mod de tre søstre med glubske smil og frække blikke. Tony havde allerede en slem vabel i sine løbesko. I princippet skulle vi ikke meget op. Vi var vel i 600 eller lignende. Men det viste sig, at en del af det var halvklatring. Forstået som, at alle fire skulle i brug, men ikke sådan, at man hang og svævede udover klippekanter. Italieneren kunne her imponere med sin ubesværede, elegante, hurtige og sikre stil, mens vi andre kæmpede lidt mere op af klipperne. Stakkels Tony blev mere og mere bekymret og vokal (er det også et ord på dansk? håber i forstår meningen) over, hvad det var, han var gået ind til. Inden elleve, havde han fortalt mig en del gange, at han var døende. Og vi var langt fra oppe endnu. Det gode ved vandring er jo, at der er belønninger. Udsigten blev bedre og bedre og mere og mere imponerende, som vi steg op af klipperne. Samtidig kunne vi se, hvor vi havde gået og kunne se de tre søstre. Imidlertid var tiden en anelse kritisk. Det var på nuværende tidspunkt helt klart, at pigen i info centret aldrig havde gået turen og blot havde syntes, at hun burde vide der og derfor gættet sig frem. Alene uden taske kunne jeg måske være nået frem på under 4 timer til Mount Solitary. Men 3? Så skulle der løb til. Vi anede derfor heller ikke, hvor langt vi havde igen og vores vanddepoter var allerede meget slunkne. Jeg overvejede derfor, om vi var nødt til at vende om. Menmen. Det er jo kedeligt og efter en grundig granskning af det topografiske kort, nåede vi frem til, at vi hellere ville fortsætte. Der var vand længere fremme og vi havde mad til at overleve en eventuel ekstra overnatning. Mellem to af de fire brødre mødte vi - igen, igen, de blev helt glemt før - nogle venlige australiere. Et par på vores alder. Manden viste os, hvor der var vand, der var sikkert og rent. Gult te-vand pga. te-busken. Mount Solitary er langt og smalt, så vi kunne gå til begge sider. Skov, skov og atter skov, afbrudt af floder og klipper. Ved ikke hvor store the Blue Mountains er, men det ville ikke undre mig, hvis området er på størrelse med fyn. Alt er stort her. Manden udpegede også, hvor den britiske turist, var blevet fundet. Uden mobil, uden kort, uden GPS og uden mad. Ak og ve. Manden var uddannet bjergguide og en god mand at møde i denne stund. De kunne give os meget præcise ca. tider på hvor langt vi havde igen. Det tydede på, at vi måske ville kunne klare det op til grusvejen inden mørket.

Med godt fyldte vanddepoterne begav vi os videre i det dejlige solskin. Små hvile, mad og nydelsespauser, som det sig hør og bør. Men hele tiden med det store mål for øje. At nå hjem - om ikke til kareoke, så til timer næste dag. Tony var træt, men vedholdende på trods af vablen. Op og ned gik det af de fire brødre. Inden vi kom til afsatsen, hvor det gik stejlt på porøst sand og klippe ned til 150 meter inden vi krydsede floden for atter at skulle op. Stejlt ned er ofte værre end stejlt op. Især for ikke-erfarne vandrere i dårlige sko. Første del måtte derfor tages på røven for nogle. Ingen nævnt, ingen glemt. Men et skønt om end lidt bekymrende syn var det. Skulle de næste 750 meter virkelig foregå sådan?? Så kom vi da aldrig ned. En bedre stil blev heldigvis hurtigt lært, samtidig med, at terrænet artede sig og blev nemmere og mindre stejlt. Vi havde sat floden som mål til kl. 4. Kom vi senere ville vi kraftigt overveje at campere, da kræfterne var slunkne og der efterfølgende var 700 meter op. Vi kom, så vidt jeg husker, et kvarter før. Og fortsatte i højt humør. Broen bestod af en tyk træstamme to meter over vandet, hvor man snildt kunne have forestillet sig Robin Hood og Little John udkæmpe drabelige slag. Vi undslog os og mens mændene fandt den ufremkommelige sti svalede pigerne fødderne i flodens kolde vand. Op, op, op du lille fugl. Grusvejen, hvor biler kunne køre var målet inden mørket. Derfra var der endnu 2-3 timer til togstationen, men det kan man sagtens gå på de veje, mens det er sværere på små stier. Heldigvis var vejen ret nem. Ikke for stejl, ikke for flad og en god sti. Tony var skiftevis i walking freenzie mode sprintende fra alt og alle og i "jeg er så død, jeg kan ikke gå en meter mere Anders" mode. Op kom vi til en imponerende silhuetaften på toppen af en klippe - et populært udsigtspunkt for par formentlig. Herfra var der "bare" den kedelige grusvej tilbage. Små 2000 højdemeter var tilbagelagt på små 9 timer. Til nogens irritation, var der stadig højdemeter tilbage i den evigt stigende grusvej. Vi begyndte at fantasere om huse og venlige australiere, der gav mad, øl og bød på kørsel. Jeg tror, jeg var den eneste, der rigtig troede på det realistiske i det. Undervurder aldrig en australiers venlighed! Samtidig havde jeg også hemmeligt forsøgt, at få et nummer på en taxa fra Emma, men kommunikationen mislykkedes desværre. Hemmeligt for at have det som en god overraskelse til en træt gruppe. Men hvad - fremad kom vi og ovenover os havde vi en krystalklar stjernehimmel med hele mælkevejen åbenbaret. Resten kender i allerede - vi fandt husene og australierne var venlige ud over alle grænser (tror de havde budt på varm mad, hvis vi havde givet udtryk for et ønske derom). En hård tur, en manddomsprøve. De to piger, nu døbt de to søstre, havde taget det meste af turen i front. Men jeg tør sige, at vi alle var trætte.
Opfyldt af pligtfølelse tog jeg direkte videre til kareoke - med vandrerygsæk og i vandrestøvler, men i rene fløjsbukser og skjorte. Jeg ankom først kl. elleve (i stedet for halv seks), men det gjorde det ikke dårligere. Vi fortsatte vel til to og jeg må indrømme, at jeg var en kende træt til næste dags timer. Men hvad - australsk kareoke efter vandring oplever man sjældent.
ciao

2009-08-31T00:17:00.000-07:00

Har jeg fortalt det allerede? Australierne er ekstremt venlige! Det gælder såvel de native, som folk, der er flyttet hertil eller er på kortere ophold. Tilsyneladende gør Australien et eller andet ved folk, som med et gør dem åbne og venlige. Når du stopper folk på gaden, er de altid beredvillige med svar. En enkelt gang stod jeg og kiggede længe på et kort ved en vej, da en vejarbejder råbte: Hang on mate, just a minute. Han skulle lige dirigere en lastbil i bakgear den rigtige vej, men kom så ellers hen til mig og afsluttede med et: have a nice day pale.
Couchsurferne har i allerede hørt om og de er jo næsten per definition venlige. Også dem, jeg ikke har sovet hos. En har inviteret på gratis filmaften med popcorn i sin hjemmebiograf. Intellektuelle gamle film forstås. I det mest bz lignende hus jeg nogensinde har set, men det var squ almindelig udlejning! En anden couchsurfer har mødtes med mig og nogle studiekammerater og vist os lidt rundt på nogle barer. En fra mit hold, som jeg ikke har snakket specielt meget med, har givet mig direktioner om, hvor vi skulle tage hen i the blue mountains, lånt os lidt udstyr samt givet os et nummer på en ven, som havde mere udstyr! En dame jeg fløj i fly med har taget mig og hendes to-årige datter med i en flot dyrelivspark, hvor vi så koalaer og wallabies. Og insisteret på både at betale entré, frokost og is! Så var der studiekammeraten, som jeg ikke har fag med, men som jeg mødte til en uni velkomst, hvor han på den efterfølgende bar inviterede mig med til en koncert, som han havde fribillet til. Og efterfølgende madras på gulvet. Så er der de fire italienske piger, som har lånt os en sovepose til vores tur nordpå, som de bragte til os samt købt en guidebog til os til området (som de får tilbage og skal bruge senere, men alligevel). Desuden inviterer de os på en del ting.
SÅ er der columbianske Pablo og de filipinske piger, jeg har været på bushwalk med og som jeg nu spiller gratis tennis med hver uge på deres sted. De har også lånt os en sovepose. Og den generelle velvillighed til at give råd om alt og simpelthen gå ud over de normale forventninger man kan have til et andet menneske. Vores underviser hernede, Wendy Bacon, er et godt eksempel. Hun er behjælpelig med alt på trods af, at hun er en af de travleste mennesker, jeg har mødt (måske hendes venlighed bidrager til tralvheden). Der er australierne og franskmændene, som vi spillede volley med og efterfølgende blev venner og gik i byen med. Der er uni pigen, som tog mundus-studenten Nora på besøg i en uge uden at kende hende, da Nora's værtsfamilie var ramt af svineinfluenza. Der er det ældre britisk-australske ægtepar i Cairns, som bruger to timer på at fortælle mig om delfiner, fugle, andre dyr, kulturforskelle og en masse andre ting. Listen er uendelig. Jeg tror ikke, at jeg har mødt et uvenligt menneske her.
Noget af det mest ekstreme var dog i the Blue Mountains. Efter to dages trekking, var firmandsgruppen godt trætte - nogle mere end andre. Klokken var syv aften og vi havde gået halvanden time i mørke og over ti timer i alt, med måske to timers pause ud af de ti. 2000 højdemeter. En god del med andre ord. Der var stadig 6-7 km til togstationen og modet var ikke til at gå dem. Da vi fandt de første huse gik jeg derfor ned af den lille vej til dem, mens de andre hvilede. Hegn, pigtråd, skilte med STOP og Threspassers will be prosecuted prægede billedet. Samt to glubske gøende hunde i mørket, hvor kun de onde gule øjne og de hvide tænder lod sig se. Ikke det mest indbydende sted, tør jeg sige. Jeg forsøger mig med et hello, excuse me, anybody home? Intet svar, jeg er på vej tilbage, da en lille pige kommer frem i døren. Jeg må selv have set lidt skræmmende ud, langt hår, skæg, løbetøj og vandrestøvler og en pandelampe, der skjuler de fleste af de netop nævnte karakteristika og i stedet blot gør mig til en mørk skygge. Ikke desto mindre har den lille pige mod, måske pga. hegnet og hundene til at komme ud. Jeg forklarer hende sagen, Mother at home? We need a number for a taxi. Thank you very much. Moderen kommer ud og inden jeg når at sige meget, har hun allerede ringet sønnen op, som bor længere nede i indhegningen. Han skal da naturligvis køre os! Han kommer med sin truck, men da det er ulovligt at sidde på ladet, tømmer de moderens bil for datterens legetøj. Do you need anything? Food, drink? Chocolate? Jeg svarer forlegent, at vi har det fint, men lidt vand ville ikke skade. Det bliver hentet sammen med fire hjemmelavede kiks. I bilen er der også chokolade til os. Vi bliver sat af lige ved toget, men fortrækker til bar og pizzeria, da der er tid til det. Sjældent har en øl, to hvis vi skal være præcise, og en pizza smagt så godt. Selv italieren var imponeret over pizzaen.

Så er

australske skilte, kort og godt

2009-08-30T23:51:00.000-07:00

Hejhej igen.
Tørken er slut og indlæggede bliver spyet ud med hård hånd.
Dette er en kort, men præcis gennemgang af nogle komiske australske skilte. Det er sådan, at de skilter for alt. Man kan ikke være for forsigtig synes princippet at være. Kun i Indien har jeg set sjovere skilte end her og der er de for meste bevidst sjove (der er endda udgivet en bog med de sjove skilte i Ladakh). En undtagelse fra Indien er måske det sandfærdige skilt: Accident prone zone. Tragisk, men også komisk. Men tilbage til australien. Hvor vi andre putter et skilt op med "forsigtigt, skolebørn", så stopper australierne ikke her. Mindre end 100 meter fra hvor jeg nu befinder mig, har de to skilte med "Aged pedestrians (aldrende fodgængere). Jovist, skiltene er lige ud for et plejehjem. Men der er altså også et lyskryds 40 meter fra plejehjemmet, som man må formode de ældre fodgængere vælger...
Ved centralstationen har de et skilt nedenfor trappen der siger: Please do not stand and talk in front of the stairs. Kan folk ikke tænke selv?? Det virker ikke altid til det. Blandt de mere hjælpsomme skilte er de gademalede: Look right, look left. Som turist/studerende kan det ærligt talt være svært at huske, så der er de ret kærkomne og måske endda nødvendige. Også restuaranter og butikker udmærker sig. Nordpå ved Cape Tribulation så vi et rødt skilt med: Stop! Bottleshop (alkohol i australien er endnu mere restriktivt end i Sverige, selv lette øl kan kun købes i de tilsvarende System Bolaget). Thai-restauranterne udmærker sig, hvad angår opfindsomme navne: Thai-rific, Thai-tanic, Thai-total og mange flere og bedre, som jeg desværre ikke husker p.t. (sorry).
Endelig har vi lufthavnen i Cairns udenfor toiletterne: "Female cleaners". Er det en advarsel? Er det: Attention men, if you do not want to display your dicks in front of women, you better act as if you need to do the number two and choose the toilet instead of the pissoir? Eller er det snarere lokkemad? Attention men: You may encounter your coming spouse while taking a piss. Jeg ved det virkelig ikke. Men underholdende var det.
Lufthavnen i Cairns bød desuden på en endnu sjovere episode. Simon, Naiara, Tony, Bettina og mig var i Cairns på en bil og strandferie og nu på vej hjem. Et par bliver kaldt over højtalere. Simon spørger Naiara og mig: Was that Agnes Wardog? Og jeg spørger? Was it Wallduck? Vi flækker alle tre. Det går op for mig, at Simon havde sagt noget andet end Wallduck, så jeg spørger igen: Wardog, ah - that is good too, I like it even more. Og vi flækker af grin igen. Hvortil en mand overfor os spørger: What's so funny about Wardog? Altid høflige Simon er hurtig til at undskylde. Men Australiernes lune humør fornægter sig end ikke, når de blir gjort til grin. Konen, Agnes Wardog, mumler til os, da hun går: I really need to divorce the man, who gave me this name... Lettere flove, men i godt humør griner vi videre.
Ikke mere for den femøre, men mere på vej!
Ciao, ciao. Kommentarer er altid velkomne.

city-2-surf, 14 km, 75.000 "løbere"

2009-08-30T23:28:00.000-07:00

Som I måske husker, var jeg ved nogle af de forrige indlæg gået i skarp træning til et city-2surf run. Navnet skyldes, at løbet går fra byen ud til byens mest berømte strand, Bondi Beach, hvor surferne ynder at hænge ud. En fantastisk flot rute gennem en fantastisk flot by.
Til min fortrydelse opdager jeg først aftenen før, at løbet allerede skydes igang kl. 9 og at bagagebusserne (som kan tage imod skiftetøj), kører allerede 8.30. Da jeg er på ældrehjemmet 2,5 time derfra, er det nærmest umuligt at komme derind inden da. Jeg kan heller ikke nå det til 9, da busserne først starter efter 8 fra ældrehjemmet, men skal først være der 9.30 for min gruppe (jeg er i the back of the pack gruppen pga. sen tilmelding). Hvad gør man så? Man løber og blaffer da de 7 km hen til togstationen. Blev samlet op et godt stykke inden halvvejen af et sydamerikansk par, der havde boet her en 20 år. Meget belejligt. Toget vrimler med løbere. Vi står alle af ved Museum, hvor Hyde Park (jaja, de er opfindsomme de australiere) og startstedet ligger. Efter det obligatoriske toiletbesøg, begiver jeg mig hen mod menneskemylderet. Og det er det bedste ord til at besrkive det. Jeg går op over en lille bakke og har så mindst en km udsyn lige frem. Den brede boulevard er proppet med mennesker, så langt øjet rækker. Jeg har på forhånd opgivet ethvert håb om en respektabel tid, da jeg vidste, der ville være tusindvis af mennesker. Men dette var alligevel mere end jeg regnede med. En lettere kaotisk startproces følger, hvor først de seedede, så de næsthurtigste, så dem under 1.15, så dem under 1.30 (vurderet på tidligere resultater og resultater fra andre løb) skydes afsted inden min gruppe endeligt gives los. Jeg troede, jeg stod i starten af den, men ak, jeg stod bag en afspærring. Fem-ti minutter efter går det op for mig, at det var min gruppe og jeg kan se yderligere titusind mennesker foran mig, som nu skal overhales. Akakak. Startstregen er ikke identisk med hvor gruppen startede fra og for at være ærlig så jeg den aldrig. Det første stykke foregår i rent kaos, halvt løb, halvt gang og med min "walk for life" rygsæk på ryggen med skiftetøj. Der er tydeligvis nogle ambitiøse løbere, der som mig, må starte langt tilbage og de zigzagger sig hasaderet gennem menneskehavet. Pga. min taske og min generelle zen-tilstand er jeg noget mere tilbageholdende, men bevæger mig dog fremad. Jeg er stadig ikke klar over, om løbet reelt er igang, da jeg ser 2 km tegnet. Nå - 12 tilbage, det går da fint det her. Det er efterhånden blevet muligt at løbe - dvs. så længe, man tilpasser sit tempo til de omkring joggende. Desværre må jeg indrømme, at mit konkurrence instinkt begynder at sætte ind. Hvorfor være med i et løb og så bare jogge? Ved 3 km spænder jeg rygsækken og begynder de seriøse overhalinger. Det er herfra et langt forhindringsløb. Op i tempo, ned i tempo, der er et hul, en kort spurt, brems, brems, spring til siden, fart, fart, fart, lunte, lunte, hul - gogogogo osv. I modsætning til normale forhindringsløb er forhindringerne her andre mennesker. Det som jeg på forhånd havde udset til at være oplevelsen, der var de 52 australske dollars værd, at løbe med så mange mennsker, viste sig først og fremmest at være irriterende, omend også lidt sjovt. Men det er nu også lidt frustrende som løber ikke at kunne holde sit foretrukne tempo i 50 meter i træk på en 14 km strækning. Måske med undtagelse af den sidste sprint, men alligevel. I forstår billedet. Den lettere irriterende tilstand blev dog kraftigt opvejet af jazz-orkestre, halvnøgne dansegrupper, højtalere der udspyede 'Eye of the Tiger' (den klassiske Rocky sang) og des lige. Derudover var der forbavsende få tilskuere til så stort et løb, men det efterlod fortovene halvtomme til os løbere.
Efter de første 9 km havde jeg efterhånden overhalet tilstrækkelig mange mennesker til at jeg næsten kunne løbe og de sidste 5 gik på 21-22 minutter. Samlet tid: 69,06. Og vinderen? Ja han var i mål inden jeg startede i den imponerende 41,06 tid på en 14 km kuperet asfalt rute. Ikke dårligt, ikke dårligt. Min tid er i øvrigt min dårligste nogensinde på 14 km, dårligere end da jeg som 10-årig debutterede i det nordjyske Limfjordsløb med en tid på 67 minutter. Men hvad, rygsæk og et menneskehav, hvor jeg overhalede mellem 15.000-50.000 mennesker (ja det er svært at sige), gør også sit. Under alle omstændigheder var det fantastisk at løbe ned til stranden efterfølgende og kaste mig i bølgen blå. Og hvor irriterende det end var ikke at kunne løbe, så var det dog først og fremmest imponerende med alle de folk. Og også ret sjovt med forhindringsløb. Og ruten var sindssyg smuk - hvilket den koncentration forhindringsløbet krævede desværre satte lidt af en stopper for...
ciao

Den evindelige vagabond...

2009-08-30T23:06:00.001-07:00

Jeg beklager den manglende lyd på bloggen, et travlt levet liv giver ikke meget tid til de lange svadaer, jeg udsætter jer for her. Men nu kommer de altså igen.
Jeg havde ikke regnet med det på forhånd, men det har vist sig, at jeg lever en ren vagabond tilværelse hernede, hvor jeg sjældent sover samme sted mere end tre nætter i træk. Det er muligt takket være de altid gæstfrie australiere. I princippet bor jeg med Tony i nogle ældre boliger, hvor hans tante normalt bor, som p.t. er bortrejst til Malta. Problemet er, at det ligger to timer væk fra gud og hver mand (centrum, universitet, andre folk jeg kender i Sydney (op til tre timer)). Hver vej. Da jeg har begrænset tid i Sydney og ikke er en pendler af natur, passer det mig ikke allerbedst. Jeg har derfor i allerhøjeste grad benyttet mig af andre menneskers naturlige gæstfrihed. Først og fremmest den fantastiske Jess, hvis hjem er mit hjem. Jeg har nøgle og kan komme og gå, når jeg vil og behøver i princippet ikke lade hende vide, hvornår jeg kommer. Det er en to-værelses lejlighed i Petersham, 5 stop fra centralstationen. Lejligheden er lettere kaotisk på den gode måde, malerier, billeder, rod og almindelig uorden præger hjemmet. Hun er homoseksuel og kunstuddannet, men befinder sig desværre på den forkerte hylde i sin fars tæppebutik. Hun tager nu konsekvensen og flytter nu!! (onsdag) hjem til sin familie for at spare om til en verdensrejse på ubestemt tid, hvor hun bl.a. planlægger at skrive en roman. Ikke uden mod, tør jeg sige.
Men, men. For at jeg kan være vagabond, må jeg naturligvis sove mere end to forskellige steder. Andre steder jeg har overnattet inkluderer Simon og Emma's (Mundus-studenter)respektive hjem, en medstuderende fra uni, Matt, som gav mig fribillet til en koncert med efterfølgende overnatning, da jeg ikke kunne komme til ældrehjemmet på det tidspunkt, min første couchsurfer, Kiran og familie, som jeg besøgte igår og overnattede hos igen, nogle italienske piger, som jeg mødte efter City2surf run (mere herom på en senere blog) og som har en ekstra seng, jeg må benytte. Desuden er det blevet til en hel del overnatninger i telt. En gang i Blue Mountains, en gang tæt på ældrehjemmet, da Simon, Tony, Emma og jeg havde spist sammen og synes det kunne være sjovt at drikke et par øl i teltet i en nærliggende park samt engang på Watson's Bay med Emma og hendes veninde Holly. I øvrigt en situation, der vidner om australiernes ekstreme venlighed. Camping er forbudt de fleste steder, så vidt jeg er blevet fortalt. Men nogle steder er det mere forbudt og der er skilte, der siger ingen telte. Vi camperede lige udenfor en nationalpark og var godt i gang med at sætte teltet op, da to til fods patruljerende politimænd kommer forbi: 'are you guys planning to camp here'? yeah, is it not allowed?, well, there is the national park you know. yeah, it starts up there and we sort it was okay here?, hmm, are you guys planning to stay for one night only? yep. then alright, don't stay too late tomorrow though... - og det var squ politiet!! endelig har vi lige været 6 dage i queensland med overnatninger forskellige steder hver nat. 4 gange telt og en gang hostel.
Alt sammen på lidt over en måned...

Der er ikke noget, der tyder på, at min sidste tid bliver mindre vagabonderende. Desværre mister jeg mit faste sted nu, når Jess flytter. Men jeg flytter formentlig også væk fra Tony, da den nioghalvfjerds årige tante kommer hjem og vi dermed er tre mennesker et sted, hvor jeg bor i stuen. Hvilket jeg ikke ser, som helt optimalt. Men, men - muligheder vil vise sig.
Flere indlæg på vej. og undskyld forsinkelsen

Sydney, del 2

2009-08-03T00:06:00.000-07:00

Nå – første klasse. Vi har undervisning lørdag fra 10-16 for at de lokale studerende også har mulighed for at følge klassen. Vi syv Mundus studenter (tre tyskere: Simon, Bettina og Nora, en englænder: Emma, en spanier: Nairara, og så mig og maltesiske Tony) udgør lidt under halvdelen af holdet og resten består af meget engagerede lokale studenter, inkl. 2 meget erfarne kvindelige journalister sidst i 40’erne eller derover. Rigtig godt mix og engageret underviser. Jeg holdt mig vågen til kvarter i tre. Gik på toilettet og overdyngede mit hoved med vand, men den ellers effektive kur hjalp mig kun i 5 minutter. Jeg forsvandt derefter ud af lokalet og lagde mig på en sofa. Alarm sat: 15.30. Jeg vågner først kvarter over fire. Ingen alarm hørt. De lokale studenter er forsvundet, mens vi andre for lidt ekstra info. Er næsten lige så død, som før min lur, men jeg har aftalt svømning med Kiran, hvorfor jeg noget modvilligt må i gang med fysisk udøvelse igen i stedet for at sove videre eller drikke øl med klassekammeraterne.
Som altid er fysisk aktivitet imidlertid godt mod træthed og jeg får en second revival. Efterfølgende kører vi ud til georges head, hvor der er en fantastisk aften udsigt udover Sydney. Solen går ned ved fem halv seks tiden, hvilket jeg blev noget skuffet over. Til gengæld har den sydneyske vinter vist sig fra sin allerbedste side: 15-20 grader og sol hver eneste dag. Varmt nok til shorts, hvis man er sikker på at være hjemme inden det bliver mørkt og koldere.
søndag er det tid til at sige farvel. han skal hente sin familie i lufthavnen og jeg skal videre mod næste surfer. vågnede selvfølgelig kl. 4 igen, så jeg er godt og grundigt træt. Før jeg tager videre er jeg dog lige ude og besøge og løbe med Bettina, som bor ved en tante i det nordlige Sydney tæt på den berømte Manly Beach.
Det passer mig derfor storartet, da min næste surfer, Jess, lægger en mindre aktiv stil for dagen – hun hang ud foran fjernsynet og skulle mødes med en ven, hvorfor jeg fik lejligheden for mig selv til at slappe af i. Meget tiltrængt.
Den seneste uge er gået med en del naturakviteter med folk fra holdet og folk udenfor holdet, uni, et par gratis biografture (emma har haft gratis biografbilletter og taget nogen af os andre med), koncert og to fester med en masse australiere. Investigative journalism startede tirsdag og virker lovende. Jeg skal i praktik på Australian Center for Independent Journalism, som ledes af min underviser på lørdag og tirsdag (Wendy Bacon), en meget kompetent og meget, meget tralv dame. Foreløbig skal jeg undersøge den danske mediedækning af en række mindre heldige episoder i forårets kampe på Sri Lanka.

Sydneys kystline er helt fantastisk. Strand, klipper, lidt bebyggelse, strand igen og sådan gentager det sig. Meget op og ned og meget, meget flot. Vandrede torsdag fra den berømte Bondi Beach til Cogee Beach inden jeg var til koncert om aftenen med Emma og hendes engelske veninde Holly. Mødte desuden en couchsurfer, jeg skulle have surfet hos og som havde anbefalet mig koncerten. Lørdag var jeg til fest hos hende blandt de meget åbne og venlige australiere, som elsker at kalde hinanden og andre for mate og altid spørger: how’e u going mate? (Hvordan går det kammerat?).
I går var jeg til fest hos en veninde til min nuværende couchsurfer, som boede det mest fantastiske sted. En husbåd med udsigt til Harbour Bridge, Operahuset og hele Sydneys skiline. Løb ind i hele tre yoga-instruktører samt Ron, der lignende Crocodille Dundee på en prik – længere hår, men samme udklædning. Genialt. Inden da havde jeg været på en 7 timers Bush walk med spanske Pablo (som jeg mødte gennem Kiran), Kiran og familie (en del af turen) og to filippinske piger, Pablo kender. Meget, meget flot. Fra Tarongo zoo i den nordlige del af havnen til Georges Head, hvor vi kunne nyde udsigten i klart og solrigt vejr. Var utrolig godt mørbanket, da jeg endelig kom hjem halv tolv i går og sov 10-11 timer i træk. Første gang jeg har sovet til senere end syv, men er ikke desto mindre stadig træt, så slapper af på biblioteket uden det helt store aktivitetsniveau i dag. Satser på atter at være frisk i morgen, så jeg kan træne lidt til City2Surf Run, et 14 km løb med 70.000 deltagere, som finder sted på søndag.
Bedste hilsener
Anders

Sydney, del 1

2009-08-03T00:05:00.001-07:00

Kære Alle.
Hermed er denne blog atter i funktion. I stedet for fællesmails vil jeg blogge om løst og fast her i Sydney, hvor jeg netop er startet på et to måneders universitetsophold. Jeg satser stærkt på, at der bliver en ugentlig blog. Muligvis bliver den på engelsk af hensyn til mine udenlandske medstuderende, som ikke – på trods af et helt semester i Århus – mestrer det danske sprog endnu. Men, men – hvad sker der i Sydney?

Jeg har været her i ti dage nu. Ti hektiske dage. Flyveturen var meget, meget lang, men egentlig ikke slem. Eneste problem var, at jeg var meget dårlig til at sove, så det blev til 4 timer fra jeg rejste fra London tirsdag aften til jeg landene i Sydney torsdag morgen. Ikke optimalt, da jeg skulle direkte fra lufthavnen til et intromøde på university of technology, hvor jeg studerer journalism studies, investegative journalism samt muligvis research and reporting (endnu ikke bestemt, om jeg har tid).
Jeg har valgt at starte ud som couchsurfer for at møde nye mennesker. Planen er, at jeg skal bo med Tony fra Malta, som jeg studerer med. Han har en tante, der rejser til Malta i morgen, hvorfor hendes lejlighed er tom. Desværre ligger den to timers transport fra universitetet, så det tager lidt af charmen. Men, men. Jeg flytter derud i morgen og så må jeg se, hvor slemt det er, at være pendler. Under alle omstændigheder vil det være superfint at bo med Tony.

De første dage forløb hos 35-årige indiske Kiran, som bor lige nord for havnen. Hans familie var i Japan, hvor konen er fra, så han havde både tid og plads til at huse mig. Jeg var ikke til meget sjov og ballade torsdag, men det blev da til en gåtur ved havnen. Kom i seng kl. 10 og sov hele otte timer. Troede det var enden på mit jetlag, da jeg vågnede frisk og veludhvilet. Men ak, ak. Ud og se på byen skal jeg naturligvis, så det bliver til en solid omgang sightseeding inden jeg mødes med engelsk Emma og tyske Simon fra mit hold til et par øl ved havnefronten inden vi fortsætter videre på bar for at mødes med Kiran og hans trekking venner fra internetstedet meet-up (et sted, hvor man finder ligesindede). Rigtig, rigtig hyggeligt. Men – jeg bliver dødtræt kl. otte og har ikke rigtig nogen mulighed for at tage hjem. Jeg holder ud til tolv, hvor vi endelig kommer hjem. Sover. Og vågner kl. 3.30. Træt. Men ude af stand til at sove mere. Kl. 10 har jeg første rigtige universitetsdag, så jeg ville foretrække at være veludhvilet, men ak. Det jetlag er en drilsk størrelse. I stedet vækker jeg Kiran kl. 7 (aftalt) for at vi kan tage på løbetur inden jeg skal til undervisning. Jeg er normalt ikke morgen-løber og Kiran mente ikke han havde været ude at løbe om morgenen i ti år. Men det kan varmt anbefales! Lyset om morgenen er helt fantastisk og vi løb på en kuperet rute langs nordsiden af havnen. Helt sindssygt flot!! Nok det smukkeste sted jeg nogensinde har løbet. Sydneys skyline er ret imponerende. Ligeledes er operahuset (det er sandt). Og havnen med alle skibene. Jeg har desværre ikke billeder endnu, men håber på snart at få nogle. Og det helt specielle ved Sydney er, at byen er så åben og pladsrig. Befolkningstætheden er 25 gange mindre end Paris, 7 gange mindre end København og 4 gange mindre end Berlin. Det har den fordel, at du kan finde den mest fantastiske natur midt inde i byen. Bagsiden er så, at du kan opleve to timers transport fra Tony’s tante til universitet, som ligger lige ved central-stationen.

test 2

2009-08-02T23:57:00.000-07:00

kopierede indlæg fra word?
Kære Alle.
Hermed er denne blog atter i funktion. I stedet for fællesmails vil jeg blogge om løst og fast her i Sydney, hvor jeg netop er startet på et to måneders universitetsophold. Jeg satser stærkt på, at der bliver en ugentlig blog. Muligvis bliver den på engelsk af hensyn til mine udenlandske medstuderende, som ikke – på trods af et helt semester i Århus – mestrer det danske sprog endnu. Men, men – hvad sker der i Sydney?

En smertens meditation

2008-05-05T05:28:00.000-07:00

Eline har allerede beskrevet det, men jeg synes nu at mine smerter fortjener en beskrivelse i jeg-person. Som mange af jer måske ved eller kan tænke jer til, var meditationsideen min. Jeg har gennem mange år flirtet med meditation og forsøgt at lære det over flere omgange. Alle gange uden held og måske også uden den nødvendige flid og seriøsitet. Hvorom alting er, i Indien hvor buddha fik sin oplysning, måtte det da kunne lykkedes. Og desto mere seriøst og krævende desto bedre. Hvor Eline var en smule skræmt ved udsigten til at måtte opgive hendes foretrukne kommunikationsværktøj, sproget, var jeg blot yderligere ansporet ved udsigten til afsavn. Udsigten til uendelig smerte i den lidet behagelige meditations skrædderstilling skræmte mig derimod, hvorfor jeg også forhørte mig hos mesteren ved 1. audiens. Om der da ikke gaves andre stillinger at meditere i, da jeg altså var meget usmidig og fik direkte ondt af at sidde og meditere? Svaret var på en gang opmuntrene og nedslående: Man kan meditere i enhver stilling, men skrædder positionen er nu den bedste. Og alle kan lære at sidde sådan. Du må bare øve dig. Hvis det ikke går, må vi så finde ud af noget andet… (andre mulige meditations-stillinger bliver ikke nævntJ. Nå – ca. 10 timers siddende meditation, afbrudt af walking meditation, spise-meditation og sove-meditation, venter i løbet af det næste halvandet døgn. Ikke just den bedste udsigt, når man rådes til ikke at ændre stilling mere end én max to gange i timen – af hensyn til koncentrationen forstås. Jeg har aldrig kunnet sidde i skrædder-stilling i over 5 minutter uden at få ondt. I det hele taget findes der ingen siddende stillinger på et gulv, som jeg finder behagelige. Altid må jeg skifte rundt, dreje mig, holde mig oppe vha armene. Klamre armene rundt om benene. Få ondt i lænden. Ondt i den arm jeg støtter på, ondt i lyske, ondt i alle steder af kroppen. Stolen er nu engang min foretrukne position når jeg skal sidde. Som skeen er det, når jeg skal spise. Men når jeg nu er på meditations-kursus vil jeg give det en ekstra stor chance. Hvis man mediterer bedst sådan skulle jeg da være et skarn, hvis jeg ikke gad gøre et seriøst forsøg. Uden puder er forsøget dog absolut dødsdømt i forvejen. De andre sider på en, max to puder. Jeg sidder på tre, måske endda fire, runde flade puder af godt 5 cm i tykkelsen. Derudover har jeg en til fødderne. 1. session. Jeg indretter mig. Lægger behændigt anklerne på puden, så foden ikke skal lægge direkte på gulvet og forårsage smerte i fod og den dermed forskruede ankel. Højre ben er klart værst og det er her, jeg må tage størst hensyn. Smerten, eller meditationen om man vil, starter. Vi skal fokusere på vejrtrækning. Lukke alle indtryk ind men lade dem passere vort sind. Ikke lade os opsluge af noget. Hvis et objekt ikke passerer, men bliver, skal man så meditere over objektet. Men stadig uden at tage det ind, stadig uden at tage stilling. Blot acceptere. Det værker i anklerne. Det værker i lysken. I lænden. I øvre ryg. I inderlår. Og sikkert også andre steder. Jeg bliver siddende. Lader det passere. Skiftes til at fokusere på smerten de forskellige steder. Trykket på anklerne er klart værst. Det er svært ikke at tage stiilling, svært at acceptere smerten frem for at forbande den langt væk. På trods af forbuddet er jeg nødt til at skifte stilling. Finde en semi-behagelig stilling i 5 minutter, der intet har med skrædderstilling at gøre. Derefter tilbage til smerten. Tror jeg sidder i skrædder-stilling en 3 gange af 15 min i de første sessioner. På andendagen når jeg op på en halv time i løbet af morgen og middagstimerne. Det er ny rekord for mig. Men jeg synes ikke jeg mediterer. Jeg tænker kun på smerten og ikke på vejrtrækningen. Smerten passerer ikke igennem mig og jeg kan ej (og skal ej) lukke den ude. I eftermiddagsaudiensen mellem fem og seks forklarer jeg mester mit problem. De andre sidder og fortæller om hvor god en meditation de har haft. Jeg kan kun sige, at jeg ikke har været i nærheden af at meditere, men blot har befundet mig i intens smerte. Mesters svar: Alt kan være et meditationsobjekt. Gør du smerten til dit. Accepter den og den går væk af sig selv. Besluttet på at give meditationen en seriøs chance forsøger jeg at følge hans råd. Ved aftensmeditationen mellem 8 og 9 sker det. Jeg sidder en time uden at ændre position! Bliver endda siddende et par minutter ekstra bare for at vise at jeg kan. Accepterede jeg smerten? Ja. Det gjorde jeg squ. Jeg sad og sagde: Smerte er ok, smerte er fint, smerte er midlertidigt og den slags. Jeg inviterede smerten indenfor og sagde, at den kunne gå, når den fandt det passende. Gik smerten så væk? Ikke just. Den blev der hele timen ud. Og ligeledes i de næste sessioner. Mediterede jeg da? Jeg var måske tæt på i denne ene session. Det var i hvert fald en speciel oplevelse at sidde i absolut smerte og bare blive siddende – og acceptere det – når jeg bare kunne vælge at rejse mig og gå. Netop denne viden, jeg bestemmer selv hvornår det stopper, var måske det der gjorde mig i stand til det. Med til selve oplevelsen af smerte hører jo, at så længe den er konstant er den til at udholde. Det værste var faktisk, når jeg skulle ud af den fastlåste skrædder-position. Med begge hænder måtte jeg forsigtigt løfte den forkrampede ankel og fod for derefter at strække benet ud. Kroppen måtte jeg læne bagefter for overhovedet at muliggøre operationen. Munden er åben og udstøder et tavst men endeløst skrig. Derefter næste fod. Ok – to halvstrakte ben og ankler der skriger (det er naturligvis først og fremmest ydersiden af anklerne der gør ondt, da det er her, de er bøjede). Rejse mig på normal vis kunne jeg ikke. Hvad så? Som en strandet hval får jeg mig vendt på maven. Via knæ og arme kommer jeg langsomt op. Bider tænderne sammen. Vover, vover, vover….støtter på den ene fod. Intens smerte. Støtter på den anden. Rejser mig op i fuld højde. Går med stavrende skridt fremad som en forkrøblet olding: ”Løft, stræk, sænk, løft, stræk sænk”. Jeg er i gang med walking meditation…………….

Tilføjelse…….Det selv at bestemme hvilken smerte man vil acceptere og hvor længe, var også det, der gjorde, at jeg næste morgen (efter en eller to siddende timer til) i 3. sessionen mistede gejsten: ”Jeg mediterer alligevel ikke, så hvorfor sidde i denne smerte”? Svaret var ikke indlysende, hvorfor jeg gav de mange frit-svævende tanker frit løb, lod benene placere sig, som de lystede og åndedræt være åndedræt. Men jeg havde bestået! Om ikke meditations-eksamen så dog i hvert fald skrædderstilling med 4 puder i en hel time. Yes sir!

Destruktionen af en cykel-rickshaw...

2008-05-05T05:26:00.000-07:00

Jeg har lovet jer en opfølgning og flere ting på bloggen – senest ved udgangen af april. Dette mål kan ikke just siges at være lykkedes her i starten af maj. Ikke desto mindre synes jeg, at det er en skam, hvis bloggen skal dø helt allerede og med en masse ufortalte historier på hylden. Derfor kommer nu den længe ventede fortælling om hvordan man ødelægger en cykelrichshaw og samler 500 indere på under 2 minutter. Uheldet/Ulykken/Tåbeligheden, eller hvilket ord man nu vælger at betegne dette optrin med, skete efter vi havde været ude og lede efter et sted at meditere. Der er langt hjem og vi vil gerne støtte nogle af de hårdtarbejdende richshaw mænd, hvorfor vi vælger at hyre en sådan. Rejsen er ved at være mod vejs ende. Og, tænker jeg, jeg har endnu ikke prøvet at køre en rickshaw. Opildnet af denne tanke tænker jeg at nu er nu og henvender mig til chaufføren. Om jeg må prøve at cykle den? Med sproget går det ikke glat, men efterhånden lykkedes det mig med sprog og fagter at få erklæret min hensigt og langsomt giver han mig lov og placerer sig selv på passager-sædet ved siden af Eline. Spændt træder jeg i pedalerne og får hurtigt cyklen i fart af den snorlige vej. Det går meget lettere med at træde end jeg havde troet. Eline er lige ved at rose mig overfor den rigtige chauffør inden vi hver især mærker, at der er noget galt. Cyklen er begyndt at svinge. Til venstre. Ud på gruset, chaufføren råber break, break og jeg holder da også begge bremser i bund uden nogen form for effekt. Cyklen fortsætter sin foruroligende kurs længere og længere mod venstre. Ned af bakke nu. Det er en kort bakke, der flader pludseligt ud efter et par meter. Jeg når at tænke, at det ser da meget fornuftigt ud som bremsested, men desværre viser bremsestedet sig at være en muddersø. Som bremsested fungerer det imidlertid upåklageligt og cyklen stopper brat og smider mig ud over styret. Jeg lander med hovedet halvt under, begge arme i til albuen, mave, skridt og fødder godt nede i sølet, mens Eline og vor oprindelige chauffør får en noget blidere medfart. De ryger begge af sædet, men lander på benene og synker bare i til midt på lårene. Eline vokser sig fast til bunden og må have hjælp får at komme løs. Derefter får jeg og chaufføren rykket cyklen op af sølet. Ak, ak. Forgaflen er knækket, skærmene bøjede og cyklen ser mest af alt total-skadet ud. Vi har ødelagt hans levebrød. Allerede inden vi får halet cyklen op er de første 2-300 indere kommet til som iagttagere. Første reaktion er måske afgørende og da jeg ser dem kan jeg blot slå ud med armene, sende dem et smil og sige ”what a bad driver”. Det bliver vel modtaget og efter at have halet cyklen op bliver vi fulgt over på den anden side af gaden, hvor et par af dem står klar med en rengørende vandslange. Næsten som at være i fængsel… Eline takker nej (vådt stramsiddende tøj er ikke det bedste værn mod inder- blikke), mens jeg velvilligt lader mit sorte fjæs, briller og tøj spule semi-rent. Herefter returnerer vi til showet, hvor der nu er samlet i hvert fald 500 mennesker. Spektaklet foregår i udkanten af byen Buddhagaya, hvor der ikke bor over 10000 mennesker i alt (og måske endda snarere 5000), så det er ret godt gået på to minutter. Vi inspicerer skaderne og forsikrer richshawens ejermand om, at vi nok skal stå for reparationen – udover selvfølgelig at fortsætte vores undskyldninger. Han forstår det som repay (repair) og siger beløbet 1500 rupies (215 kr). Beløbet er højt for Indien, men med 500 mennesker som tilskuere og efter lige at have ødelagt hans levebrød, er vi mere end tilfredse med at kunne slippe med et betaleligt beløb. Han brokker sig desuden lidt over en meget lille hudafskrabning på knæet. Vi indvilliger i at betale men må sande at vi ikke har kontanter nok. Vi gir hvad vi har og aftaler han kan hente resten på vort hotel to timer senere. Lettede, chokkede, rystede og på nippet til et grineflip bevæger vi os væk fra scenen med tusind par øjne i ryggen. Massen opløses og folk går hver til sit. Andre richshaw-mænd kommer cyklende forbi og tilbyder deres tjeneste. Efter megen tøven (vi vil egentlig helst være i fred, men indser at det ikke lader sig gøre) siger vi endelig ja tak til en, Han forklarer os med stor overbevisning at skaderne kun koster 200, hvorfor vor chauffør har kunnet stikke 300 i lommen (han så ham få en 500). Nå… Ikke så meget at gøre ved. Mon ikke han kan gøre bedre brug af pengene end vi kan alligevel? Og har væsentlig mere brug for dem? Alt i alt er det ret billigt sluppet for at have totalskadet en cykel, endt i en mudderpøl med kamera og det hele, og risikeret folkets lynch (mere herom i en regi-bemærkning om lidt). Samtidig er vor berømmelse sikret. Endnu flere blikke end normalt spejder efter os på gaden. Og flere kommer op og spørger – Var det jer? Vi kan kun svare bekræftende og flygter umiddelbart derefter ind på 2 dages meditationscenter, hvor man ikke må tale.

Regi-bemærkning nr. 1: I bogen Shantaram, som jeg tidligere har omtalt, sker der flere færdselsuheld, hvor den skyldige hver gang søges lynchet af folkemængden. Så en vis angst derfor er ganske sund og hjælper en med at reagere rigtigt i situationen.
Regi-bemærkning 2: Cyklens venstresving var, efter min bedste overbevisning, ikke min skyld. Jeg holdt styret lige og cyklen drejede til venstre. Bevægelsen, at dreje til højre for at komme til at køre ligeud, var for kontra-intuitiv til at jeg kunne nå at rette op indenfor de 15-20 sekunder som cykelturen varede. Dertil kommer de manglende bremser…AJA!

smaasyg i delhi....

2008-03-15T00:09:00.000-07:00

Upcoming blog - hvordan man oedelaegger en cykelrickshaw og tiltraekker 200 indere paa under 30 sekunder...
Saa naermer turen sig sin afslutning. Og hvad laver vi saa? Er vi ude og faa de sidste indtryk og oplevelser? Ude at moede alle de indere vi aldrig naaede at moeede? (jeg havde et personligt maal, om at naa at trykke hver og en af dem i haanden. Jeg tror jeg har klaret 1 %, saa der er stadig et arbejde der). Desvaerre ikke. Igaar tog vi afsted fra Buddhagaya. Som Eline maaske har skrevet forlod vi meditationsstedet kl. 9.30 igaar morges. Siden har det mest vaeret transport. Foerst tilbage til hotellet. Saa ud og ordne de sidste par smaating - mad, vand, batterier, udprintning af fly-billetter og den slags. Som Eline maaske har skrevet var vi begge smaasyge paa meditationsstedet. Naeserne loeb og feberen kom af og til snigende uden dog at blive voldsom. Mild influenza m.a.o. Kl. 13 tog vi saa afsted mod Gaya. 45 minutternes fuldstaendigt bombet vej i en autorickshaw, der var for lav til at sidde oprejst. Vejen delte vi som saedvanlig med geder, hunde, koer, fodgaengere, motorcykler, cykler, biler, lastbiler, cykelrickshaws og autorickshaws i en skoen blanding. Denne dag havde de tilsammen valgt at lave mangfoldige trafikpropper, hvor der blev dyttet i en ren eufori. Fuldstaendig udholdeligt, som syg. Endelig fremme - naesten. Chauffoeren ville ikke koere de sidste 400 meter, da han mente det kostede ekstra for ham. Maaske - maaske ikke - men vi havde betalt for det og var ikke indstillet paa at slaebe 50 kg bagege afsted over hullede veje. Endelig fik vi ham overtalt og blev sat af ved stationen. Udmattede kaempede vi os vej frem til perronen, hvor de altid nysgerrige (til andre tider er det dejligt) indere kiggede og forsoegte at komme i snak.
Herefter 18 timers togtur. Og saa Delhi. Jeppe kender Delhi. I andre kender maaske Delhi fra bloggen. Delhi er umulig at vaere anonym i - i hvert fald i omraadet med de mange hoteller. You want buy? Rickshaw? Hello Friend! etc. Den ene besvarede jeg med, at jeg var syg. Oh - there is hospital near. Ikke saa syg - blot for syg til at snakke med fremmede. Then better you go forest. In city many people. and on, and on, and on...
Nu venter der 14 timer i Delhi inden 11 timers flyvetur og en efterfoelgende togtur til aalborg. Jeg haaber naesen og influenzaen bedrer sig. Delhi er lidt for intens en by at vaere syg i...

Vi glaeder os til DK og til at se jer alle.
bedste hilsener

Anders

mere paa bloggen?

2008-03-15T00:01:00.000-07:00

Til de af jer, der tror at bloggen slutter bare fordi vi kommer hjem til Danmark, kan vi skrive et rungende NEJ. Selvfoelgelig kommer der mere! Jeg bruger den personligt som en art dagbog, da jeg ikke har vaeret saerlig god til at skrive dagbog herude. Og der er masser af ting vi gerne vil skrive og fortaelle om, men som der ikke lige har vaeret tid til at skrive. Saa altsaa - til de af jer der laeser kan vi anbefale at I i hvert fald fortsaetter aktiviteten resten af marts. Jeg har flere trekking-historier, mere brok over dytteri, flere ting om thailand, om indien osv. Saa - maaske kommer der endda en ende paa de ufaerdige trekking-blogs fra Ladakh? Og er sikker paa, at Eline heller ikke er faerdig.

Som sagt kan jeg kontaktes pr. 98121022 (mors nr. i Aalborg) eller pr. mail.

KH
Anders

Meditations kursus

2008-03-14T23:40:00.001-07:00

Naa men efter alt dette var der ikke saa lang tid til meditation, som planlagt men det viste sig alligevel at passe meget godt.
Vi tjekede ind paa et kursus paa International Meditaion Center onsdag kl 16.30, og startede saa kl 17 for at blive der til fredag kl 12, og altsaa goere et intenst forsoeg paa at laere meditationskunsten. Stedet bliver drevet af munke og vi kom til at indgaa i en noget anderlede rutine end den vi ellers selv holder. For det foerste er det forbudt at snakke eller for den sags skyld at kommunikere med de andre meditations-kursister. For det andet er det ikke tilladt at indtage fast foede efter kl 12 middag. For det tredie er der selvfoelgelig vaerelses-deling efter koen. Og for det fjerde er det meditation HELE tiden - ikke noget med frikvarter eller afslapning, alt er objekt for meditation selv det at skulle sove skulle goeres meditativt.... Ja lyder det smaaskoert??? Ja jeg siger bare at det var Anders ide....
Den munk der introducerede os til programmet var en ganske rar og tillidsvaekkende person og startede med at forklare os hvordan vi rent faktisk skunne meditere, og hvordan dagene skulle forloebe. Vi lavede gruppemeditation (skraedderstilling paa en pude, og saa ellers bare koncentrere sig om at maerke mellegulvet haeve og senke sig, haeve og saenke sig) og walking-meditation (gaa med haenderne paa ryggen og koncentrere sig om hvordan man flytter foedderne; loefter, loefter loefter foden, flytter foden fremad, fremad, fremad, saenker, saenker, saenker foden) paa skift. Begge former kraever enorm koncentration og en umenneskelig evner til ikke at se de andre walking-meditators, ikke hoerer lasbilerne, ikke hoere munkene, ikke hoere fuglende, ikke opdage naar stroemmen gaar, og ikke lade sindet vandre til mere spaendende ting at beskaeftige sig med end; loefter, loefter loefter foden, flytter foden fremad, fremad, fremad, saenker, saenker, saenker foden. Det var specielt svaert for mig ikke at lade sindet vandre, og pecielt naar vi lavede gruppe meditation (ja altsaa det med gruppe gik ud paa vi sad i samme rum...). Jeg blev ofte utrolig soevnig af at sidde og "meditere" og vaagnede flere gange fordi jeg tabte hovede... Loesningen paa dette problem er i foelge munken at anerkende soevningheden ved at sige , Sleepiness, Sleepiness, Sleepiness indtil man ikke langere er traet.
Naar man anerkender kroppens foelelser saa laerer man sanheden at kende - og da meditation handler om at faa indsigt og at kende sandheden, saa handler det altsaa om ikke at undertrykke sin soevnighed eller sin kedsomhed men om at erkende den og saa vende tilbage til den meditative tilstand.
For nu at goere jeres indsigt i vandviddet komplet faar i et skema over dagen:
5.00 vaekning
5.30 gruppemeditation
6.30 morgenmad
7.00 walking meditation
8.00 gruppe meditation
9.00 bad og evt oevning at walking meditation
10.00 walking meditation
11.00 frokost og meditativ hvile (ligge paa en seng med haenderne paa maven og maerke mellemgulvet haeve og saenke sig, haeve og saenke sig...)
14.00 gruppe meditation
15.00 walking meditation
15.30 the pause, theen er peppet op med glucose for at holde de mediterende elever koerende...
16.00 gruppe meditation
17.00 samtale og evaluering med munken, og efterfoelgende walking meditation.
18.00 walking meditation
19.00 The pause, og efterfoelgende walking meditation.
20.00 gruppe meditation.
21.00 evt fortsat walking meditation eller forbereldeser til natten (meditativt selfoelgelig!!)
22.00 meditativ hvile eller soevn (falde i soev med haenderne paa maven mens man tankermellemgulvet haeve og saenke sig, haeve og saenke sig...)

En af noeglerne til meditationen er den konstante meditative tilstand og konstante mindfullness. Intet der goeres maa goeres ubevidst. Alle kroppens bevaegelser skal vaere langsomme saa man kan naa at taenke over hvad det er kroppen skal goere og saaledes foelge med i processen. Det tager altsa noget tid at rejse sig fra gruppe meditatione fordi man skal taenke over at straekke benene, placere haenderne etc inde man rejser sig, og saa ledes ogsaa med toilet besoeg etc. Selv spisning og the drikning er paa denne maade genstand for meditation da man skal taenke over at man tager mad paa skeen, loefter armen, foere maden mod munde, tygger maden, smager maden, saenker skeen....
Ja jeg tror i har fortsaaet det efterhaanden:)
Det var trods alt dette en ok fin oplevelse. Der var ikke noget af os der laerte at meditere dog... Jeg havde det perosnligt fint - paa trods af hvad jeg regnede med - med stilheden og roen og skemaet efter at vaer blevet sanse-bombarderet et stykke tid. det var godt at have ro og tid til eftertaenksomhed (ogsaa selvom det ikke helt var det der var meningen... men besluttede mig efter et stykke tid for at jeg god maatte lade mit sind vandre lidt ind i mellem:)). Tror Anders havde det lidt vaerre da han var mere determineret paa at laere at meditere, og fordi han usmidighed gjorde det til en ret pinefuld oplevelse at sidde til gruppemeditationen.
Vi er dog begge glade for at vi er ude i virkeligheden igen ( selvom det avr lidt af et chok at lande midt i al trafikken og menneskelarmen igen efter naeste to doegn i stilhed!), og det ikke viste sig at vaere en sekt som havde taenkt sig at adoptere os mod vores vilje!

Blandet godt i Budhgaya

2008-03-14T23:11:00.001-07:00

Efter det fantastiske besoeg hos Arun og Chitra tog vi et nattog til Gaya og en Tuk-tuk i den tidlige kolde morgen til Budhgaya -hvor Buddha fik sin oplysning under Bodhi-traeet. Det har laenge vaeret et oenske fra anders side at laere at meditere og jeg taenkte at det maaske kunne vaere sjovt nok at proeve, saa den overordnede plan var at finde et kursus og faa lidt oplysning selv!
Der gik dog ret lang tid inden vi kom i gang med meditationen. Dels fordi det var i slutningen af saesonen og dels fordi Indien blev ved med at tilbyde os andre ting som vi ikke havde lyst til at sige nej til. (det er en af de ting der har gjort indien til en meget mere speciel og levende oplevelse end Thailand; her opsoeger Indien dig -paa godt og ondt, det er baade tiggere og store oplevelser -, hvor vi i Thailand selv var de opsoegende og derfor mest saa ting og templer og ikke saa meget af thaierne).
Paa vej i toget var vi endt i en kupe som viste sig at vaere et bryllupsselskab paa 80 personer der boed paa aftensmad og indboed os til at deltage i i brylluppet som tilfaeldigvis skulle finde sted i Budhgaya. Vi blev vildt begejstrede, og derefter lidt skuffede fordi de ikke rigtig fulgte op paa invitationen bla fik vi ikke en adresse eller et tidspunkt. Tilfaeldet ville saa at brylluppet fandt sted lige ved vores hotel, og at en af dem fra toget fik oeje paa os og hev os med ind. Ih de var glade for at se igen! Sagde de ikke regnede med at vi ville kommer og at det var saa godt at vi var kommet alligevel. Tror ikke de regnede det for et problem at vi ikke vidste hvor brylluppet var....
Det var en fin oplevelse at vaere med, og se konfettiregnen og holde sig for oerene under riffelskudene, og moede brudens far som blev meget glad for det udenlandske besoeg, og pralede med prisen paa festen og at det avr et arrangeret aegteskab, og som inviterede os med til natlige hennaceremoni som ellers den naermeste familie kun deltager i. Og at blive proppet med indisk mad og se paa flotte saree-klaedte kvinder og erotisk dansende unge maend.
Efterfoelgende var vi ude og se en skole/boernehjem for fattige eller foraeldreloese boern. Det avr rigtig fint! Det var ikke et specielt velegnet hus, men heller ikke vaerre end saa meget andet af det vi ser i Indien, og laererne virkede dygtige og engagerede, og der kom en del frivillige og hjalp lidt til. Vi hoerte selv om stedet gennem en af de utallige drenge som kom for at snakke med ps, og tror det samme gaelder for de andre frivillige. Boernene virkede godt tilpas og generelt tilfredse, men savnede godt nok voksenkontakt!! De var vaeldig glade for at vi var der og det var fint at have en bunke indiske, smaabeskidte og smaasnottede unger haengende i toejet baade i og uden for undervisningstiden!
Saa brugte vi ogsaa to eftermiddage paa at spille fodbold paa en graesplaene med nogle lokale unger (eller det var mest anders der spillede:) Jeg laeste og snakkede med de boern der ikke spillede med). De var ogsaa generelt ret fint, det var nogle soede unger. Men der var dog en traels tendens til at de paa et eller andet tidspunkt liiiige kom med en forespoergsel efter et scholarship, et nyt cricketbat, stoette til en skole eller bare penge eller penge til kiks. Kan man forvente andet? Maaske ikke. Vi kommer trods alt med penge, og de har i langt de fleste tilfaelde ingen. Men hvor bliver man dog traet af at blive betragtet som et omvandrende stoetteprojekt!!
Og saa blev de ogsaa lidt for voldsomme i det til min smag. Blandt andet var der en lille episode hvor de rblev taget kvaelertag paa en dreng paa ca 6 aar under en af kampene, og generelt fik de koert hinanden ret nemt op. Saa vi holdt op med at komme til fodbold, dels paa grund af den stemning der opstod men ogsaa fordi tiden forsvandt fra os og vi kom jo egentlig for at meditere!

Hjemmebesoeg 2

2008-03-14T22:41:00.000-07:00

Som anders skrev for nogle dage siden saa fortjener den fantastiske gaestfrihed som oplevede i Kolkata en lidt laengere beskrivelse.
Vi tog afsted om torsdagen for at moedes med Arun og Chitras chauffoer ved det sidste stop paa metrostraekningen, og blev saa koert hjem til deres hus. Vi var en smule betaenkelige da restaurant-besoeget havde vaeret en lidt underlig oplevelse.
Arun og Chitra bor i et ret stort og efter indisk standart fornemt hus (men toiletterne kan nu stadig ikke skylle ud:)). Vi blev ikke modtaget af dem selv men nogle maend som viste sig at vaere deres hushjaelpere (kok og rengoering), og sat til at vente i en sofa i stuen. Efter lidt tid kom Arun (det er manden hvis det ikke er aabenlyst ud fra navnene:)) og satte sig og nogt der mindede om en audiens blev afholdt det meste af dagen. Arun spurgte om en masse ting og snakkede om en masse ting. Det helt store hit fra hans side var dog at fremvise avisartikler om hans soen i England der er bestyrer af et uni-ejet firma som lavet et eller andet teknisk. Og billeder! Masser af fotoalbums - igen mange med soennen i England (bryllup, ferier, boerneboern etc) - som vi brugte det meste af resten af dagen paa at gennemgaa.
Det var egentlig sjovere end det lyder, og han er virkelig en rar og taenksom gammel mand. Og hvor var han dog stol af sin soen!! Chitra saa vi desvaerre ikke saa meget til. Hun nussede vist mest rundt i huset og overlod os til Arun.
Det var lidt som at vaere paa besoeg hos nogle ukendte bedsteforaeldre. Vi blev passet paa og skulle ikke foretage os nogle ting selv. Blandt andet fik vi ikke lov til at tage koldt bad da Arun personligt synes at varme bade er det bedste... saa hushjaelperne maatte slaebe spande med varmt vand op til vores badevaerelse. Og han insisterede paa at jeg SKULLE bruge en haarttoerre efter badet saa jeg ikke skulle i seng med vaadt haar. Og saa var de vaeldig gode til at noede os med maden... Heldigvis er anders god til at spise, og han reddede vist vores aere! (OG maden var virkelig laekker!!!)
Fredag var vi med dem ude og se deres NGO projekt hvor de bruger de fleste af ugens dage. Det er et projekt der tager sig af slumkvinder og deres boern, og de giver bla mikrolaan og har en forberedelsesskole hvor boernene faar et forspring til den rigtige skole, samt mad, opmaerksomhed og senere lektiehjaelp. Det var rigtig spaendende at se, og vi blev igen lidt aergelige over at vi ikke selv brugte vores tid saadan et sted mens vi arbejdede.
Efterfoelgende var vi med Arun paa en stor bogmesse ude ved Kolkatas stadium (efter at have faaet medbragte frokost sandwich paa hans kontor selvfoelgelig!!), og det avr rigtig fint! Det var kaempe stort og der var alt fra studieboeger til noveller og folketaellings-statistikker.
Saa avr vi forbi togstationen for at faa en formular til billetbestillingen og derefter hjem til mad og det varme aftenbad efter et besoeg hos soennen og svigerdatteren som i naerheden!
Det var virkelig en speciel oplevelse at bo hos Arun og Chitra. Vi skylder verden en hel del efter det!
Et eksempel paa deres utrolige hjaelpsomhed var Aruns insisteren paa at han ville finde ud af hvilke tog vi kunne tage med til Gaya (og som blev sirligt nedskrevet paa en sedel -selv de tog vi ikke kunne tage var med...-), og efterfolegende udfyldte han vores tog-formularer sa vi ikke selv skulle rode med alt det skriveri!
Vi tror nu ogsaa de noed at have os paa besoeg. Tror specielt at Arun var glad for det og for at have selskab paa bogmessen.

hjemme igen

2008-03-09T10:55:00.000-07:00

Så er vi hjemme igen efter 25 dage med Anders og Eline i Thailand. En tur vi havde glædet os meget til. Eline og Anders spurgt os om hvad vi kunne tænke os at se, vi ville se det hele, det skulle være en eventyr rejse. Eline og Anders tog i mod os i Bangkok og hos Onkel Andrew blev vores bagage kikket efter og overflødige ting og sager blev anbragt hos Onkel Andrew og så var det tid til at drage på eventyr.
Det har været en eventyrlig rejse med Eline og Anders, vi har været i storbyer, i små byer, i bjerge med fantastiske huler, kørt i alle mulige køretøjer, lige fra en bus med åbne døre, til cykeltaxi , nattog og vipbusser. Sejlet med
skib og langbåde. Vi har set de flotteste landskaber, stor templer med guld på tagene og store som små buddafigurer. John og Anders på vilde trekkingture, jeg og Eline på markeder og kokke
skole. Boede på hyggelig gæstehuse, for at slutte på en strand hvor vi kunne snorkle se de flotteste fisk og delfiner der bare lige kom forbi , bade, læse i hængekøjer på stranden, sejle i kano. Det har i sandhed været et eventyr og det bliver ikke sidste gang vi tager rygsækken på
og håber på at Eline og Anders gider at tage med.
Knus til alle der gider at læse dette
Lisbeth

Kort opdatering

2008-03-08T00:26:00.000-08:00

Kaere Alle.

vi er nu vel tilbage i central kolkata efter et helt, helt overvaeldende hjemmebesoeg. Aldrig er vi blevet modtaget saa overvaeldende noget sted.
Mere derom her paa bloggen - snart. Foerst skal vi en tur til skraedderen og hente toej. Forhaabentlig passer det hele, da vi har tog-billetter til om seks timer.
Vi tager mod Goya for at tage videre mod Buddha-goya - 13 km derfra. det var her, at Buddha fik oplysning og vi haaber selvsagt at faa det samme. Meeeen... det er nok spoergsmaalet om 4-5 dages meditation er nok dertil.

Knus

er der i oevrigt nogen der laeser med laengere?

2008-03-05T09:59:00.000-08:00

de efterspurgte kommentarer har ikke ligefrem taget til i styrke. laeser i vores lort? ser i vores billeder?

ohoej soemaend

Hjemmebesoeg i Kolkata

2008-03-05T09:23:00.000-08:00

Hej alle sammen!
Saa er skrivelysten vendt tilbage og trangen til at dele begyndelsen paa et forhaabentligt godt rejseeventyr.
Eventyret som i nu faar starten paa tager sin begyndelse i december maaned da vi var i Kolkata for foerste gang. Vi havde en frygtelig masse praktiske ting der skulle ordnes inden turen til Thailand, og vi brugte det meste af tiden paa alt andet en at opleve (med undtagelse af vores filmeventyr som nogle af jer maaske husker). Den sidste dag kom ogsaa og selvom vi havde lovet hinanden at vaere i god tid manglede vi selvfoelgelig stadig at genbekraefte vores flybilletter - noget som rejsebureauet i Katmandu strengt havde paalagt os at goere (det var selvfoelgelig ikke noedvendigt...). Men det korte af det lange var at vi loeb rundt og forsoegte at finde Jetairways kontor med kortere og kortere lunte. Paa et rejsebureau hvor vi forsoeger at faa hjaelp til at finde vej - og hvor vi selfoelgelig ikke rigtig kan faa noget at vide - bliver vi tiltalt af et aeldre indisk aegtepar. De ved hvor Jets kontor ligger og da de er i bil kan de da lige smide os af derhenne! Aah ja tak! Meget muligt man ikke skal tale med fremmede - men det er svaert at klare sig uden her i indien:)
De er utroligt soede begge to og snakker godt engelsk - han har studeret 4 aar i England og er derfor flydende - og efter den omvej til Jet som det selvfoelgelig var for dem, faar vi et visitkort og en opfordring til at emaile ham naar vi kommer tilbage til Kolkata.
Vi var utroligt taknemlige og ret overvaeldede over disse to fremmedes store venlighed og hjaelp, og blev enige om at dem skulle vi kontakte naar vi kom tilbage.
Og nu er vi saa i Kolkata igen...
Anders mailede Arun -som manden hed- forleden og vi fik et overvaeldende svar om endelig at ringe til ham og hvor var det dog venligt af os at have husket dem!!
Det blev saa til en middagsinvitation her til aften.
Vi moedtes med dem paa en metrostation hvor de ventede med deres bil (og chauffoer...) og blev derefter koert til en restaurant ret langt derfra. Blev undervejs vist deres kvarter og fik at vide at de i de sidste 10 aar har arbejdet administartivt for en belgisk NGO som arbejder med kvinder i slummen og soerger for at deres unger kommer i skole (muligvis faktisk kun pigerne...). Restauranten var i starten en lidt uforstaaelig affaere fordi vi fik et menukort, men mest til pynt da de bestilte for os. Vi sad derfor lidt og vidste ikke rigtig om vi skulle foretage os noget eller bare konversere. Maden var rigtig god og der blev ved at komme forskellige smaa retter med fisk og rejer og linser og friskbagt naanbroed. Ca 20 min efter vi ankom kommer en dame i 30erne susende ind i restauranten og presentere sig halvt med hun snakker i mobiltelefon. Det gaar efterhaanden op for os at vi spiser paa Aruns aeldste soens kones arbejdsplads - hun lavede et eller andet uforstaaeligt selv efter utallige forklaringer paa stedet , men at doemme efter tjenerne og hendes egen opfoersel ogsaa noget MEGET vigtigt! Herefter blev der bare sendt mad efter os i laneg baner! Mere Dhal?? Mere fisk? Elsker i bare krabber? Har i aldrig faaet mellase (hvad er det i oevrigt??) is??
De var helt ufatteligt gaestfrie! Vi blev mere og mere klar over at det her vist var et aegte eksempel paa indisk gaestfrihed og at et forsoeg paa at komme til at betale noget af regningen ikke ville falde i god jord! Vi fik paa et tidspunkt at vide at vaerter bliver meget skuffede i Indien hvis deres gaester ikke spiser nok - tager det som et tegn paa uinteresse eller en kommentar paa deres evner som vaerter.
Om vi ogsaa ville have is?? Jo saa pyt da...
Selve besoeget paa restauranten var en lidt saer oplevelse. Efter at svigerdatteren Nina dukker op foregaar en del af samtalen paa bengali, og Aruns kone hopper naesten ud af de samtaler vi forsoeger at starte. Ogsaa Arun er mest bare tilbagelaenet og snakker bengali og saa engelsk naar han "kommer i tanke" om os.
I Danmark ville det have vaeret en frygtelig fiasko!!! Udenlandske gaester, traeg samtale og samtaler der en del af tiden gaar paa bengali og derfor ogsaa dansk. Puha det ville have vaeret en fiasko!!
Men ikke her...
Paa et tidspunkt spoerger vi Arun hvad han vil foreslaa os at lave mens vi er i Kolkata, og han svare " naeste gang i kommer saa maa i komme os bo saa i kan se det rigte Kolkata ". " Jo tak det vil vi vaeldig gerne naeste gang vi kommer til Kolkata!"
Senere da han nogle gange har faaet at vide at vi taenker paa at tage videre i loebet af de naeste paar dage, siger han at det ville vaere godt hvis vi kunne komme og besoege dem i morgen, der skal de nemlig ikke paa restaurant og saa kan vi se dem hjemme. Invitationen formuleres dog paa en meget vag maade og er derfor ret svaer at respondere paa. Det er saadan en invitationm der gives af hoeflighed i Danmark naar folk, der af forskellige gode grunde ikke har set hinanden i aarevis, moedes og ikke kan finde ud af at sige farvel og i stedet siger 'lad os moedes til en kop kaffe'. Og begge parter ved at det aldrig bliver til noget og at det nok er bedst saadan. Men betyder en saadan invitation det samme i Kolkata??
Anders takler situationen godt ved ikke rigtig at svare men at smile og nikke og grynte lidt bekraeftigende. Vi er enige om at det kunne vaere en super oplevelse at besoege dem hjemme, men synes ikke rigtig vi selv kan invitere os...
Arun loeser dog situationen for os, da han i slutnignen af maaltidet giver udtryk for, at han har taget anders' noget uartikulerede svar som et ja til invitationen, ved at spoerge os hvornaar vi kommer i morgen!
Vi er saa blevet enige om at vi skal komme i morgen middag, og chauffoeren henter os paa metrostationen. Vi aner ikke noget om hvad der skal ske i morgen eller de naeste par dage for den sag skyld. Maaske bliver det verdens maerkeligste hjemmebesoeg. Maaske bliver det verdens fedeste. Men hvis de ikke synes traeg samtale er et problem hvorfor skulle vi saa??
Lyder til at de vil vise os deres NGO projekt paa fredag og saa var der ogsaa noget med en bogmesse eller noget lignende som Arun gerne vil vise os. Det eneste der pt virker klart og tydeligt er at de virkelig er interesserede i at vi kommerog at vi kan blive saa lange vi vil...
Naar vi vender tilbage til turistghettoen igen skal i faa slutningen paa eventyret, og faa detaljer om den maengde bommerter man kan lave i et indisk hjem.
Har allerede vaeret ved at slaa Aruns kone ihjel paa vej hjem i bilen. Fordi svigerdatteren skulle med maatte vi rykke sammen (og vestlige numser fylder altsaa lidt mere ind indiske...) hvorfor jeg foreslog at jeg bare kunne sidde paa skoedet af anders. Der blev ikke sagt noget, men tror ikke det var helt loedigt, da Aruns kone naermest ikke kunne faa luft af grin den foreste halvdel af turen... Ja ja om ikke andet har vi da givet en gammel dame en uartig oplevelse!!!

knus fra eline

Forlystelsesparker?

2008-03-05T09:02:00.000-08:00

Kaeer Alle.
Som I maaske allerede ved, er kaertegn, kys og sex noget der ikke skal udvises i det offentlige rum. Der er ingen porno paa tv og Richard Gere er ved at blive arresteret for at kysse en bollywood stjerne. Ifoelge en bog jeg lige har laest - og kan anbefale alle andre at laese (tror det er den bedste paa rejsen saa vidt) - er noegenhed en ikke eksisterende ting i Indien. Ingen er noegne - paa noget tidspunkt! Det vaere sig under badningen som under seksual-akten. I bogen, som foregaar i firsernes Mombay, haevdes det endvidere, at det er ganske normalt at aegtefaelder gennem tyve aar ikke har set hinanden noegne (bogen hedder Shantaram og er skrevet af Gregory Roberts). Da vi foelger mottoet - skik foelge eller land fly - har vi i videst muligt omfang soegt at tillaegge os de indiske praksisser. Ingen bare skuldre, ingen nedringene troejer og ingen laar og knaee (jeg viser knae, men Eline goer ikke og det er vist ok saadan). Ydermere holder vi ikke i haand og kysser ikke og den slags. Det overlader vi alt sammen til indiske maend og maend imellem - eller hvordan man siger. De maa alt det som kaerestepar ikke maa.
Meeeeen. For der er et men og det er her at overskriften paa denne blog bliver interessant. Der synes at eksistere en saakaldt frizone for de ellers strenge regler - parker.... forlystelsesparker. Vi har set det i to forskellige parker nu. Foerst i parken omkring Victoria memorial - det mest beroemte monument fra kolonitiden i byen - som vi besoegte igaar. Pludselig ser vi det. Eline zoomer ind og tager et billede af det hidtil usete - to indere...af modsat koen!!!!...som sidder og nusser i graesset med foedderne dinglende let henover soeen. Vi er begge chokkede. Tror de maa vaere ude paa meget dybt vand - maaske er de endda ikke helt rigtige mentalt. Men straks efter ser vi dem overalt. Det ene par mere vovet og pornografisk end det naeste. En dreng der sidder op af et trae og en pige der sidder ovenpaa, mens han holder om hende. og de kysser. paa hals, paa hovede og jeg ved snart ikke hvor! hvor klamt er det ikke lige??? Og saadan fortsatte det ellers i Victoria parken. Sceneriet gentog sig idag i botanisk have - dog med faerre aktoerer. Og Eline fik endelig et kys offentligt...

Lige lidt ekstra om botanisk have. Den helt store attraktion er med rette det 250 aar gamle banyon traee. Traeet daekker et omraaede paa 1,5 hektar. Det befandt sig i en ca. 150 meter stor diameter og kunne ikke holdes indenfor denne begraensende ramme til et traee. Regnet der omkrandsede det var saaledes laengst overhalet af traeets ekspansion i rodnet og dets utallige stammer. Traeet ligner mere en spredt skov, end et traee. Der er maaske 500 forskellige stammer. Hovedstammen er saagar doed for 50 aar siden, men det synes ikke at have paavirket traeet synderligt. Mange af grenene vokser vandret og har saa skudt grene ned i jorden - eller nye grene er skudt op af jorden og har faaet kontakt med traeet - anyway, alle disse grene er paa stoerrelse med normale birketraees stammer og danner altsaa et ret imponerende syn.

Nok for idag.
Hygge.

P.s. Anders satser paa at tilbringe den foerste tid i Aalborg og haaber paa at der er nogen der gider se ham der. Eline haaber paa det samme i Kbh.

Bangkok-Kolkata - clash of civilizations

2008-03-02T08:03:00.000-08:00

Kaere Alle.
Vi er netop ankommet til Kolkata, eller Calcutta om man vil, hvor vi har tilbragt dagen idag. Denne blog skal handle om det at tage fra et sted og saa et andet - og hvorfor den bedste rejseform noedvendigvis er over land eller til soes, saa man faar tid til at ankomme mentalt saa vel som fysisk. Ej - det sidste skal den ikke handle om, der kan vaere fordele og ulemper ved begge dele. Men naar man ankommer med fly er chokket noedvendigvis stoerre.
Vi drog afsted fra Bangkoks splinternye lufthavn fra fremtiden. Lufthavnen rummer omtrent 400 check-in skranker, man kommer dertil via en sekssporet motorvej paa store betonpaele og alt fungerer tip-top. Der er endda rullende fortov. Kl. halvelleve indisk tid, 12 thai tid, landede vi saa i Calcutta. Det er indiens stoerste by, men formentlig ikke den stoerste lufthavn. Husker i al fald delhi som stoerre og kan forestille mig, at Mombai ogsaa maa have en stoerre. Denne lufthavn lignede mest af alt en udbraendt busterminal. Der var skodder for 9 ud af ti butikker og ingen bag skranken i halvdelen af de faa butikker, der ikke havde skodder for. Toilettet bestod af to vestlige og et squad-toilet. Det foerste vestlige var halvt fyldt til randen med lort, det naeste var der stoppet en hel wc-rulle i og squadtoilettet var der kun en enkelt omgang lort i, hvorfor det blev mit valg. Gulvet var fedtet og vaadt. Vi forlod lufthavnen for at saette os ind i en af Calcuttas fantastiske taxaer. De er gule og har en form som en gammel klassiker, hvor der ikke blev taenkt paa luftmodstand. Vi laegger billeder ud, da mine forfatterevner p.t. ikke orker en forstaeelig beskrivelse. Mens vi i Bangkok koerte rundt paa veje fyldt med biler og ingen mennesker, er det lige omvendt i Indien. Biler er der ganske vist, men der er et helt andet liv og bilernes domaene bliver i langt hoejere grad ogsaa indtaget af mennesker, cykler, kaerrer, koeer og rickshaws. Der er m.a.o. fyldt med liv. Jeg har virkelig sat pris paa thaiernes danske standarder hvad dytning angaar, men morrede mig faktisk det foerste kvarters tid over at vaere kommet tilbage til dytte-indien. Det er dog siden gaaet vaek igen.... Chauffoeren koerte naesten op i en anden bil efter 10 min. koersel, men en sikker hurtig opbremsning reddede os fra et sammenstoed ved lav fart (20 kmh). I Bangkok er det stort set umuligt for en ikke thaitalende at faa taxaen til at koere den direkte vej til eller fra lufthavnen. Vi valgte at more os over det idag, da det var sidste gang. Turen burde koste 80 bhat (13 kr) og vaere 12 km. I stedet kostede den 155 og var 25 km. I Calcutta er taxaerne af en eller anden maerkelig grund dyrere end i Thailand, maaske fordi turen tager laengere tid (men dette burde ikke kunne vaere et argument et sted, hvor timeloen ikke er et issue - eksempelvis eksemplificeret ved dagens frokost til to personer, inkl. te, for 20 rupies (3 kr)), maaske af uvisse aarsager. Til gengaeld kan man koebe dem prepaid og dermed undgaa enhver form for hustlen. Vi koebte vores for 210 rps og kunne saa ellers bare slappe af og nyde at vaere tilbage i Indien og kaos. Thailand er et behageligt land at rejse i. Det er flot, relativt rent, god infrastruktur, smilende og ikke alt for paagaaende saelgere osv. Til gengaeld mangler det maaske lidt kant. I hvert fald de fleste af de steder vi har vaeret, som - det skal indroemmes - dog ikke har staaet nederst paa turistens foretrukne destionationer. Thailand er i en vis forstand uintelligibelt. Langt hovedparten af thaier - heriblandt de mange der arbejder i turistindustrien - taler ikke ti ords engelsk og kan daarligt goere brug af de 10 ord de kan (det er ikke en kritik, men en konstatering - vi burde jo trods alt laere thai - det er os der er gaesterne). Det goer madbestillinger, taxa-ture, forhandlinger osv. svaere og samtaler ikke-eksisterende. Laeg hertil, at mad som regel bliver lavet steder vi ikke kan se, hvorfor det ofte er svaert at bestille mad, da du har et spisekort paa thai og ikke andet at forholde dig til. I Indien - jeg vaelger at goere Kolkata til repraensentativ repraesentant for Indien uden at vide hvorvidt jeg kan tillade mig dette (men varanashi og delhi er dog tilsvarende) taler de allerfleste et minimum af engelsk, omend det ikke opfordrer til samtale. fire ud af fem taxachauffoerer vi har koert med i Bangkok kunne vi ikke veksle ord som left, right, yes or no med. 4 ud af 5 rickshawchauffoerer eller rickshaw-traekkere i Indien forstaar disse ord. Hvad angaar maden er den fremme i madboder over det hele, hvorfor det er lettere at se og forstaa hvad du faar. Og du kan rent faktisk vurdere om den ser laekker ud eller ej. Det foerer til en hel del mere 'snacking' fra vor side - hvad jeg tidligere har berettet om.
Naa - men hvad jeg egentlig har villet frem imod er ikke denne lange udredning, men dette: Hvor Thailand utvilsomt har de smukkeste kvinder vi har set i asien er det ogsaa lidt vel fint og 'udramatisk'. Det er lidt dukke-agtigt paa en ikke helt forklarlig maade. Indiske folk har deres karakter og foelelser printet i deres ansigter. Og alt er farver i Indien. Hvilket alt i alt goer Indien mere interessant og fascinerende at faerdes i. Vi kan begge vaeldig godt lide Thailand, men Indien saetter sine spor dybere - selv i Eline, som ikke har vaeret her ret laenge.
Naar alt dette er sagt, saa ved vi ikke hvad de naeste 14 dage bringer.
Vi er lidt rejsetraette, men har dog faaet en mini-revival af simpelthen at komme til Indien. Pga. rejsetraetheden overvejer vi kraftigt at lade vaere med at se en masse - og maaske i stedet forsoege at laere lidt af det som Indien byder paa i rigelige maengder - yoga og meditation. Endnu er alt dog uklart, hvorfor vi ikke vil berette en frygtelig masse derom.

knus fra anders
og kaerlige hilsener fra Eline

p.s. Vi glaeder os til snart at komme hjem og se jer igen.

back in bangkok

2008-03-01T01:08:00.001-08:00

Kaere Alle.
Lige en kort opdatering. Vi er paa vej vaek fra Thailand. Flyver til Calcutta imorgen og har tilbragt de sidste par dage hos onkel Andrew. Der er i dette sekund billeder paa vej ud paa billedbloggen, saa haaber at der er nogen der finder vej dertil.

Knus

vaerelse i KBH

2008-02-16T03:50:00.000-08:00

Hejsa!

Der skulle vel ikke vaere nogen der kender en, der kender en, der har en faetter som lejer et vaerelse ud i KBH vel? Jeg overvejer nemlig at blive paa sjaelland naar vi vender hjem til DK igen indtil studierne starter op i september, hvis altsaa det er muligt at finde noget at bo i og et arbejde af en art.
Saa hvis nogen staar og ved hvem jeg skal snakke med saa giv gerne lyd:)

Knus
Eline

Myanmar (Burma) +Takraw!!!!

2008-02-16T02:30:00.000-08:00

Kaere Alle.

Saa er der nyt igen. Denne gang fra graenselandet - Myanmar - hvor vi har vaeret paa endagsvisit for at faa nyt visum. Med et endagsvisum har man kun adgang til selve graensebyen og maa ikke forlade denne. Selve det at befinde sig i en diktatur-stat er en blandet oplevelse. At vide hvilke begraensninger der er lagt paa indbyggerne, at vide en broekdel af hvad de gennemgaar ligger en daemper paa turistsindet. I de andre lande, hvor vi rejser er begraensningerne fortrinsvis af materiel art, hvilket kan vaere nok saa slemt. Men i Burma er det baade materielt og 'aandeligt' at der er fyldt med begraensninger for hvad man kan/maa og ikke kan/maa. Naar dette er sagt, saa er det ikke dette indtryk en by i graensebyen efterlader. Vi har besoegt markedet, nogle templer, nogle serveringssteder og ellers gaaet en hel del rundt paa den varmeste dag laenge (ca 40 grader i solen). I Cambodia hilste alle boernene og de fleste voksne paa os, saa snart vi kom lidt vaek fra hovedgaden. Det samme goer sig ikke gaeldende i Burma, hvor vi ogsaa forsoegte at gaa af de smaa veje. Indbyggerne er mere sky, tyste og maaske forknytte og triste. Naar dette er sagt, saa var det bestemt ikke umuligt at lokke et smil eller et nik fra en forbipasserende. Og vi havde en underholdende samtale med en munk paa forsoegsvis engelsk og med grin. Hvad angaar turister virker Mae Sot i thailand ikke til at vaere stedet, hvorfra der laves et visa-run. Den eneste vi saa var en herboende svensker med sin thailandske viv, hvilket var fint. Men altsaa - et land kan ikke opleves paa en enkelt dag, ej heller en maaned eller to, saa jeg vil stoppe med at forsoege at goere mig klog paa noget jeg alligevel ikke kan vurdere.
Planen for den kommende tid er som foelger:
Imorgen, d.17, bus til Bangkok.
d. 18 tager vi saa videre sydpaa til Krabi/Aonang, hvor vi var med min engelske familie.
d. 19 bliver vi der.
d. 20 tager vi videre mod Ko Phi Phi, hvor vi ogsaa var med min familie.
Her bliver vi saa en hel del dage inden Lisbeth og John tager en bus tilbage mod Bangkok. Eline og jeg bliver formentlig en ekstra dag eller to inden vi skal mod Bangkok for lige at sige farvel til onkel Andrew. De rejser hjem d. 29.2. Vi rejser mod Calcutta d. 2.3.

I undrer jer maaske over hvorfor vi tager tilbage til de samme vande? Svaret er det simple, at snorkling - som vi begge har proevet for foerste gang netop der - siges at vaere allerbedst her. Samtidig er der hurdlen med at finde et sted man gider bo og som i praksis ogsaa viser sig at vaere hyggeligt. Alt dette er vi ovre her, hvorfor vi har valgt gentagelsen...
Endelig er der selvfoegelig ogsaa en hel masse ting vi ikke har lavet dernede, hvorfor det ikke bliver en gentagelse af ret meget...

Jeg tror vi har glemt at videregive vigtig information

vi har billetter hjem - naermere bestemt til d. 16.3., hvor vi glaeder os rigtig meget til at se jer alle sammen! Det er squ ved at vaere laenge siden.

hav det godt

knus og hilsener herfra

p.s. Glemte i den sidste marathon-fortaelling at fortaelle om en helt speciel begivenhed fra Sukhotai. Vi havde vaeret ude at kigge paa byen om aftenen og var ved at slentre hjemad. Til alt held kommer vi forbi en boldspilsturnering. Boldspillet kaldes 'Takraw' og er vist opfundet i thailand. Thailand og Malaysia skiftes til at vaere verdensmestre i det. I bangkok havde Eline og jeg forsoegt at opstoeve det uden held. Men hvad gaar det saa ud paa? Det findes i forskellige versioner, men den internationale udgave af det foregaar som en art volleyball - spillet med hoved og foedder! To spillere staar paa hver sin side af nettet paa en bane af ca. samme stoerrelsesforhold som en badmintonbane. Nettet er ogsaa i samme hoejde, hvilket fra det til at gaa til hagen eller mere paa mange af thaispillerne. Der serves med foden fra baglinjen. 3 beroringer er tilladt paa hver sin side af nettet. Hovedparten foregaar med foedderne, men indimellem kommer der et hoved paa. Til forskel fra volleyball maa den samme spiller godt roere bolden mere end en gang - faktisk alle 3 gange, hvis han lyster. Bolden er enten lavet af flettet plastik eller roer. Den er ca. 15 cm i diameter og har en ganske god affjedring hvis man kaster den ned i jorden. Bolden maa ikke roere jorden - paa linje med volleyball og badminton. Dette var reglerne.
Nu til fortaellingen. Vi kom alle fire dumpende forbi og saa hvad der foregik, hvorfor vi gav os til at kigge. Thaiernes hoeflighed er enorm og der blev rykket gevaldigt sammen, saa vi ogsaa kunne faa en siddeplads. Efter et par minutterne kom der oel i plastikglas til os maend - uden bestilling eller modydelse - ren gaestfrihed! Turneringen virkede ganske uofficiel og foregik foran et tempelkompleks. Der stod pokaler og andre praemier klar til vinderne og der var en 40 mennesker til stede. Ingen billetter eller den slags - bare paa en asfalteret plads ud til gaden foran templet. Vi blev alle fire hurtigt opslugt af spillet - maaske isaer mig, som gav mig til at huje med, naar der var saerlig veludfoerte spark - og vi var som en stor forbroedning til en sportskamp. I modsaetning til de fleste andre spil er det ikke nogen fordel at have serven her. Selvfoelgelig kan en svaer serv vaere svaer at tage og faa tilbage, men dette er INTET imod, hvor svaert et saksespark udfoert en meter fra nettet kan vaere. Den typiske duel foregik med serv - modtagning af en spiller, som spillede op til sig selv eller den anden. Den der ikke skulle tage anden-bolden loeb saa op til nettet, hvor den anden spiller naesten altid formaaede at laegge bolden perfekt op til smash i form af saksespark. Oplaegget kunne komme fra alle mulige og umulige vinkler - fx med ryggen til og uden for baglinjen og alligevel laa det eminent. Meget imponerende. Selve saksesparket blev udfoert paa imponerende vis. Nogle gange lod de sig rent faktisk falde ned paa asfalten i deres iver. Som regel formaaede de at lande paa foedderne efter at have haft spark-foden oppe over deres eget hoved for at saette et doedeligt stoed ind hos modstanderne. Meget ekvilibristisk. Dette var den typiske duel. Modstanderne forsoegte at 'blokke' smashen enten med en fod eller med hele kroppen, men det var sjaeldent det lykkedes. Af og til kom den taet nok paa dem til at de kunne redde den med foden lige inden den ramte jorden. Smashen var svaer at lave hvorfor den af og til gik i nettet eller roeg udenfor. Af og til var oplaegget ikke godt nok, hvorfor den maatte tages med hovedet i stedet. Undervejs i kampen blev der skaenket op til maendende. Ved kampens afslutning blev jeg tildelt en bold!, saa jeg ser frem til at vi skal spille lidt naar vi kommer hjem....

Der blev uddelt pokaler til den store guldmedalje. Vi har forsoegt at tage billeder af selve saksesparket, men kameraet er ikke helt godt nok til formaalet.

Knus herfra

lidt nyt fra thailand

2008-02-13T19:40:00.000-08:00

kaere alle.
I hungrer maaske efter nyt fra det fjerne Oesten? Det foelgende skal forsoege at slukke sulten og toersten. Hvad har vi lavet siden vi for to uger siden kunne melde, at vi er tilbage i bangkok?
Der er, som saedvanlig, sket en del. Hvad angaar Cambodia fortaellinger anbefaler jeg, at I kigger ind paa billedsiden, hvor der er lagt billeder og tekst ud.
Foerst og fremmest har vi faaet besoeg af Elines foraeldre. Men inden da, var vi paa en kort badeferie paa Koh Samed, et af thaiernes foretrukne udflugtssteder, da det ligger i overkommelig afstand fra bangkok. Her boede vi i en fin lille hytte og brugte tiden paa tegning, rapportskrivning, badning, spisning og lidt oel. Ganske hyggeligt og afslappende og rart at vaere samme sted nogle dage i traek. Mange maaneder paa farten kan godt skabe en vis rejsetraethed af og til, som saa bedst bliver plejet ved at forsoege at lave sig et hjem et par dage. Hjemme kan vaere svaert at skabe, naar man kun rejser rundt med de faa praktiske ting, man har i rygsaekken, men om det saa ikke helt lykkedes, saa hjaelper det alligevel lidt, at vaere det samme sted flere dage i traek i stedet for den evindelige flytten rundt. Men det skal jo ikke vaere brok det hele - vi har selv valgt det og kan hele tiden vaelge om og anderledes, hvilket jo er et helt absurd stort privilegium at have. Vi tog direkte fra Koh Samed til lufthavnen d. 4.2., hvilket gjorde, at Elines foraeldre gik glip af en forrygende velkomst med nogle horrible blokfloejter, som vi havde koebt i Cambodia, men efterladt hos Onkel Andrew. Ikke desto mindre blev de dog glade for at se os og vi for at se dem. Det gjorde det ikke vaerre, at de medbragte ost og hjemmebagt rugbroed! Samt slik! Det var virkeligt et treat.
Efterfoelgende har vi saa rejst rundt sammen og p.t. lider Elines far John af sin foerste rejsemave med diarre og opkastning. Men hvad har vi oplevet, set og gjort?
Vi saa grand palace i bangkok om tirsdagen - med rette en af bangkoks stoerste attraktioner i kraft af sine fantastiske templer. Billeder foelger snart paa billedesiden. Samme aften tog vi et hyggeligt nattog til Chiang Mai - hovedstaden i nord, der er beroemt for sine mange templer. Hyggelig tur med en flot morgenudsigt, som Chiang Mais bakkede landskab naermede sig.
I Chiang Mai var vi for en kort stund, men naaede en hel del. Vi var paa tempelvandring og paa museum om Chiang Mai. Vi tog Lisbeth og John med til forskellige spisesteder og lod dem opleve Thailand. Vi fik vores foerste thaimassage - en oplevelse Eline helst havde vaeret foruden pga. smerterne derved. Vi andre noed det dog i stoerre omfang. John og jeg var til Thai-boksning og efterfoelgende paa en bar-tur med onkel andrew, der ogsaa var et smut i Chiang Mai. Vi kom hjem halv seks og havde bestilt en pakke-trekking-tur til naeste dag - i mangel af at have fundet en egentlig trekking-tur tog vi paa en bestilt tur med bamboo-rafting, elefant-trekking, hill-tribe-visit, swimming in waterfall osv..... Vi havde ikke de store forventninger (bl.a. da Eline og jeg tidligere har set en bambus toemmerflaade blive trukket afsted paa roligt vand af en motoriseret baad), hvorfor vi havde tilladt os at komme saa sent hjem. 8.30 blev vi puttet i toejet af Eline og Lisbeth og saa ellers smidt ud paa tur, mens de skulle brugen dagen paa at kigge paa markeder.
Vi fik lov at starte med en halvanden times lang bustur i minibussen, som vi delte med en bulgarsk mor og datter samt datterens tyske mand, en engelsk ungt par og tre amerikanske eller australske piger. Bamboo rafting foregik - til vor store tilfredsstillelse - uden ekstra motor og kun ved hjaelp af stroemmen og vor styrmand styrede os uden om klipper og lignede. Da flaaden laa lavt i vandet blev vi telmed vaade og turen gik gennem junglen, saa det var ganske spaendende. Badning i vandfaldet var utrolig forfriskende og ogsaa helt sjovt i det vi naesten maatte give op i forhold til at kaempe os op af den staerke stroem og roere ved det ti meter hoeje og 4 meter brede vandfald. Elefant-trekking var ogsaa rigtig godt i det at John rent faktisk blev styrmand paa elefanten. Og selskabet var ligeledes godt og hill-tribe besoeget beloeb sig til et lille marked frem for ren voyerisme i deres landsby. Tilfredse vendte vi tilbage til pigerne og tog dernaest alle sammen videre til Soppong - naermere bestemt Cave lodge i junglen taet paa Soppong i det nordvestlige thailand - nvv for Chiang mai. Omraadet er beroemt for sine grotter og det var da ogsaa dem, der tiltrak os til stedet. Paa ankomstdagen besoegte vi den stoerste af dem - 1600 meter lang med en del mindre grotter i selve grotten. Turen foregik paa en bambusflaade, hvor vi saa stod af og paa, naar vi skulle paa udflugt i resten af grotten. Mange steder var der enormt hoejt til 'taget', mens der andre steder blot var en fire meter. Staligatitter - fra taget - og stagliamitter - fra jorden moedtes mange steder og andre steder var de paa vej mod at moedes. De dannes af mineralholdigt vand, der drypper ned fra staligatitterne. Staligamitterne vokser med 1 mm aarligt...
Ved solnedgang var vi gaaet over til hulens indgang for at se de mange svaler, der kommer ind, naar lyset forsvinder. Det siges, at der flyver en halv million svaler ind - tallet er svaert at bedoemme med det blotte oeje, men det var ikke desto mindre fantastisk og imponerende at se. Eline og jeg laa paa ryggen lige uden for grotten og saa op i den moerkeblaa himmel, mens svalerne stroeg forbi med stor hastighed. I det de kom til traerne lige over grotten blev de til smaa sorte pile i vores synsfelt for at forsvinde helt naar de saa ramte grotten. Meget imponerende. Eline og john fik ogsaa deres andel af svalelort, mens vi andre slap naadigt. Pga. moerkets fremme maatte vi desvaerre forlade stedet inden svalerne var faerdige med at komme ind - og inden flagermusene kom ud! Oev. Naeste dag var afslapning med bordtennis!!! i Cave lodge. En dansk familie holdt til paa stedet og deres to boern i 5. og 8. klasse samt mig og John holdt bordtennisturnering inden jeg laerte boernene at lave forhaandssmash. Noget de tog til sig imponerende hurtigt, omend stabiliteten endnu ikke var opnaaet, da vi stoppede lektionen efter nogle timer. Hvis nogle skulle have lyst til bordtennis, naar jeg kommer hjem, er jeg klar - ogsaa til en venstrehaandskamp, som dette var for mig.
Dagen derpaa skulle saa vaere den laenge ventede trekking-tur til John og mig. Trekking og grottebesoeg. En seksmandsgruppe paa to canadiere, en schweizer og en hollaender samt os to og en guide drog afsted i hoejt tempo paa smaa stier og bjerge. Efter halvanden times march i smyuk natur kom vi til foerste grotte - en noget mindre en af slagsen. Vi maatte saaledes krybe de foerste meter ind inden vi kunne staa oprejst. Inden i grotten saa vi en edderkop der maalte 15 cm i diameter, ben inklusive. Men kroppen var nu stor nok med sine 5 cm. Vi saa lidt fossiler og nogle 2000 aar gamle traekister, som vi ogsaa havde set i den store grotte. Naeste grotte var saa adventure-agtig som man kunne oenske sig. Vi bar alle hjelm og pandelygter i alle dagens tre grotter, men i denne var det en absolut noedvendighed. Vi maatte saaledes mave os hele vejen ind i den saakaaldte vandfaldsgrotte med et vandfald for enden - kun afbrudt af korte perioder hvor man kunne gaa meget bukket paa sine ben. Turen tog vel ca. 15-20 min. hver vej og foregik i 10 cm lavt vand. Grundet min hoejre arms manglende brugsret maatte jeg goere det meste af arbejdet med venstre arm - ret haardt skulle jeg hilse og sige. Haardt for knaene var det ogsaa at kravle sig frem paa smaastenene i vandet og Johns knae var fyldt med en masse smaa saar og rifter dagen derpaa, mens mine egne kun var lidt roede. De andre trekkere, som alle var mellem 20-35 aar var i oevrigt ret imponerede af John paa 56, dels fordi han gad, dels fordi han kunne. Sidste grotte var lidt mindre begivenhedsrig og alle havde ogsaa faaet deres grottebehov daekket paa dette tidspunkt. Vi naaede lige akkurat hjem til at naa en bus til Pai, hvor vi havde to overnatninger og et gensyn med Eyal, som jeg trekkede med i Ladakh - se Stok Kangri beskrivelsne. Ganske glimrende. Igaar havde vi saa en transportdag med 8-9 timers bus plus lidt venten - en god lejlighed til at faa laest en masse. Idag var vi saa paa vej ud i Sukhotais historiske park, men Johns mave har foreloebig forsinket os. Eline og jeg tager formentlig derud alene om lidt i stedet. Sukhotai var det stoerste kongedoemme i Thailand omkring aar 1300. Det havde en kort tid ved magten - 1240-1320 - inden andre kongedoemmer overtog, bl.a. Lannaerne i Chiang Mai.

Knus fra os Alle

haaber nogle faa har laest med saa langt...:) undskyld smoeren.

tilbage i bangkok

2008-01-26T05:58:00.000-08:00

kaere alle!

saa er vi tilbage i bangkok igen efter lidt over en uge i Kambodja. Det har vaeret en rigtig god tur og fyldt med anderledes oplevelser end Thailand byder paa. Kambodja er meget mere lig Indien og nepal end Thailand er og er paa mange maader mindre udviklet (hvad det saa end betyder) end Thailand. Der er en stoerre "in-your-face-jeg vil goere alt for at faa dig med i min tuk-tuk" tilgang til turister end i Thailand hvor vi stort set faar lov til at passe os selv. Jeg fandt det ret traettende i Nepal og Indien (fordi vi avr de saa laenge), men mere charmerende nu hvor det er kommet lidt paa afstand. ydermere synes jeg at Kambodja er utroligt smuk! Det meste er fladt som enpandekage og ahr kun bjerge faa steder. Alt er groent af rismarker og saa stikker der hoeje slanke sukker palmer op i horisonten.
Kambodjanerne har gjort stort indtryk paa os. De er utrolig glade og smilende og dejlige at vaere i naerheden af. Specielt boernene var fantastiske!
Vi besoegte Siem Riep (byen ved alle ankor templerne), hovedstaden Phnom Pen, battambang og en ukendt lille by ved navn Kompong Chhanang. Specielt den lille by gav os en stor oplevelse i form af boernene. De andre byer er ret praegede af turister, men herude var vi et sjaeldent syn og boern som voksne var meget optagede af os, og paa en dejlig maade der for en gang skyld ikke handlede om vorespenge!
Vi var paa en fin aften tur ned af en rustroed jordvej med huse paa stylter til alle sider (da vandet stiger med op til 12 meter i regntiden. De fleste huse erlavet af flettede maatter og staar paa traestylter. Men indimellem stikkeret beton palads ud! Korruption?? Ja mon ikke! de fleste huser eller i hevrtfald end del ahr tv...). Og her vakte vi stor opmaerksomhed! Alle boernene -stort set uden undtagelse- raabte Hallo efter os og vinkede og grinede naar vi svarede. Nogle var mere generete og skulle tage mod til sig inden de raabte hallo, og nogle cyklede hastigt forbi paa cykler og raabte tilbage til os, og broed grinende sammen naar vi vinkede og svarede dem.
Paa vores vej tilbage blev vi budt ind udner et styltehus til en soed muligvis alkoholisk drink. Igen vakte vi stor glaede og de faa engelske gloser de mestrede blev pudset af! Vi blev dog noed til at bryde op ret hurtigt da det avr ved at blive moerkt og jeg foelte mig ikke helt tryg.

Men nu er vi saa tilbage i bangkok og overvejre at gaa i gang medlidt rapport skrivning.Vi er begge lidt rejse traette og traenger vist til at hvile hovedet lid! saa det forsoeger vi at goere i bangkok der syder af liv!

Haaber alle hjemem ahr det godt!

knus fra Eline
(som skal hilse fra Anders)

Angkor templerne

2008-01-19T06:57:00.000-08:00

Vi har besoegt Angkor templerne idag - bygget mellem 800-1250 af gudekongerne...Ret imponerende. Verdens stoerste religioese bygning midt inde i junglen. som man kan forvente har det forvandlet omraadet til et turistmekka uden lige. Vi delte saaledes solopgangen ved det stoerste af templerne - angkor wat - med maaske 2000 andre. Spredt udover et enormt omraade, da peterskirken er peanutsstoerrelse i forhold. 81 hektar daekker angkor wat omraadet. og det er utroligt imponerende baade i stoerrelse og deltalje. Hver eneste flade i templet - gulvet undtaget - er saaledes udsmykket, omend meget er svaert at se idag. Dette var det bedst bevarede af templerne. Ta promh er det vildeste idet enorme traer naermest har spraengt templet til atomer og vokjser henover og - bogstaveligt talt - ovenpaa mure og bygninger. Billeder foelger inden alt for laenge.

vaerelse i Kbh?

2008-01-19T06:50:00.000-08:00

Hey.
Nogle der har kendskab til ledige vaerelser i Kbh fra midt februar? Vi har lige moedft et canadisk par, som skal bo i DK et aar eller mere og er interesseret i et stort rum til deling med en art faellesrum derudover. En mindre lejlighed vil formentlig ogsaa vaere af interesse. Anyone? hvis ja - kontakt mig eller Eline over mail. Hvis nogen skulle vaere interesseret i at byde dem velkommen og eventuelt vise dem lidt rundt vil det bestemt ogsaa vaere meget velkomment. haaber at hoere fra jer.

p.s. Cambodia er fedt og vi er nu paa vej mod hovedstaden Phnam Penh. I vil hoere mere senere. forhaabentlig en hel del om cambodias historie, som jeg kaster mig ivrigt over p.t.

hygge
Anders - og hilsener fra Eline

cambodia

2008-01-17T04:27:00.000-08:00

Kaere alle.

Vi haaber I har vaeret glade for billederne nu hvor vi har vaeret saa inaktive med skrivningen. Dette er ikke et forsoeg paa at aendre dette men blot en oplysning om at vi nu er ankommet til cambodja, og befinder os ved angkor wat templet - og de utallige andre gamle templer der ligger lige omkring angkor wat - i sieam reap. Vi ved endnu ikke hvor laenge vi bliver i Cambodja, men foreloebig virker det meget spaendende og cambodjanerne meget flinke. Paa billedbloggen kan i finde billeder fra vore sidste tid i Thailand hvor vi blandt andet besoegte tamme tigre og saa doedens jernbane bygget af krigsfanger under 2VK i Kanchanaburi.
Vi vender tilbage til Thailand efter Cambodja da vi er her paa et visa run. Vi var noed til at forlade Thailand for at faa fornyet vores visum og nu goer vi saa en tur ud af det.
Vi regner med at tage den store tempeltur i morgen.
Pt bor vi paa et rigtig hyggeligt guesthouse som specielt Eline er glad for. Der er en hyggelig gaardhave med boeger, dvd'er og gratis te/kaffe/frugt og broed. fedt!!

Kh
Anders og Eline

Flere billeder

2008-01-03T06:43:00.000-08:00

Her er et link til Anders' onkles Picasa hvor der ligger billeder fra vores ferie paa oerne med dem. De var lidt bedre til at tage billeder end os hvorfor nogle af jer maaske har lyst til at kigge forbi deres side...

http://picasaweb.google.com/pdrummond1949/ThailandWeek1

der kommer muligvis flere billeder fra bla brylluppet senere hvorfor i evt kan holde lide oeje med hjemmesiden.

Billeder!!

2008-01-01T08:46:00.000-08:00

Kære alle!

Nu er vi ankommet til Bangkok (har været i Thailand i ca 2 uger), og vi bor pt hos anders onkel. Her er der ordentlig netadgang og det er rent faktisk muligt for os at lægge billeder på nettet! I anledningen er vi derfor lavet endnu en hjemmeside... for at lave ordentlig plads til billederne. Hvis i har lyst til den visuelle del af vores rejse så kik på:
www.picasaweb.google.com/verdensbilleder123

2007-12-17T06:56:00.000-08:00

Kaere alle!

Ogsaa lige en lille hilsenf ra mig Eline.
Nu synger Indien paa sidste vaers i denne omgang, og det er egentlig lidt trist! Men haaber paa at Thailand har lige saa meget at byde paa, hvad det nok har:) Haaber ogsaa paa at Thaierne som efter sigende holder meget paa etikketten og hoeflighederne, derfor ikke er saa anmasende og forsoeger at saelge os ting hele tiden. Yes Maam! Lovely silk scarf! Wanna see??? Yes Please! Hello I have Taxi! Rickshaw???? Yes Mam??? Yes Sir? Give me money! Give me icecream!
Alt i alt kunne det vaere fantastisk om dette inferno af stemmer, larm og dyt kunne reduceres til noget der larmer paa gaden ved siden af en og ikke forsoeger at gribe fat i en og hale en med ind i en butik!!!
Desvaerre har vi ikke rigtig naaet at see noget i Calcutta i denne omgang da vi har brugt uendelig lang tid paa at forsoege at booke hotel i Thailand, aendre vores flybilet hjem etc. Og af uforklarlige aarsager tager alting minimum dobbelt saa lang tid herude som derhjemme i Dk. (Ditte og Birgit maa finde os langsommere end snegle herude:))
Jeg synes dog at de faa ting vi har naaet her har vaere gode!
Foerst tusede vi lidt rundt i en park og saa en masse sportslige udfoldelse af lokale. Bla et cricket hold der oevede (cricket er vist Indiens nationalsport, og de gaar uendelig meget op i det), og et mande holde der lavede kolonitids-gymnastik med dybe knaeboejninger og hofterul og armsving (ikke noget ondt sagt om det, men det saa nu sjovt ud:)).
I gaar aftes var vi saa i biografen og saa en bollywood film (efter et mislykket forsoeg om eftermiddagen hvor vi endte i en anden bio, til en halv erotisk amerikans b-film, hvor lyden og billedet var saa daarligt at det var fuldstaendig umuligt at forstaa noget!)! Det var en stor oplevelse, og selvom filmen var paa hindi (undtaget et par faa engelsek gloser hist og pist da hovedpersonen skulle forestille at have boet i USA) var alle foelelser sa udpenslede og alle karaktererne saa sort/hvide at det meste af handlingen var soleklar.
Kort udsnit af filmen:
Danserinde bliver fotograferet af amerikaner og forelsker sig vildt. Selvfoelgelig forbudt kaerlighed, vhorfor de stikker af til USA.
Danserinde vender tilbage da hendes gamle danselaerer doer, og moeder her skurken som udfordrer hende til at lave en kaempe danseforestilling i hjembyen, uden al det hollywood glimmer og teknink som hun bruger 'over there'.
Efter en masse forhindringer der skabes af skurken lykkes det danserinden at skabe en masse kaerlighed i hjembyen samt et brag af en forestilling.
Efterfoelgende vender hun tilbage til New York, og skurken dukker op med en noget umotiveret kaerlighederklaering som hun vist godtager (da hun jo selvfoelgelig er blevet skilt fra amerikaneren)....
SLUT
Filmen var fyldt med drama og dans og sang og vilde kostumer, og det var bare saa fedt!!! Og ikke saa slemt som det kunne ventes eftersom filmen varede 3 timer...
Publikum i biografen var i oevrigt ret sjove ogsaa, da de klappede og piftede naar heltene tvaerede skurkene.

Sidste oplevelse fra Calcutta er ogsaa fra de skraa braedder! Min og Anders debut som indiske filmstjerner!!! Jo jo den er godnok!
Vi sad paa en restaurant forleden da en flok unge fra uni kom og spurgte os om vi ville deltage i en film om Christmas Spirit. Taenkte at det ikke kunne skade eftersom der ikke var nogen dialog og ikke loed til at kraeve de store skuespillerevner.
Moedte saa op i dag (mig i en fin silkenederdel, vandresandaler, en haeslig lyseroed uformelig jakke jeg havde faaet udstukket samt en blaastrikhue. Anders i laante (og uendelig grimme) cowboybukser og skjorte og egne nyindkoebte paene sorte sko) til filmning. Og jo jo hvor saa vi vestlige og juleagtige ud:)
De havde informeret os om en enkelt scene og at det ville tage en times tid. Tog dog snarere 3 og indeholdt en del flere scener en den naevnte. Blandt andet en hvor anders overrasker Eline ved et springvand med en rose, og en anden hvor vi fodre hinanden med is foran en kaempe julemand...
Lyder det plat?? Saa forestil jer Eline der i juleindkoebsglaede vaelger at gadedrengehoppe ned gennem et indkoebscenter og dreje rundt om sig selv svingende med sin laante haandtaske.
Aah ja! Hvilken kvalitet vi har vaeret med til at frembringe!
Men det var smadder skaegt, og saa hjalp vi da lige de her master studerende med et af deres sidste projekter i masse kommunikations faget(ja de er sgu ved at vaere faerdige mad uni! Og havde faktisk laerere med som klappede i deres indiske haender over de dejlige forslag med isspisningen og rosen). Og vi fik lov til at lege stjerner og skuespillere, og fik endda betalt vores frokost!
De har lovet os at sende det faerdige resultat til os, saa det skal ofte blive fremvist til alle der skulle lyste (og resten kan vi jo stvinge) naar vi returnerer!
De udtrykte i oevrigt ofte stor begejstring for vores dygtighed og for hvor dejlige vi saa ud sammen!!!

Naa det var alt for nu!
Haaber i holdt ud saa laenge!

Kh Eline

2007-12-17T06:54:00.000-08:00

Kaere Alle.

Saa forlader vi Indien og drager mod bangkok. De naeste par uger vil netaktiviteten nok vaere lidt lav, da vi nu tager pa FERIE. Selvom vi er paa ferie hele tiden har den sidste uges tid eller to ikke specielt foeltes saadan, da tiden er gaaet med 'ting der skal goeres'. Bookning af hotel er af en eller anden grund umuligt fra Calcutta og Kathmandu, hvorfor vi venter til thailand og saa ser hvad der sker.

Planen er den at vi tager til Krabi med bus fra Bangkok d. 19. Ankommer saa sent aften for derefter at finde paa hotel i naerheden af onkel Peter m.fl. som bor paa et fancy resort ved byen aonang. Vi haaber at bo paa noget der hedder friendly bungalow, som ligger taet ved.

Den 22. gaar turen videre til Ko Phi Phi, hvor vi endnu ikke ved hvor vi skal bo og hvor Peter og familie skal bo paa Phi Phi Island Village. Andrew er her taget tilbage til Bangkok. Resten af os foelger saa d. 26 (omend vi overvejer at blive en dag). Vi i bus, de i fly.

Den 29. er der saa bryllup i Bangkok og den 31 er der som bekendt nytaar. Saa altsaa - nok at se til den naeste tid og jeg tror vi har bedre ting at give os til end frekventering af internettet plus at det ikke er billigt paa de dyre oeer.

Haaber alle derhjemme faar en rigtig god jul og et rigtig godt nytaar.

Knus herfra

Calcutta, kort info

2007-12-14T03:19:00.000-08:00

Kaere Alle.
Vi er netop ankommet til Calcutta efter en laaaang transport fra Kathmandu, hvorfra vi tog afsted d. 12 kl. 6 om morgenen fra vores hotel. Bussen sneglede sig ud af Kathmandu i lange koeer for foerst at vaere ude af Kathmandu ved ti-tiden. Afgang var halv otte. Bussen bestod fortrinsvis af Nepalesere og havde saa os og et par kinesiske piger som kurioese elementer chauffoeren var stolt af at have ombord. Tidligt aften naaede vi graesen, en lille beskidt flaekke hvor vi sov da vi kom ind i Nepal. Vi var ikke specielt interesseret i en overnatning, da vi sidste gang havde sovet i en lille klam celle og da det viste sig, at en taxa til 13 kr. pr mand var ledig for den 2-3 timer lange tur til Gorakpur, roeg vi paa den sammen med 8 nepalesere og indere.
Endelig fremme blev vi sat af ved banegaarden og fandt det naermeste hotel. Fint rum, men en vanvittig larm fra bilernes horn og cyklisternes ringeklokker. Klokken var ti aften og de var stadig i fuld gang og blev ved det meste af natten. Naa - resten maa lige vente, vi har vigtig business at faerdiggoere

saelgerne

2007-12-09T01:57:00.000-08:00

Lige en lige tilfoejelse til Elines beskrivelse af saelgerne. Der findes 4 forskellige typer gadesaelgere - altsaa saelgere uden butikker. Dem der tilbyder en floejte eller violin eller anden souvenir genstand, dem der saelger mad eller ikke helt frisk presset juice, dem der af en eller anden meget maerkvaerdig aarsag tilbyder tigerbom (tigerbalsam) og endelig dem der mumler ud af den ene mundvig - 'you want smoke? Hashish? Marihuana? Grass?' Ofte er den sidste type vaek foer man naar at sige nej. Men nogle gange er han vedholdende (og det er altid en han), nogle gange bliver han ved og ved og tilbyder flere og flere forskellige varer og er ude af stand til at forstaa, at man ikke er interesseret. I en situation for et par dage siden tilboed jeg ham at koebe min mandarin, da han blev ved med at foelge med. Han ville squ bytte sin lille klump hash for mandarinen. Hvorefter jeg saa blot maatte gaa videre og endelig blev ladt i fred. Typerne er nogle gange flere typer saelgere paa samme tid. Saaledes kan en madsaelger hurtigt aendres til en hashsaelger, hvis man ikke vil have hans mad. Hvilket er ret sjovt. De sjoveste saelgere er dog dem, der har butikkerne. De har en hel speciel tiltaleform, hvor man uvaergerligt faar det indtryk at de synes man fornaermer dem. Forestil jer det foelgende. Vi gaar op af gaden. Der er butikker paa begge haender hele vejen op. De fleste saelger det samme - pashmina, uldhuer og hippietoej. Vi passerer en butik. Ejeren siger: Hello? Kort pause, hvor vi naar en meter eller to mere. Yes? Endnu kortere pause. Excuse me!? Og saa tilbage til Hello og vi er nu ved at vaere helt forbi hans butik. Det er som at blive tiltalt af en gammel ven, man har overset og som bliver mere og mere vred over at blive overset og staar og raaber: Hallo, jamen kan du ikke se det er mig? Din ven? Ham med butikken? Det er jo mig! Stop nu! Kom tilbage! Hvad sker der for dig? Hvorfor reagerer du ikke!!!! Og endelig er man saa vaek. I Ladakh var tiltalen mere: My friend, you want to see my shop? Hvortil man ofte svarede, no thank you. Hvortil de sagde, but you've promised, remember? You come see my shop. Og her var man saa enten gaaet eller kunne replicere, at man aldrig lovede den slags. Det var lidt om livet som turist i saelgerland.

2007-12-07T23:21:00.000-08:00

kaere alle sammen!

Nu har vi tilbragt et par dage i Kathmandu og har faaet opfyldt det mest akutte behov for bad, rent toej og god mad. Madudvalget her er ren luksus sammenlignet med vores tid i upper solu, og det benytter vi os flittigt af. Vi smaaspiser en god del af dagen ved de smaa madboder og faar derfor baade samosaer (kartoffel-karry pakket i dej som friturestejes), mo:mo's (en tibetansk spise som minder meget om fyldte pasta-pakker paa storrelse med 2-3 bidder), foraarsruller og ret mange froskellige slags kager da her er bagere i overflod her i Thamel hvor vi bor (Thamel er turistkvarteret).
Vi bor paa et ret flot hotel som er af meget hoejere standard end det vi har proevet tidligere. Sengenevar flot redt da vi ankom og der er baade gulvtaeppe paa gulvet (de har dog glemt at stoevsuge-men det er ikke noget nyt) og et toilet som oven i koebet kan skylle!!! Det er dog ikke dyrere end at der er hundekoldt om natten...
Jeg hygger mig ret meget i Kathmandu i denne omgang, og nok en del mere end Anders goer. Her er mange smaa boder med hippitoej og taepper og toerklaeder og saelgere der forsoeger at komme af med deres maengder af tigerbalsam, floejter og mini-violiner. Jeg synes det er ret hyggeligt at gaa og kigge og overveje hvad jeg skal koebe, men Anders som ikke kan lide at shoppe har det anderledes haardt. Og saelgere og butiksejere kan ogsaa vaere utroligt irriterende naar de anraaber en og ikke forstaar at man ikke har bug for en mini-violin (ikke engang en lille-bitte-bitte en??? Bare en???) som ogsaa lyder daarligt, saa det at saelgerne gaar og spiller paa dem mens de forsoeger at saelge virker ikke rigtig paa os... gad vide hvem der koeber dem...
En af de kommende dage tager vi en bus syd paa til den indiske graense, hvorfra vi skal finde til Calcutta. Planen pt er t vi tager tilbage til Varanassi, som vi var ret glade for sidst, og derfra tager et (nat)tog til Calcutta. D. 18. december flyver vi saa til Bangkok, hvorfra vi tager direkte videre til Krabi og Ko Phi Phi med Anders to onkler og tanter og en faetter for at bade og dase. Det skal nok blive dejligt! Tanken om temperaturer der er hoeje nok til badetoej, har baaret mig langt naar det har vaeret specielt koldt ude i solu! Men det bliver nok ogsaa lidt af et kulturchok for os da det sydlige Thailand vist er ret overraendt af turister. Tror dognok at vi kan overleve en lille uges tid:) Specielt med tanke paa solen og thaimaden.

haaber alle har det godt hjemme i Danmark. Og at i nyder julen!! Den er ikke rigtig synlig herude....

knus Eline og hilsner fra Anders

forsoeger igen og en historie om den koedaedende vegetar

2007-12-07T23:17:00.002-08:00

Kaere Alle.
En lille rapport om hvad vi har foretaget os de sidste mange uger. Det startede med en bus ud til Jiri, hvorfra vi havde et par dages gang til startlandsbyen for skoleekskursioenen, nemlig Chimbu. Dette foregik sammen med Kurt Lomborg, formand for Himalayan Project, Thorkild og Aase som ferierende medlemmer fra organisationen, de 3 nepalisiske piger der skulle vaere ledere paa skoleekskursionen, 3 baerere, Kurts assistent Namgyal, Thorkild og Aases guide Rinji og en nepalisisk frivillig paa ekskursionen. Det var en fin lille gruppe og vi havde en hyggelig tur. De sidste to timer af turen gik stejlt op fra Kenja til Chimbu. Og det var foerst herfra at vi kom ind i Himalayan Project (HP) land. Det kunne til gengaeld ogsaa maerkes. Chimbu skole er bygget helt og aldeles ved financiering af Rotary med HP som igangsaetter, formidler og mellemmand. Selv laerere er loennet af Rotary. Og en tredjedel af boernene har scholarships igen formidlet gennem HP. Alt dette taget i betragtning er de ret glade for Kurt og Namgyal (Kurt kommer der hvert aar, namgyal fire gange aarligt, hvor han uddeler penge til scholarships) og danskere i det hele taget. Vi blev inviteret indenfor i hvert andet hus til te og hirseoel og kata ceremonier. En kata er et gult eller hvidt silketoerklaede og gives som et tegn paa venskab og respekt. Det samme gaelder blomsterkranse. Dem fik vi rigtig mange af og endnu mere te. Moerket naaede os og vi gik det sidste stykkke i maaneskinnets skaer. Her var der lokale maend, der kom og insisterede paa at hjaelpe med vores bagage. Hvilket var ret behageligt, da vi ikke havde andel i baerere, hvorfor jeg bar paa ca. 20 kg og Eline ca. det halve. Vi overnattede i chimbu laererens Jangbos hjem og fik en fyrstelig middag. Af hoeflighed og mangel paa kendskab til den lokale etikette valgte jeg ikke at prostere mod at faa koed (foerste gang jeg smagte koed i 5 et halvt aar). Hvordan var det saa taenker I? Jeg ved at min tidligere bofaelle Peter taenker, at jeg maa have elsket det. Men faktisk var det squ ret kedeligt. Det var en slags gullach agtigt koed sammen med ris og dhal (linser) og det gjorde altsaa ikke det store for mig. Men det var specielt at proeve alligevel. Tiden tvinger mig til at stoppe nu, men I skal nok hoere mere senere. De naeste dage var der nemlig mere koed. Og saa meget koed giver mystiske droemme.Naa - vi bliver lidt laengere. Allerede foerste nat havde jeg en type droem jeg aldrig har haft foer. Mig som morder! Jeg var verdensmester i wrestling i droemmen og paa et eller andet tidspunkt var der en anden fyr der lagde meget kraftigt an paa Eline. jeg gjorde ham opmaerksom paa mig selv, hvilket blot fik ham til at laegge an igen. En ren provokation, som jeg responderede paa ved at gennembanke ham med alle mine wrestling tricks. Og pludselig var han squ doed. Ligesom dyret jeg havde spist og de fleste af os spiser hver dag....
Naa. Men hvorfor valgte jeg at spise koedet i foerste omgang? Det blev serveret til os som en aere og i venskab og respekt. Jeg oenskede ikke at vaere til besvaer og oenskede ikke at fornaerme dem og taenkte at en enkelt svale goer ingen sommer og de slagter naeppe ekstra dyr, blot fordi jeg spiser med. Vi fik mere af det de naeste par dage og det naaede at blive virkeligt kvalmt for mig med alt det koed og Eline maatte spise lidt af det. En af dagene fik vi kylling i stedet og her skal det retfaerdigvis siges, at dette smagte godt. Ikke uovertruffent, ikke som et savn, ikke som noget jeg ikke kunne undvaere 5 aar mere, men dog godt. Og det var kun i chimbu og Bakanje inden skoleekskursionen at vi fik alt det koed, da koed ikke er hverdagsspise for saa mange mennesker herude. Saa altsaa - koed en 3-4 gange - hvorefter jeg opdagede at der var en vegetar blandt de 3 nepalesiske piger, der fik saerskilt mad. jeg naaede - saa vidt jeg husker - at faa uden koed en enkelt gang.
Men altsaa - til de nysgerrige koedelskende sjaele derhjemme, saa har jeg hverken savnet det eller nydt det specielt under indtagelsen. Kyllingen var dog glimrende, men blev overgaaet med laengder af den FALAFEL vi koebte igaar. Mmmhh!

2007-12-07T23:17:00.001-08:00

2007-12-07T23:17:00.000-08:00

2007-12-05T01:52:00.000-08:00

kaere alle!

saa er vi tilbage i KTM, og helt personligt synes jeg det er DEJLIGT!!!! har savnet lidt civilisation paa det sidste. og her kan man (i foelge rygtet) baade faa rigtig italiensk pizza, og de varme bae haenger faktisk paa traerne hr (i modsaetning til i upper solu). Men Anders er vist allerede traet af trafik og stoej.
turen i micro bussen tilbage til KTM gik hurtigt og over al forventning. Vores chauffoer koerte rigtig paent (tog farten af ved bump i vejen - muligvis mest af hensyn til bilen, men vi noed nu ogsaa godt af det, og lavede ikke alt for mange hasarderede overhalinger). Og vi var allered fremme kl 14.30!!!
Fulgtes med to damer et sted godt oppe i 60'erne, som snakkede ret godt nepalesisk, hvilket undrede os lidt da ikke engang Kurt (formand for vores NGO) snakker det. SPurgte lidt ind til det, og et viste sig at de i flere omgange har boet ude i en lille landsby siden midten af 1960'erne. Den ene var lingvist (den anden muligvis tolk), og de arbejdede paa at faa nedskrevet et sherpa/tibetansk relateret sprog ned som ikke havde noget skriftsprog. Arbejdet var blandt andet rettet mod at give sproget mere status og nemmere at bevare ved nedskrivningen. Lavede en eller anden vild ordbog mellem det her lokalesprog, nepali og engelsk for at goere det brugbart. Nu var de saa bare tilbage for at besoege gamle venner. Ret fantastiske gamle damer.
De naeste par dage i storbyen sal bruges til en masse praktisk. vi skal forsoege at bestille billetter til thailand (men jetairwais hjemmeside er selvfoelgelig gaaet ned...), have vores pas tilage (har vaeret her i KTM et stykke tid for at faa frlaenget vores visum), skrevet en masse mails, ringe hjem osv.

mange knus fra Eline

2007-11-30T18:52:00.000-08:00

Kaere alle!

Saa blev der lige lidt tid til bloggen. Skulle egentlig vaere begyndt at gaa mod Kathmandu her til morgen, men istedet forssoeger vi at booke billetter mod thaland, hvor vi satser paa at fejre jul og bryllup med min onkel Andrew (som er fastboende i Thailand, freelance journalist derude saa langt tilbage som jeg kan huske) og min onkel Peter med familie som kommer ud for at deltage i andrews bryllup. Men nettet er forraederisk og jetairways hjemmeside er det samme.
Fra idag tager vi en 3-4 dages march til Jiri, hvorfra vi tager bus til Kahtmandu. Skoleinterviewene er saa afsluttede som de bliver og vi er begyndt at fryse en hel del herude, da vintertiden sig naermer. Der er frost om natten og koldt uden for solen om dagen. Mine fingre er saaledes frosne her kl. 9 om morgenen, hvor vi sidder ved nettet. Men humoeret er stadig hoejt og vi er glade for at have gennemfoert skoleinterviewene. Rapportskrivning venter i Kathmandu og forhaabentlig ogsaa i Thailand.
Ikke mere herfra i denne omgang. Vi satser paa at vaere i Kathmandu sent onsdag aften, men der kan ske mange ting inden (fx diare....), hvorfor tiderne som altid er fluktuerende.

Bedste hilsener fra Anders og Eline hilser ogsaa

i kathmandu vil der blive skrevet en helt masse paa bloggen. og kommentarer og mails er meget velkomne.

Ude i Upper Solu

2007-11-09T20:59:00.000-08:00

Kaere alle.
lidt nyt fra fjernoesten her i valgets sidste time. vi naar desvaerre ikke at stemme, da vi foerst har faaet besked om valgdatoen igaar...aergerligt! og frustrerende, naar det nu ser ud til at blive mere taet end man ellers havde kunnet regne med. et bud herudefra er dog at vor landsfader bliver paa sin post.

vi befinder os p.t. i upper solu, som ligger lige syd for everest. folk der traekker mod everest starter her. vi har dog endnu ikke set everest, da vejret paa disse kanter er lidt mindre solbeskinnet end i det vestlige nepal, hvor vi gik anna purna og havde sol de allerfleste dage. her er det mest skyet.
vi har vaeret paa skoleekskursion med boernene, hvilket var en rigtig stor oplevelse. boernene var i alderen fra 8 til 18 aar. og var meget soede og meget imponerende. desvaerre var genertheden stor og engelskkundskaberne smaa, saa det var meget faa semi samtaler vi havde med dem. derimod moedte vi hele tiden smil og gik med dem og saa hvor glade de var. ekskursionen var utvivlsomt en kaempeoplevelse for alle boernene, hvoraf mange af dem ikke har vaeret halvt saa langt vaek fra deres landsby foer. men hold kaeft hvor er nepalesiske boern seje. kan ikke mindes jeg har hoert hverken graaad eller brok. ingen slaaskampe. ingen der sank sammen efter 10 timers bjergvandring. selv de 8 aarige klarer sagtens at gaa 1500-2000 meter op og noget naesten tilsvarende ned. og det er altsaa en lang dag. det hoejeste jeg har gaaet op og ned er 3500 paa et doegn (stokken). Og det var der altsaa mange af boernene der ogsaa skulle paa den sidste dag, mens vi andre kunne noejes med ca. 3000. enkelte saa da ogsaa lidt halvtraette ud og jeg maatte baere en ekstra rygsaek. men boernene er 8 aar og opefter! Sidste dag stod de op kl. 5 for at se et tempel. derefter var der vandring fra 2400 til ca. 4000 meter og nogle af dem skulle saa helt ned til 1600 igen. de fleste dog kun til 2100 eller mindre. vi overnattede selv omkring 2400 over. kan I forestille jer danske skoleboern paa skoleudflugt? jeg toer godt fastlaa, at der er en del mere klynkeri, naar der er noget, der bliver haardt. og hele tiden smiler de og gaar fint paa raekke og er soede og friske og vil gerne lege.
Hvad har vi set?
Et godt gedigent tysk vandkraftvaerk. Et kloster med en rinpoche (som har samme hoeje status som dalai) hvem vi fik en roed snor om halsen af. printing press, computer institute, mount everest schools nye computer lab, 2 biblioteker, en ungdomsklub. en masse sherpa dans og ceremonier til aere for papa kurt. boernenes morgengymnastik, som vi stod for et par morgener. dans om aftenen, hvor jeg deltog med succes (den afsluttende aften var der naturligvis ogsaa dans, hvilket endte med at jeg havde 10 af drengene i haelene som forsoegte at efterligne mine mystiske bevaegelser) plus en hel del ting mere.
negativt saa var der en del sprogproblemer, hvor vi maatte staa og lytte til lange taler paa nepalsk uden tolk. det var faktisk saadan mange af dagene gik. men boernenes glaede var nok til at opveje det. derudover var der en del fejl fra ledelsens side, hvor boernene maatte vente i lange timer uden grund - fx for at overvaere en ceremoni for Papa Kurt. Men de havde en uforglemmelig oplevelse og det var dejligt for os at opleve.

p.t. gaar vi saa rundt fra skole til skole og laver skoleinterviews med henblik paa at skrive en lang rapport om skolerne i upper solu. noget af det er meget spaendende, men vi har en del problemer med vor tolk, som nogle ganger glemmer alt det engelsk han kan. det goer interviewene meget lange og frustrerende. for et par dage siden tog det os saaledes naesten en time alene at faa skolehistorien paa plads med hvilke bygninger, bygget hvornaar, bygget af hvem o.lign. Der er desvaerre ikke mange alternativer, saa vi fortsaetter og haaber paa det gaar.
kulden har for alvor sat ind og temperaturen er aldrig over 15 grader hverken inde eller ude. det giver kolde fingre og foedder, men indtil videre holder vi ud.

maa smutte igen.
tiden er loebet ud.

dejligt at hoere fra folk paa bloggen og paa mail

KH
anders (og eline hilser ogsaa fra hotellet)

p.s.
analyser af valget er velkomne pr. mail!

ogsaa lidt fra Anders

2007-10-17T01:30:00.001-07:00

Dagen foer dagen foer dagen I ved.
Lige en lille tilfoejelse til Elines. Vi ved ikke hvor laenge vi bliver derude efter skoleudflugten, da vi formentlig skal lave en art feltarbejde nu vi er derude. Som I kan forstaa paa Elines besked er der et stykke vej frem og tilbage (3-4 dage, medmindre man spenderer 700-800 kr. pr. mand paa fly, hvad vi ikke umiddelbart har taenkt os), hvorfor vi gerne skal faa lavet saa meget som muligt, mens vi er derude. Det er derfor i allerhoejeste grad muligt at vi foerst returnerer til blog og net i starten af december.
Og det er ogsaa foerst der, at I faar lejlighed til at hoere om Anna Purna trekket, som jeg dog godt vil afsloere var ganske fantastisk. Specielt det at passere op igennem forskellige klimazoner tiltalte mig meget. Og saa elsker jeg simpelthen alle bjerge over 7000. Og paa sidste halvdel af turen havde vi naesten konstant udsyn dertil.

Nok for nu. Haaber alle har det godt.

Og haaber paa ENORM meget aktivitet fra jeres side paa bloggen inden vi vender tilbage til net.
p.t. ved vi ikke hvor mange der overhovedet laeser den, hvilket er en smule frustrerende. Saa lidt respons paa nogle af blogindlaeggene vil altsaa blive modtaget med stor glaede og kyshaand.

Ciao!

Afgang til Upper Solu

2007-10-17T00:37:00.000-07:00

Hej allesammen!

Nu er det vist igen min tur til at skrive herinde:)
Efter Anders beskrivelser af trafik, mad og hellige koerr, vil jeg holde mig til det meget naert forestaande nemlig afrejsen til Upper Solu. Vi tager afsted i morgen meget tidlig (skal fra vores hotel ved 4.30 tiden, for at tage hen til Kurts hotel hvorfra vi skal med en mini-van eller noget lignende), og skal saa koere det meste af dagen til en by der hedder Jiri, hvorfra vi har en opstigning pa caa 500 m til det sted hvor vi skal sove. I foelge Kurt er der 3 dags marcher til vi ankommer til den by hvorfra skoleekskursionen skal starte fra. Er ikke helt med paa alle detaljerne da det er laenge siden jeg sidst har laest planen for ekskursionen, og har vaeret syg siden soendag (med meget ondt i halsen, og svaghed) hvorfor Anders alene har klaret alle moeder med Kurt og co, inklusiv det endelige moede i morges om de sidste afrejse detaljer. Men i store traek ser planen saadan ud:
imorgen afrejse + et nogle timers vandring naar vi ankommer.
derefter 2-3 dages vandring.
skoleekskursion fra d 24.10 og ca en ugen frem.
Heldigvis er vi i saa god tid at vi selv kan bestemme vandringen ind til startbyen alt efter mit helbred. Jeg er nemlig ikke helt frisk endnu, selvom jeg i dag har det meget bedre end de sidste 2 dage. (Og hvor er det dog kedeligt at ligge paa et mere eller mindre hyggeligt hotelvaerelse, og ikke have andet at foretage sig end laesning og sovning. Er dog ogsaa nogle ret og ting at lave naar man er syg og traet:) Men er alt i alt ret deligt at vaere lidt ude for igen)
Skolekskursionens formaal (til jer der ikke allerede ved det) er at faa de lokale boern rundt i deres kommune for at udveksle kundskaber og paa sigt at skabe netvaerk. Det er meningen at laererne skal foelge efter om et aar eller to hvis ekskursionen bliver en succes (det er foerste gang). Hoved ideen er at faa hele lokalmiljoet til at bruge hinanden og samle viden, kraefter og kreativitet og bruge det i Upper Solu. Projektet er (selvfoelgelig eftersom det er et Himalyan Project (HP)) i traad med den grundlaeggende tanke i HP: Nemlig at give Upper Solu kraefter, muligheder og lyst til at udvikles saaledes at flere og flere vaelger at blive i Solu frem for at tage til Kathmandu for at soege abejde.

Naa nu er det vist ved at vaere nok for denne gang. Skal jo ikke kede er ihjel (hvis der er nogen de laeser paa bloggen?).
De efterspurgte billeder er beklageligvis ikke kommet ud endnu. Er vist ikke saa gode til at have kameraet med os naar vi ikke er i bjergene...

Mange kaerlige hilsner Eline og Anders

den hellige ko...

2007-10-16T01:13:00.000-07:00

Som alle ved er koen hellig i Indien. Den er en af deres 3 moedre - derudover er nationen moder og en gud hvis navn jeg ikke kan huske er ogsaa moder. Og saa selvfoelgelig de biologiske moedre, saa ialt bliver det vist fire. Pga. denne status som moder bliver koen respekteret og holdt hellig. Derfor kan det i allerhoejeste grad undre for en udefrakommende at se hvordan mange koeer lever i Indien. Koeer maa godt blive brugt til maelkeproduktion og bliver det ogsaa - muligvis paa en mindre industrialiseret, effektiviseret og maaske mindre pinende og udbyttende maade end i DK . Men derudover er der koeer der vandrer omkring i byerne. Bilisterne stopper for dem og mange dytter end ikke af dem. Men koeerne gaar omkring i Leh, Delhi og Varanasi og spiser.........................skrald!!! Og lever i skrald, ligger i skrald og ser beskidte og syge ud (mange af dem). Hvem kan forklare det? Nogen derhjemme? Jeg har forsigtigt forsoegt at tage emnet op med nogle indere, men de haevder alle at koeerne skam bliver respekteret og folk giver dem mad osv. Og af frygt for at stoede dem, har jeg ikke villet tage diskussionen videre. Men altsaa - de spiser helt bogstaveligt talt skrald - inkl. papir og plastic ting, som de dog muligvis spytter ud igen. Det virker som et paradoks for mig, at koen der er saa hellig skal leve ligesaa soelle som de mange hjemloese hunde de lever side om side med.

mad, mad og mere mad!

2007-10-16T00:38:00.000-07:00

Efter nu at have brokket mig i stride stroemme skal der ogsaa vaere plads til en positiv historie. Maden herude er - som mange vil gaette - helt faenomenal! Specielt hvis man er vegetar! I hele den del af Indien jeg har befundet mig i, er der en saerlig rubrik i menukortet der hedder non-veg. Her har de saa skubbet de faa retter ind der rummer kylling eller svin. Ko var der selvsagt ikke. 80-90 % af et typisk menukort var vegetarisk. Mange restauranter var endda pure veg. I Nepal er fordelingen skiftet en smule - mange steder opfoerer stadig non-veg i kolonner for sig, men de er blevet stoerre og menukortet er mere blandet. Men vegetarmad udgoer stadig mindst halvdelen af menukortet paa den gennemsnitlige restaurant. Selv naar man fraregner ting som broed og salat og kun taeller de egentlige retter. Hvad kan man saa faa? Udvalget er imponerende varieret og rigtig mange restuaranter har continental, israeli, chinese, italien, indian, mexican og tibetan food paa menukortet. De lidt billigere har mindre vestlig mad og holder sig til nepali, indian, chinese og tibetan, men det bliver ikke ringere af den grund. Prismaessigt er det en fornoejelse - Jeppe og jeg lagde ikke ligefrem et sparebudget naar vi bestilte mad omend vi fravalgte de dyreste restauranter. Og vi spiste os maette for mellem 10-15 kroner pr. mand, inkl. vand. Naar vi virkelig flottede os med aeblejuice og to retter pr. mand kunne det maaske komme op paa en tyver pr. mand. Omend kunne det sagtens holdes under 10 pr. mand hvis man forsoegte. Eline og jeg spiser som oftest lidt mere oekonomisk og holder p.t. hvert maaltid paa under 5 kr. pr. mand - dog uden at koebe drikkevarer. Vegetariske foraarsruller, veg. eller mushroom chowmein (kinesiske spaghettinudler), veg. eller mushroom burger (ofte med pom fritter og salad) og ikke mindst veg. (eller veg. cheese) momos (det engelske ord for det er dumblings - kan ikke komme paa en ordentlig dansk men det er 10 smaa groensagspakker (eller hvad man vaelger som fyld) der er indpakket i en art dampet eller fried butterdej, som man saa dypper i en ketchup/chili sovs eller en staerk sovs de bringer) og endelig samosas paa gadekoekkener hoerer til vores mest elskede maaltider. Momos og samosaer faar vi p.t. dagligt. 10 stk momos i pris? Meget afhaengig af stedet - p.t. har vi fundet et sted hvor de laver fantastiske dampede (men desvaerre ikke fried, der ellers er vor favorit) til 30 nepali rupies - lige under 3 kr! Samme sted laver ogsaa samosaer til 6 RP. Og en flad, friturestegt ting som smager af aebleskiver til 2 RP! (18 oere!!). De lidt dyrere steder koster momos mellem 50 og 100. Og paa Anna Purna trekket koster det gerne 150. Spring Rolls ligger aldrig under 50, men ofte kan man finde to stk til tres. I det hele taget spiser vi billigt og paa mange gadeboder, hvor vi lige faar en hurtig samosa snak. Maaske er det den delvise aarsag - udover en svag mavekultur - til at jeg har haft diare i stoerre eller mindre grad i alt 10 gange!!! siden jeg ankom til Leh 1.8. Dhal Bhat - den nepalisiske nationalspise - er i oevrigt forbloeffende dyrt og er svaert at finde til under 100 og en typisk pris er 150. Nogle steder paa trekket kostede det tilmed 300! Der er til gengaeld refill til man revner. Maaltidet bestaar af ris, linsesuppe (som i Nepal har vist sig at vaere gult vand stort set uden linser i, en lille smule karrykrydsede kartofler og pickles og en stykke chipsagtigt broed. I Indien fik man chapatis til og linserne var der rent faktisk.
Naa - nok om maad. Den naeste maaneds tid eller mere foregaar uden det store kulinariske udvalg. Tsampa (bygmel blandet op med enten te eller lokalt oel - forbloeffende godt i foelge mig, men Eline faar maaske nogle problemer med det) og en forhaabentlig bedre lokal Dhal Bhat bliver de maaltider vi kommer til at indtage. Vi forsoeger os maaske med en pizza (80 RP, faas dog op til 300) her til aften for at tilfredsstille den halssyge Elines lyst til lidt vestlig mad inden vi drager ud i vildnisset. Ligeledes fik vi den foerste vestlige morgenmad i lang tid, da vi delte en simple breakfast til 65 bestaaende af: to skiver ristet toast, smoer og marmelade dertil, en omelet af to aeg, en lemon tea og noget de kalder hashbrown potatoes - kogte kartofler de har stegt lidt paa panden og smidt en masse krydderier paa og lidt andre groensager. Laekkert!
Formoder at mundvandet loeber lidt paa jer nu? Jeg er blevet helt sulten af at skrive om det og vil nu ud og spise lidt frokost - dele momos med Eline og dertil en samosa og en aebleskive til hver - ialt? 46 RP = 4,2 kr! Yes sir!

Dyyyyyyt!

2007-10-16T00:00:00.000-07:00

Hej.
Vi er tilbage fra trek, men dagens blog skal ikke handle om trek, men derimod om mit stoerste irritationsmoment i saavel Indien som Nepal; bilernes og motorcyklisternes evindelige dytten!
De af jer der har vaeret i Asien eller maaske endda bare sydeuropa kender det formentligt. Trafikkulturen er simpelthen bare en anden. Jeg har den 'teori', at det er fordi de har faaet motoriseret transport efter gentleman begrebets ophoer - hvorfor trafikken i stedet afspejler Darwins survival of the fittest. I taenker maaske - kan det vaere saa slemt? Hvor meget drejer det sig egentligt om? Er han nu ikke lidt pyldret? Maaske har I ret. Maaske er jeg bare forvent med, at man bare dytter naar det enten er noedvendigt eller naar der er nogle andre billister, der har lavet en svinestreg. Hvordan dytter man da her, spoerger I? Svaret er - hele tiden og af alt og alle. Jeg betragter mig selv som heldig, hvis jeg gaar paa en almindelig trafikeret gade herude og der gaar mere end 5 sekunder mellem hvert dyt jeg hoerer. Ofte gaar der ikke et sekund. Ofte kommer dyttene i dytte serenader af 5-10 dyt i traek. De sidste tre dage har vi boet paa et vaerelse ud til freak street, hvor vinduerne var saa tynde at hvert dyt gik igennem. Nu er vi endelig flyttet! Eline var syg igaar og den foerste dag var der relativt roligt, da det var loerdag (fridag) og dagen efter deres 'jul' (Daschain) blev indledt, hvorfor mange blev inde og plejede sig efter fredagens fest. Men tilbage til dytten (som i oevrigt er i baggrunden p.t. - ogsaa ud til freak street). Det var ulideligt i Delhi, det var slemt i Leh, semi-ok i Varanashi da mange af gaderne var saa smalle, saa det kun var scooterne der koerte der (udover os sagesloese fodgaengere) og Kathmandu er naesten Delhi standard. Pokhara er klart det bedste indtil nu, da der har vaeret faerest biler der - i hvert fald hvor vi boede. Hvornaar dytter man saa? Og er det mon ikke noedvendigt? Man dytter selvfoelgelig for at faa folk til at flytte sig - det virker umiddelbart rationelt. Men man dytter ogsaa, for at faa folk til at blive hvor de er. Lidt som for at sige: Jeg har set dig makker, nu kommer jeg. Hvis du bliver hvor du er sker der dig ikke noget. Derudover dytter man, naar man ikke kan komme frem. Kathmandu og Delhi har sine steder flere gader der moedes, hvor der opstaar 6-8 sporede trafikpropper (vel og maerke uden definerede spor). Her dytter alle og koerer ud og ind mellem hinanden - alt fra biler til cykler (der ringer), cykelrickshaws, motorcykler, lastbiler, busser og scootere. Men er det da saa ikke bedre ude paa landet? Eller i bjergene? Jeg haabede, men blev slemt skuffet. Den vaerste chauffoer jeg hidtil har koert med var Varanashi til den nepalesiske graense. Turen gaar gennem Indiens folkerigeste stat, hvorfor der ALTID var mennesker og man aldrig kom helt ud paa landet. Det var som en 8 timer lang by, der nogle gange kun bestod af skure i vejkanten eller mennesker der gik i vejkanten og andre gange udvidede sig til en lille millionby paa vejen. Jeg foretog tre maalinger af hvor chauffoers dytten - en i noget af det allermest oede vi koerte, en i en trafikprop i byen, der var saa slem, at han faktisk indsaa, at hans horn ikke var til meget gavn og endelig en inde i en rimelig befaerdet by. Maalingerne var 3 minutter lange og gav foelgende resultater for de 3: 61, 70 og 117! Hans laveste dytteniveau var altsaa et dyt hver tredje sekund. Mens det hoejeste var et hvert halvanden sekund! Da han samtidig insisterede paa aabne vinduer foran fik vi det lige ind i oerene. Det skal dog siges, at maalingerne talte samtlige dyt i dytteseranaderne, hvor han som sit maksimum godt kunne fyre 10-15 stykker af paa under 5 sekunder.
I bjergene i Leh dytter folk hver gang de kommer til et sving, hvilket egentlig er meget rart, da det ellers ville vaere for sindssygt med deres koersel. Men de dytter ogsaa naar de er bagved en lastbil. Ikke et enkelt, men vedvarende indtil lastbilen giver sig (eller vejen giver den mulighed for at give sig) og rykker ind til siden. De dytter naar de ser en person der gaar i vejkanten (igen - du blir hvor du er - eller maaske bare: hejhej her kommer jeg?). Jeg forstaar det ikke. Jeg er blevet i stand til at faa de fleste til at lade vaere med at dytte af mig ved at klemme mig op af en mur i god tid inden bilen, scooteren, motorcyklen naar mig. Men alligevel sker det af og til. Specielt naar de andre fodgaengere noejes med at gaa i vejkanten (mange indere og nepalesere gaar dog ogsaa ret meget midt paa, hvorfor det kan vaere noedvendigt med et dyt af og til).

For mig virker det som et meget individualistisk og mig, mig, mig element i to kulturer, der ellers bryster sig af staerke familie og gruppebaand. En motorcykel eller scooter cyklist vil forvente at kunne holde sin fart paa 30-40 km lige meget om vedkommende koerer i en 2-3 meter smal gyde, hvor de eneste oevrige er fodgaengere. Bremsen eksisterer ikke - hornet maa bare bane vej. Og end ikke i den mindste gyde kan man vide sig sikker for dem. Freak street er en gade med mange smaa butikker, kiosker og cafeer, hvor 90 % af dens brugere bestaar af fodgaengere. Alligevel forventer de motoriserede at de kan holde en fart paa 30-40. I thamelstreet som er bazargaden med laessevis af turister og lokale goer de motoriserede sig ligeledes en forestilling om at de har en ret til at dytte af alle der ikke flytter sig. Her er der dog saa mange folk, at de kommer ned paa en gennemsnitshastighed paa under ti. Og dytter saa meget desto mere af den grund!
Naa - paa torsdag tager vi ud paa landet - 3 dagsmarcher fra den naermeste vej og dermed ogsaa det naermeste koeretoej! Og bliver der i laaaaang tid!
Haaber der er nogle laesere der har gidet laese hele smoeren.
Kommentarer og mere aktivitet paa bloggen er ALTID velkommen (og vi savner det en smule)

Bedste hilsener
Anders (og eline hilser fra sit sygeleje med ondt i halsen)

2007-09-28T07:40:00.000-07:00

Hallo derhjemme. Eline og jeg er vel ankommet til Nepal, hvor vi nu er paa vej paa trek. Det handler om Anna Purna Circuit - et pas paa 5416 er hoejdepunktet. Resten af turen bestaar ret meget i at gaa op til det og ned derfra igen. Vi starter i 800 og naar saa passet efter de foerste 10 dage. Gaar ned til Jomson, hvorfra vi er noedt til at flyve tilbage til Pokhara, hvor vi p.t. befinder os og hvorfra vi tager videre til Kathmandu. Vi haaber paa at naa Kathmandu ca. den 12-13 oktober. Efter planen skulle vi ankomme til Jomson d. 10 - den 9. hvis vi er hurtige - hvis vi er langsomme saa senere, hvorfra vi har en open ended ticket. Vi kan ikke vaere sikre paa at komme afsted med det samme, men haaber paa det gaar rimelig hurtigt, da vi gerne skal naa hurtigt videre til Kathmandu for at moedes med Kurt fra Himalayan Project. Det er saa meningen at han skal vise os sine kontakter i Kath inden vi tager rundt paa en skole ekskursion fra d. 17.10. Det skal nok blive godt.
Vi kan forstaa at der er nogen der er urolige for den politiske situation og den deraf foelgende risiko forbundet med at opholde sig i Nepal. Jeg har skrevet foelgende til min mor for at berolige:
Vi passer paa i nepal og forsoeger at holde os orienteret om situationen. I er naturligvis alle velkomne til at skrive, naar I laeser noget derom. Maoisterne og de andre har i oevrigt ikke tradition for at goere turisterne noget men derimod at gaa efter de indfoedte. De ved at turisterne er noedvendige for landet. og vi gaar naturligvis ikke alene ud om aftenen og den slags. Vort omraade lige nu er sikkert og fyldt med turister. Tror i oevrigt ikke kongen har meget magt herude laengere. Men det maa vi alt sammen se paa efter vort trek. 15000 gaar samme tur aarligt - af turister - saa jeg tror ikke vi skal frygte noget der. Det er desuden primaert buddhistisk omraade med en hinduistisk minoritet og buddhisterne er jo kendt for deres fredelighed.
Summa sumarum - alt er foreloebig fryd og gammen. Hvis Kathmandu viser sig at vaere et farligt opholdssted bliver det naturligvis ikke vort. Og efter d. 17.10 er vi et stykke tid ude i nogle smaa, smaa landsbyer, hvor politik ikke eksisterer.

Mange hilsener herfra
Anders (og Eline hilser ogsaa, men pakker p.t. derhjemme).

p.s. Trekket gaaes uden baerer og guide - medmindre vore tasker viser sig umulige at baere - og overnatning og mad koebes undervejs. Mad er dyrt, mens overnatning er billigt, hvorfor jeg er blevet vor sherpa med fire kg kiks, nudler og musli. Samt medicin og den slags. Det bliver et noget anderledes trek fra dem jeg er vant til, da Ladakh mere eller mindre er ren oerken og alt var over 3300 m, mens vi her starter i frodigt omraade med masser af traelse myg i 800 m.

Varanassi

2007-09-23T06:43:00.000-07:00

Hej Allesammen!

Nu er det saa blevet min tur til at skrive paa bloggen. Anders har overladt ansvaret til mig og derfor kommer det IKKE til at handle om trekking i denne omgang. Undskylder paa forhaand stavefejl. Sidder paa en netcafe hvor tastaturet er saa slidt at de har sat smaa sedler paa som angiver bogstaverne. Det kan godt vaere en smule besvaerligt naar man som jeg ikke er perfekt i blindskrift....
Indtil videre har Indien vaeret en overvaeldende oplevelse. Den er paa alle maader saa beskidt og larmende som man kan forestille sig. Og saa er der det med de hellige koeer. Det er svaert at forestille sig hvordan det er at gaa i den smallste gade og samtidige zig-zagge mellem 5 koer, alle de kokasser som disse efterlader, diverse doede og levende hunde samt utallige cykler, motorcykler og rickshaws der dyttende suser forbi en.
En oplevelse! Og man bliver en kende traet i hovedet af det....
Jeg lagde ud med en ganske ok flyvetur. SOm nogen af jer ved saa var jeg ikke SAA glad for at tage turen alene, men klarede det alt i alt helt fint. Var dog noget traet ved ankomsten da Finnair valgte at tilbageholde flyet til Delhi 6 timer i Helsinki. Vi fik ikke rigtig at vide hvad der var galt udover at der var tekniske problemer. Ikke specielt betryggende overn paa SAS og deres crash8 fly.... Fandt dog ud af at det KUN var braendstofpumpen det var galt med. Saa alt i alt ikke utilfreds med ventetiden. Hellere 6 timer ekstra paa landjorden en en strejkende benzinpumpe....
Vi befinder os nu paa andet doegn i Varanassi. Hinduernes hellige by i Indien. Folk tager hertil fra hele Indien for at doe fordi deres aske kan blive spredt paa Ganges floden og derved stoppe reinkarnationerne. Det betyder at der dagligt braendes virkelig mange mennesker nede ved floden, og det kan vaere et lidt makabert syn at se lig ligge faa meter fra en inde i flammerne.
Anders og jeg oplevede det ganske taet paa da en selvbestaltet guide gav os en rundtur og forklarede os om hvilke kaster der blev braendt hvor og hvilket trae der blev brugt. Alt sammen ganske spaendende, men lidt for voldsomt at blive slaebt helt hen til mange af baalene.
Det hele kulminerede (som alle andre selvbestaltede guidede ture) selvfoelgelig i en donation. Vi blev lige velsignet ( og det gaelder gsaa alle jer derhjemme, det var nemlig en velsignelse rettet mod alle vore kaere) af Mother Theresa (hun lignede godt nok den afdoede. Meget lille og helt indskumpet og toer), og blev saa bedt om at koebe et par kilo trae til de fattige som ikke selv har raad til at betale for braendeingen. Minimum 185 rupees ville de have (ca 25 kr). Vi gav dem dog kun 120 da det var det vi havde paa os, og fordi vi generelt ikke kan overkomme at give alle dem der vil have penge. Synes selv vi gav en ok donation (taget i betragting af vores ateistiske holdninger. Og 120 kan betale mas og rickshaws en hel dag, saa vi flottede os da lidt...), men baade Mither Theresa og vores guide blev lidt stramme i betraekket. Det kan vaere de beder for vores fortabte sjaele nu....

Det var at for denne gang. Haaber ikke det blev for langt.
Vi skal ud og finde en restaurant hvor vi skal hoere en klassisk indisk koncert med bla citar om en halv time.

Kh Eline
Og Anders siger jeg skal hilse!

Mark Valley - beretning, del 1.

2007-09-20T21:51:00.000-07:00

Kaere Alle.
Saa er der squ kommet en ny tour-vinder for 2006. Pereiro Sio.... kan ikke huske, hvornaar nogen tidligere har faaet en tur sejr saa let. En halv time foraeret!
I nat eller rettere imorges er Eline endelig kommet til Delhi og ligger nu og sover inden vi her til eftermiddag tager afsted mod Varanashi. Flyet var seks timer forsinket, saa hun har brug for det. Det giver mig lidt tid til at fortaelle om det sidst gennemfoerte trek - Markha Valley.
Som I allerede ved er det et 8 dages trek, som jeg skulle goere paa syv. Det foregaar rundt om og bagved Stok Kangri og er saaledes i relativt kendte omgivelser for mig, omend hovedparten selvfoelgelig var ny.
Onsdag d. 12 tager jeg paa ny bussen mod Stok for at starte trekket. Det er en fantastisk morgen og den nyfaldne sne straaler fra Stokkens top - dejlig synligt fra min plads paa taget af bussen. Her for jeg dog kun lov at sidde en ti min. tid inden busdrengen gerne vil have mig ind i bussen - paa trods af at jeg havde faaet lov foer turen. Inden i bussen falder jeg i snak med Ingo og Olli - to tyskere paa vej mod Stok Kangri, hvor jeg saa kan raadgive dem lidt. Vi foelges op til frokost ved foerste te-telt, hvor de to veje skilles.
Jeg fortsaetter alene videre mod Stok La, mens de fortsaetter mod Mankurna, 1. base camp. Jeg har valgt ikke at medbringe telt paa turen, dels for at spare kg, dels for at proeve homestay. Til gengaeld har jeg taget lidt ekstra boeger med og taskens vaegt ligger rundt regnet omkring de 15 kg - alt afhaengig af mad og vandniveau. Sidst paa turen er jeg nok nede paa godt 13.
Benene er pudsigt nok ikke staerke paa foerstedagen - maaske et varsel om det kommende - men jeg har bestemt mig for at forsoege at indhente den tabte dag med det samme. Ergo skal jeg hele vejen til Rumbak, hvorved jeg kun mangler en time til halvanden til Yurutse for at have indhentet det. Ved halvto tiden loeber jeg imidlertid ind i foerste problem. Mit kort er elendigt og beskrivelsen af vejen er ligesaa paa dette sted (Doksar) ved nogle forladte hyrdehytter. Dalen splitter sig i to og hver dal har hver sit pas paa hhv. venstre og hoejre side af min gaa retning. Beskrivelsen tenderer mod at skulle tolkes som at jeg skal til venstre, mens min stedsans og intuition haelder til hoejre, da det andet foerer mod Stok Kangri base camp. Da jeg kun finder en klar sti mod venstre gaar jeg imidlertid op. Passet er kort og let og tilbagelaegges paa et kvarters tid. Paa toppen er der et par franskmaend med guide, som kan fortaelle, at det var til hoejre. Passet jeg er kommet op paa er imidlertid ikke daarligt og - som det jeg skal hen paa - er det et saakaldt dobbeltpas med 500 meters afstand imellem de to. Saa jeg faar lige et par ekstra pas set inden turen gaar videre. Meget tid er brugt med kortkigning og paskigning og inden jeg naar op paa det noget stejlere og laengere Stok La i 4800 er kl. blevet 15.45. Benene er traette og tunge, men jeg har en mani med ikke at kunne stille mig tilfreds med et pas. Skal altid hoejere - helst op paa en top i naerheden, men ellers bare laengere op af bjergryggen. Saaledes ogsaa her. Med traette ben kaemper jeg mig op af bjergryggen, der gaar hele vejen op til Stok Kangri. Som altid er det besvaeret vejr. Sidder og nyder mine kiks og laenges efter vand. Der har ikke vaeret vand siden te-teltet, hvor jeg ikke fyldte op. En enkelt liter er alt hvad jeg har faaet siden morgenstunden og den er nu vaek. Jeg har imidlertid udsigt til Rumbak udover de takkede graalige bjerge og bevaeger mig ned af en meget stejl stigning fra 16.45. Toersten tager til og en halv time foer Rumbak kommer der en lille baek. Mine piller tager 15 min. om at virke i vandet, saa jeg venter. Meeeen... det ser jo rent ud. Min toerst er nu saa stor, saa jeg risikerer helbredet og tager et par mundfulde af det klare kildevand. Bagved mig rammer solen ind paa det sneklaedte Stok Kangri og det jernroede pas jeg lige har passeret. I sandhed en idyllisk scene med baekken loebende ned derfra.
Endelig Rumbak! Pga. min traethed har jeg besluttet at natten skal tilbringes i homestay. Jeg mangler soevn og vil gerne vaere frisk til morgensdagens Ganda La i 4900. Et homestay indbefatter mad morgen og aften, fri te og en seng - som oftest i ens eget rum - at sove i. Familien jeg er kommet til rummer en dreng paa 18, en pige sidst i tyverne, en mor og en far og dennes bror. I Ladakhiske hjem er husene bygget af mudder og ler. Et rum er der altid gjort lidt ekstra ud af - stue/spiserum/koekken - mens resten gerne henligger mere eller mindre uden moebler. Stuen derimod er med taepper paa det ellers kolde gulv og med hele husets soeltoej. Et lille hul i taget er der som regel ogsaa, hvor roegen fra koekken og baal kan sive ud.
Jeg bliver serveret ris og dhal (linser), mens jeg forsoeger at konversere lidt ud fra min learn Ladakhi book. Kun pigen kan en smule engelsk, saa den vaekker stor begejstring. Ligeledes goer min Markha Valley trail guide bog med billeder fra deres dal og by. Efter te gaar jeg op i egne gemakker - et rum med tre sovepladser, men hverken stole eller bord - som jeg i dagens anledning har for mig selv.
En slem nat foelger. Dagen igennem har min mave produceret en del prutter uden det har faaet mig til at gaa paa det lille hus. Natten fortsaetter paa samme vis med lidt mavepine i tilgift og deraf daarlig soevn. For kaempet mig ned til den ventende morgenmad for sent (kl. 8) for blot at kunne sige, at jeg intet kan faa ned. Laegger mig op og hviler. Tror stadig paa, at det bare er et spoergsmaal om, at min mave skal have lov at komme af med indholdet. Toiletbesoeget kl. 10 afsloerer hvad jeg havde frygtet: Diare! Igen!. Femte gang siden min ankomst til Delhi. For foerste gang med en svaekket og febersyg krop i tilgift. Jeg maa indstille mig paa en dag i sengen, som gaar med forgaeves forsoeg paa soevn og hvile, ondt i ryggen og hvad man ellers har ved sygdom. Kan ikke laese, kan ikke spise. Faar lidt te og et par chapati broed ned sidst paa eftermiddagen inden aftenen tillader mig at faa lidt mere ned. Faar bragt en rissuppe op - meget lig risengroed, mens moren og pigen paa skift sidder og holder oeje med, at jeg nu ogsaa spiser. Jeg har opgivet at gennemfoere trekket, da jeg allerede var en dag sent paa den.
Naeste dag faar piben dog en anden lyd. Jeg har stadig diare og en svaekket krop, men feberen er stort set vaek. Jeg foeler mig halvklar til at gaa, men ikke med fuld opbakning. Da der ikke er en hestemand i byen maa jeg imidlertid vente, hvilket kroppen ogsaa har gavn af. Denne dag gaar med laesning og studie af kort. Jeg skal gennemfoere resten af trekket paa fire dage for at vaere klar til at tage mod Leh d. 19 om morgenen, hvor bussen eftersigende gaar. Det lader sig goere, men bliver haardt og langt. Jeg beslutter mig for at give det et forsoeg. Kommer jeg over Ganda La og hen til Skyu naeste dag er jeg godt koerende. Hvis ikke har jeg stadig tid til at gaa tilbage til Spitok (taettere paa Rumbak end Stok).
Resten af beretningen maa vente, da jeg ogsaa har brug for hvile efter at have ventet oppe paa Eline fra kl. 5.

Her kan i se en kort beskrivelse af et organiseret trek for samme tur. Jeg har ogsaa vaeret ved Thikse gompa og Shey palace, som der bliver naevnt: http://www.footprint-adventures.co.uk/indiatrek8.html
Ogsaa her kan i laese lidt: http://www.markhavalleytrek.com/
og ellers bare google.

Hygge og haaber i har det godt. Vi ankommer til Varanashi imorgen tidlig 6.30 efter 15 timer i tog. Forhaabentlig er det nogle rare indere vi deler kupe med paa klasse 3 - med air condition! Prisen er 115 pr. naese.

reklame

2007-09-20T07:05:00.000-07:00

Nedenstaaende er skrevet af min kaere soester, hvis mand faar sin DR premiere nu paa fredag.

Kære Alle

Det lykkedes! Ja - her får I endnu en reminder-mail.

Gustavs fantastiske program, som iflg. DR2s satire-redaktør Peter Gren skulle være helt anderledes, end noget man har set før, starter i morgen, så de næste 6 fredage er jeres aftener booket op af god underholdning på DR2. Jeg har tilføjet info om showet nedenfor.

Fredag d. 21. september kl. 22.05 på DR2:

"Frank Molinos Forunderlige Fortællinger"

Skulle nogen være forhindrede, så tænd om lørdagen, hvor det genudsendes lørdag kl. 23.50.

I må gerne videresende mailen til andre, som I tror kunne have interesse i noget intelligent, god voksen-underholdning - og hvem kunne ikke det? Målgruppen er primært de 25-40-årige.

Mange hilsner
Ditte

Fra DR's hjemmeside, http://www.dr.dk/DR2/Molino/Om-Programmet/20070913222151.htm

Frank Molinos forunderlige fortællingerPREMIERE 21. september 2007 kl. 22:05 på DR2
Ny og underfundig dansk satire fra Århus. Frank Molino vil forbløffe og tryllebinde seerne med sine forunderlige fortællinger fra de allerinderste hjernekroge.
I den store by, på den stejle gade, i det skæve hus, for enden af de 99 trappetrin, i det fjerneste hjørne af det gamle arbejdsværelse, sidder Frank Molino og skriver de mest sælsomme, dragende, dramatiske og vanvittige historier. Men hvor kommer disse historier fra?
Langt inde i Frank Molinos allerinderste hjernekroge, gemt bag hypotefysen, anden nervebane på højre hånd, ligger der en lillebitte bar, hvor tre små mænd ikke laver andet end at fortælle forunderlige fortællinger.
Følg Engt og Allan i deres ukuelige kamp for at filmatisere fantasyromanen Orkriddernes Elverforbandelse med Malene Schwartz i hovedrollen.
Malene Schwartz som orkdronningOg derfor flyder der fra Frank Molinos hånd en række muntre og rørende historier, som nu er klar til at rulle over skærmen og fortrylle og forføre, fascinere og fængsle. Følg Engt & Allan i deres ukuelige kamp for at filmatisere mastondont-fantasyromanen "Orkriddernes Elverforbandelse" med Malene Schwartz i hovedrollen som Orkdronningen Sálámi. Se Shannon leve det ubekymrede driverliv, mens han roder sig ud i alverdens genvordigheder sammen med sin uvenlige ven Claus Jacobsen. Put dig til rette med en godnathistorie, hvor du kan møde Carsten den traurige bager, Hadrian Bonfils den megalomane pianist, Anne-Grethe og Hakim, der træder dansen, lottovinderen Jørgen Ringgard med den fremtidssikrede plan, Poul den grimmeste mand i byen, og en vingeskudt fugl, der både kan ryge og rejse.
________________________________________________________________________________

Stok Kangri - del to!

2007-09-20T06:07:00.000-07:00

Stokken - dag to. Soendag d. 12.9 gik det loes igen. Dagen foer havde jeg brugt paa at hvile lidt og hygget med mig selv. Smaasnakket lidt med de amerikanske gaestegivere, men afstod fra at tigge igen, da jeg havde faaet resten af vores reserver og havde rigeligt til at klare mig et doegns tid. Dagen gik med andre ord med introspektion og det som sportsfolk vel kalder mental opladning. Jeg ville gerne rigtig tidligt i seng, da jeg var traet fra dagen foer. Det lykkedes mig at krybe i posen lidt over fem og vaekkeuret stod saa til 23.45. Desvaerre ville blaeren og bevidstheden ikke lade mig i fred og foerst mellem syv og otte fandt mine oejne endeligt soevn. Vaagner saa - traet, men fattet, ved urets ringen. En kaempe portion havregryn med vand og sukker venter mig. Sat frem eftermiddagen foer - dog uden vand. Da jeg kommer ud er der desvaerre ikke stjerneklart, men totalt skyet og det har sneet en del. Temperaturen er til gengaeld hoejere end dagen foer og jeg formaar - via et hoejt tempo - at holde varmen i saavel haender som foedder frem til advanced basecamp, som naaes paa lidt under en time. Jeg er fremme halv to. Spredte lys, men intet liv. Hmmmmm...er det mon den rigtige taenker jeg?
Forhaabentlig. Jeg vil dog noedig vaekke nogen og lysene gaar ud igen rundt omkring. Ergo beslutter jeg at vente. Sidder paa hug og forsoeger at holde kroppen taet samlet, saa jeg ikke mister varme. Umuligt. I 5300 paa en bjergskraaning i vindblaest terrraen er det kun bevaegelse der kan holde dig varm. Jeg vil imidlertid ikke bruge alle mine kraefter - taget i betragtning at jeg ogsaa var oppe dagen foer - og sidder derfor og fryser. Jeg maa indroemme, at jeg taenker hvad fanden jeg laver her. Minus 10 til 15. Gennemkold. Ventende i uvished. Men, men - jeg er determineret og lidt kulde og venten skal ikke forhindre mig i at naa toppen. Efter 40 min. gaar jeg ned til et telt, hvor der er en smule lys. Det er den franske gruppes koekkentelt. Kokkene er oppe og byder mig paa te. JA TAK! Jeg forhoerer mig om, hvad der sker. De kan ikke engelsk, men en engelsktalende vaagner og siger guiden er gaaet.....oev boev! Jeg beslutter mig dog for at vente lidt, da her er varmere og han ikke virker synderligt overbevisende. Kort efter stikker guiden hovedet ud af sin sovepose. De gaar foerst tre halv fire. Det fremgaar ikke, at det er i stedet for to og jeg vaelger ikke at tage diskussionen. I stedet venter jeg taalmodigt i teltet, hvor der er halvvarmt. Indtil klienterne - den franske gruppe - skal have deres morgenmad. Guides og jeg maa paent vente udenfor. Jeg er en slags spoegelse, hvis eksistens de endnu ikke kender til. Og jeg skal helst vaere lidt i baggrunden. Faar af guiden besked paa at gaa bagerst - gerne en tyve meter. Den eneste kontakt jeg har haft med gruppen dagen derpaa er, at jeg spurgte den yngste af dem (25 med pubertaer fransk stemme) om jeg kunne gaa med dem, hvortil han svarede at det maatte jeg snakke med guiden om. Udover det raabte jeg sov godt og vi ses i nat til dem, da de forlod den almindelige base camp. Herpaa ingen reaktion...det viste sig at vaere et varsel. Mens klienterne spiser morgenmad gaar der en god time udenfor, hvor jeg har gemt mig bag en klippe og staar og laver lidt gymnastik. 4.10 er der ENDELIG afgang! Jeg staar og venter dem i min roede postjakke og moeder dem med et 'bonjour'. Ingen reaktion. De er vel traette og overraskede. Jeg vil dog ikke lade mig det gaa paa. Hvis de ikke oensker min kontakt saa fint. Jeg skal foerst og fremmest op til toppen, hvortil de er et fremragende middel.
Kort intermezzo om gruppen
Det er laenge siden, saa jeg kan ikke huske deres praecise antal. Men de er en seks stykker. Dertil er der 3!!! lokale med til at passe paa dem. De har ALT i udstyr. Fancy jakker og daypacks. Super, super gletscher og snestoevler. Isoekser, reb og crampons. Og dyre bukser, handsker osv. De 5 er omkring de 50 og den sidste er saa den unge franskmand med pistelstemme.
Jeg foelger dem paa behoerig afstand som en skygge. En skygge der imidlertid mere fungerer som en elastik i det at jeg konstant maa holde pause, da deres tempo er mindre end det halve af mit. Dette er til at leve med. Det giver mig mulighed for at puste varm luft i mine elendige handsker og mulighed for at stoppe op og beskue landskabet i den grad det nu lader sig goere i moerke. Fra godt fem begynder lyset at vinde frem og paa dette tidspunkt er vi paa den stejle zigzag snoede sti over gletchereren. Det er paa dette tidspunkt blevet klart, at det ikke er hele gruppen der gaar langsomt, men foerst og fremmest den bagerste (sjovt nok), som hele tiden bliver haegtet agterud. Jeg holder mig allerbagerst og faar saaledes en utrolig let tur op, da jeg kan holde et minuts pause, gaa femten meter (ikke hoejdemeter) og holde pause igen. Varmen giver det mig dog ikke, men solen vinder langsomt frem og goer mine pauser saa meget desto mere meningsfulde. Af og til bliver der naturligvis ogsaa lavet gruppepauser, hvor der ventes paa sidstemanden. Tavsheden og afstanden mellem mig og gruppen er her naesten pinagtig. Jeg har igen forsoegt mig med bonjour uden egentlig respons og staar lidt akavet vaek fra gruppen. De ved vel naeppe hvad der foregaar og er maaske sure over, at jeg leacher/haegter mig paa deres guide. Hvorom alting er, saa starter den foerste egentlige kommunikation med dem foerst i 5900 kl. syv om morgenen og kun med en af dem. Vi er her naaet til en minitop og mangler nu det sidste teknisk svaere stykke. Den langsomme bliver fulgt ned af en guiderne, da han ikke kan mere. Jeg spoerger indtil om de kender hoejden og faar lejlighed til at fortaelle halvdelen af grunden til jeg er med. Jeg var med en gruppe igaar og saadan. Men ingen hoerer efter...AJA!
Vi fortsaetter opad. Hurtigere tempo terraenet taget i betragtning. Det foerste stykke foregaar paa toppen af en bjergryg fra vestsiden af stok kangri. Her maa haenderne af og til benyttes for at holde balancen og mine stave kommer mig til fin hjaelp. Efterfoelgende gaar vi ned paa venstre side af bjergryggen og foelger den rundt til venstre paa en relativt stejl snaedaekket skraaning. Til slut er der igen en smule, hvor man skal holde fast, hvorfra der kun er 10-15 hoejdemeter til toppen. Symptomatisk for turen saa hjaelper de hinanden her, da der er et stykke, hvor man kan bruge en haand (i al fald, hvis man er 50). Men da jeg kommer til er alle paa vej mod toppen....dejlige mennesker. Min kommunikation med resten af gruppen starter, da jeg bliver bedt om at tage gruppefoto af dem og guider paa toppen. Jaja - det kan jeg da godt. Faar endda en af dem til at tage et billede af mig med mit engangs! Wow. Ikke mere brok om gruppen lige nu. Det kan lyde som om, det har gaaet mig meget paa, men jeg havde aerlig talt mere end nok i udsigten og kunne fint koncentrere mig herom. I 5900 var vi indelukket i skyer. Det var vi ogsaa paa toppen. Men saa - hold da fast! Der er squ udsigt til Bagsvaerd soe og jeg ved snart ikke hvad! - skyerne aabner sig og Zanskar bjergene i vest vaelter frem i al deres magt og vaelde (Gik der med Jeppe). De er raa, bestraalet med morgensol (kl. er halv ni) og udsigten er simpelthen bare smukkere, naar man ikke kan komme hoejere op. Skyerne aabner sig ogsaa laengere mod syd, hvor de store gletcher klaedte bjerge, som vi har overnattet i naerheden af taarner op. Ogsaa de er dog mindre end Stokken! Mod nord kan man pludselig ogsaa se en smule, hvor Stokken gaar stejlt, stejlt ned og jeg har taget nogle haablaase billeder af mig selv. Foelelsen og fornemmelsen er fantastisk heroppe. Aandedraettet har der ikke vaeret besvaer med og pulsen har vel naeppe oversteget 100, mens jeg har gaaet med franskmaendene. Jeg snakker lidt med de to resterende guider, som er helt anderledes venlige overfor mig og endda foreslaar at vi kan goere noget saadant igen en anden gang (de har afslaaet betaling for at tage mig med - muligvis da min startpris var for lav, men alligevel!). Men hov - franskmaendene begynder at tage crampons paa. Der er gaaet tyve min. De har taget deres billeder, naaet deres top paa over 6000 og vil ned igen!!! Jeg er maalloes, men maa makke ret. Vil gerne foelges med nogen nedad, saa der er intet at goere. Selv havde jeg foretrukket at blive i flere timer, da der ikke er koldt, naar der er sol og vinden ikke er slem. Og det kunne jo vaere, at skyerne forsvandt helt paa en gang og ikke blot pletvis (hvilket rent faktisk skete). Naa. Mere venlig og medmenneskelig adfaerd fra deres side. De reber sig op (binder sig sammen med reb, saa man ikke falder langt, hvis man glider) og tilbyder guiderne at komme med. De takker nej, da de er erfarne og det ikke er noedvendigt. Til mig bliver der hverken henvendt ord eller blik...
Hertil skal siges, at jeg absolut ikke selv anser det for noedvendigt med reb og har fint, fint styr paa det med crampons og stave. Men de maa jo aabenbart selv mene det er noedvendigt siden de goer det. Og foretraekker altsaa ikke at have mig med...EGAL.
Mens de haster ned stopper jeg hele tiden og nyder den smukkere og smukkere og mere skyfrie udsigt. De holder en pause ved 5900, hvor jeg indhenter dem igen. Taler lidt med manden fra de forrige 5900, som er den eneste jeg har nogen kontakt med. Turen gaar videre ned og er ellers rimelig begivenhedsloes. Kl. tolv naar jeg camp efter at have efterladt dem med deres juice i advanced. Spiser, taler med en venlig tysker (som maaske leverer billeder til siden), hviler en tyve min tid og pakker telt ned. 14.35 forlader jeg basecamp i haab om at naa ned til Stok inden 18. Vi brugte 7 en halv time op, inkl. en times frokostpause.
Benene er friske, men oejnene kraever soevn og maa tvinges aabne. Turen ned foregaar i rask tempo med de 16-17 kg paa ryggen og med to pauser. Jeg naar det lige akkurat. 17.50 ankommer jeg i Stok, hvor jeg - i stedet for bussen - faar et lift til Choglamsar uden for Leh og tager en bus derfra. 3550 hoejdemeter uden soevn. Det er ny rekord for mig. Ligeledes er de 6130. Og 5300 hoejdemeter paa to dage er ogsaa en del. Alt i alt kunne det maerkes naeste dag i Leh i baade foedder og balder. Grunden til min en dags nedstigen var en aftale med de andre stok kangri folk om at moedes til spisning. Godfather oel til deling og bedre selskab end det franske ventede mig. Dejligt.
Og - hvis nogen skullle vaere i tvivl - fransken formaaede ikke at oedelaegge stokken. Det er den mest fantastiske udsigt jeg nogensinde har haft. Og det var kulden og alting vaerd. Og tilmed billigt. Brugte vel under 100 kr inkl. mad, teltplads og cramponsleje (maaske endda kun 70). Lidt billigere end vort trek var Jeppe?

Alt herfra - Eline kommer om faa timer og skal hentes med en endnu ikke bestilt taxa. Hun er desvaerre forsinket...

billeder?

2007-09-20T06:00:00.000-07:00

Kaere Alle.
Jeg har vaeret saa heldig at fremskaffe nogle billeder, som jeg har paa cd. Jeg ved ikke om det er muligt at laegge dem fra cd og ud paa bloggen, men jeg vil proeve. Alternativt kan en kontaktperson hjemme i DK melde sig til at videredistribuere. Det er naeppe den sjoveste opgave, saa vil ikke paa forhaand paalaegge nogen ansvaret.
Af billeder har jeg p.t.: To cd'er fra mit trek Rumtse-Tso Moriri fra to forskellige kameraer. Jeg er med, men ikke i fokus. En cd fra Stok Kangri. Jeg er ikke med, men har gaaet paa de samme steder. Har gemt billederne til Eline kommer, saa ved ikke engang om de er gode. Men formoder. De er fra tyske Ingo og Olli.

2007-09-19T07:19:00.001-07:00

Hej Von Zinck og alle jer andre derude som efterspørger billeder på bloggen. Anders har så vidt jeg ved ikke noget kamera med til Indien. Derfor begynder der først at blive lagt billeder ind når jer kommer. Men planen er da at I skal kunne se hvad det er vi går og laver og hvor vi gør det, og ikke kun skal læse om det:)
Kh Eline

'hjemme igen'

2007-09-19T03:16:00.000-07:00

Kaere Alle.
Sidste trek i Ladakh er nu tilendebragt. Kan vaere, at jeg skriver mere herom i aften, men indtil videre vil jeg vente til imorgen, hvor jeg har en hel dag i Delhi. Og man kan altsaa ikke foretage sig det store der, saa derfor venter jeg og nyder i stedet min sidste tid i fantastiske Leh.

Husk DR2 fredag 22.05 - Gustav, min svoger, underholder.

Markha

2007-09-11T10:41:00.000-07:00

Kaere Alle.
Der blev desvaerre ikke tid til at faerdiggoere fortaellingen om Stokken i denne ombaering. Men den kommer ud enten d. 19 eller 20. sammen med en fortaelling om Rumtse-Tso Moriri. Den tyvende er jeg i Delhi, hvilket vil sige, at jeg ikke har bedre at give mig til end internettet. Den 19. er sidste dag i Leh, saa det bliver nok ikke til den store fortaelling der, da der stadig er ting jeg gerne vil se her.
Hvorom alting er, saa gaar turen imorgen afsted paa det mest populaere trek i Ladakh. Turisterne er heldigvis ved at vaere vaek herfra, hvorfor jeg har valgt dette tidspunkt til trekket. Populariteten vidner forhaabentlig om et godt trek. Jeg er bevaebnet med en daarlig kopi af et topografisk kort. En mindre bog - inkl. et kort - om og over trekket samt Lonely planets beskrivelse af trekket.
Overnatning er planlagt til de saakaldte homestays. Google dem og i kan laese mere derom. Kort fortalt er det en seng med to maaltider. Og en vis del af det man betaler gaar til at bevare dyre og plantelivet i regionen. Hvem der bestyrer homestays gaar paa tur mellem landsbyens fattigste. Det er muligt at der ogsaa bliver et par overnatninger i et improviseret telt i form af mit 'footprint'. Footprintet er en slags beskyttelsesunderlag til mit egentlige telt, som jeg ikke tager med af vaegthensyn og fordi jeg gerne vil proeve homestays. Det er akkurat bredt nok til at spaende mig, min sovepose og i fodenden min rygsaek inde i en tre meter lang poelse. Men nu faar vi se, hvor meget vejret tillader og hvor glad jeg er for homestayens komfort. Foreloebig er vejret ret skyet og koldt og har vaeret det fra og med jeg tog afsted mod stokken. Det er naesten efteraar og jeg gaar rundt med hue i Leh. Det regner endda lidt....! (der falder normalt under 50 mm i Leh pr. aar. Nogle siger endda at der kun falder 10, men jeg tror der er faldet over 10 mens jeg har vaeret her). I kan utvivlsomt finde beretninger om Markha valley paa nettet, da en hel del mennesker maa have vandret den. Jeg satser paa at tage den paa 6 eller 7 dage i stedet for de normale 8. Jeg har kun syv, hvis jeg vil naa mit fly, saa der er ikke saa meget at rafle om. Men det skulle bestemt vaere muligt, at skaere en dag eller to. Hvis jeg formaar at skaere to giver det mig tid til en smuttur til base camp paa Kang Yatse (hvilket ikke betyder, at jeg spontant begynder at bestige det - ved udmaerket at det kraever saavel udstyr som planlaegning). I oevrigt kommer jeg naeppe til at vandre trekket alene, da jeg idag har set saavel en bureaureklame for afgang d. 12 til Markha Valley trekket, samt moedt to israelere som ogsaa tager afsted fra Stok imorgen paa uafhaengig vis.
Ellers er alt vel. Til de der har faaet beretninger om min indgroede taanegl kan jeg berolige med, at jeg har vaeret ved laegen idag, som siger god for vandring nu, men at der maaske skal skaeres noget af neglen af paa et tidspunkt, hvorefter jeg maa holde mig lidt i ro en uges tid. Saa det maa altsaa vente.

Vil smutte nu, da jeg skal op om 7 timer og mangler pakning. Beklager at jeg er lidt langsom med beretningerne, men der er altsaa andre ting at give sig til herude. Og internettet er langsomt...

Bedste hilsener
Anders

Stok Kangri. Foerst var de seks. Paa toppen var der en.

2007-09-10T05:14:00.001-07:00

Kaere Alle.
Saa er det blevet tid til en ny beretning. Denne gang om Stok Kangri. Som allerede tidligere fortalt var vi en gruppe paa seks. Fine fyre. Er specielt glad for Eyal fra Israel og 30 aarige Mark fra Syd-afrika. Vi tog bussen tidligt morgen efter en hektisk pakkeaften og fire en halv times soevn til mig. Planen var at tage Stokken (6130 ca.) paa fire dage. Foerst op til Mankurna base camp i 4500. Derfra videre til den egentlige base camp i ca. 5000. For saa samme nat at begynde opstigningen og holde fri naeste dag i basecamp. Planerne blev noget aendrede undervejs, men begivenhederne forloeb paa foelgende maade.
Lastet med 15 kg, da jeg ogsaa har mad med til en eventuel Markha tur, begiver vi os op af dalen fra Stok. Vi krydser en del smaa stroemme og har fantastisk udsigt hele vejen op til foerste camp. Kemien i gruppen er glimrende og vi holder en god times frokostpause undervejs, hvor vi indtager nuddelsuppe, te med tsampa og te. Bjergene paa vej op er spidse og takkede som jeg kan lide dem. Mange steder er der lange lige raekker af klippespalter. Imponerende. Ved tre-tiden ankommer vi til base camp, som er foruroligende kold i betragtning af den relativt lave hoejde (I parentes bemaerket har min mave opfoert sig underligt hele dagen). Vi fryser en del og spiser lidt mere - faar baade maggie (nuddel) suppe og ris og dhal (linsesuppe). Efter en haard, men hurtig opstigen - specielt bagagen taget i betragtning - gaar vi tidligt til ro i det kolde overskyede vejr. Et par timer efter vaagner jeg. Kl. er kun halv elleve. Maven igen... Oeeeej. Skynder mig ud af teltet og naar op paa en naerliggende sti, hvor det fosser ud. Diare igen...! Ikke paa Stokken taenker jeg. Naa - ligger mig til at sove igen og vaagner saa kl. seks til en ny omgang. Har ikke feber, men er kold og har det halv skidt. Foeler mig svag. Jeg bliver oppe og mit telt (Mark (antropolog) og Matt (briten, 27, bachelor i historie, master i social policy) goer mig selskab et par timer senere. Stemningen er noget kun trykket. Vi er 1500 meter fra toppen. Det har regnet hele natten - selv mit indertelt er blevet vaadt. Forhaabentlig fordi vi ikke har sat teltet ordentligt op. Mark er den af os, der har det ringeste udstyr med. Et par almindelige kondisko, som han ganske vist har trekket en del i. Og stort set intet varmt toej. Han overvejer kraftigt at gaa ned, da han umuligt kan naa toppen under de betingelser vi har nu. Ydermere har der vaeret skyet paa toppen tre dage i traek, saa det er i allerhoejeste grad et spoergsmaal om der overhoevedet er noget at se. Selv jeg overvejer kort om det er vaerd at fortsaette - de daarlige vejrudsigter og maven taget i betragtning. Jeg beslutter mig dog hurtigt for at give det en chance til naeste basecamp, mens Mark ender med at drage ned igen. En skam. Det andet telt moever sig langsomt ud kl. 9.30 efter vi har vaekket dem. Dagen fortsaetter i graazonens tegn i det vi alle - undtagen Matt - foeler os svage og langsomme op mod naeste base camp til hvilken vi bruger to en halv time. Jeg har taget en diare pille og de sidste ti min. af dagens trek foeler jeg mig lidt staerkere igen. Senere paa dagen vender kraefterne i endnu hoejere grad tilbage og Matt, Aviv og jeg tager en aftentur op paa naermeste bjergryg i ca. 5300. Fantastisk udsigt ned over dalen hvor Stok og Leh er og til de bagvedliggende og solbeskinnede bjerge. Ydermere er der adgang til den foerste sne.
Til vores store overraskelse og fortrydelse er te, maggie og ris teltet lukket paa denne basecamp. Vi har ikke planlagt at dette, da vi er blevet fortalt, at vi ikke behoevede at medbringe mad. Vi har lidt tsampa, 6-8 pakker maggie) samt mit forraad til Markha turen bestaaende af smaa halvanden kg havregryn, et halv kg kaschewnoedder, en pakke danske nudler paa 250 g, to pakker kiks og 12 chokolade bars (de sidste ting var ogsaa til Stokken og hvad angaar de foerste foretrak jeg at vente med at bruge dem til en noedsituation). Vi gaar fra koekken telt til koekken telt i haab om at faa noget varmt vand til nudler og maggie. Dette faar vi til frokosten. Men hvad med aftensmaden? Alle har tilsyneladende kun lige akkurat nok Kerocene (braendstof), hvorfor de ikke kan undvaere noget til vores maggies eller give os mad-rester. Til alt held er der en amerikansk gruppe deroppe, som giver os resterne af deres mad. Og hvilke rester! Pasta med ost, en halv pizza og en kotelet til koedspiserne. Suppleret med lidt tsampa bliver alle maette og vi laegger os veltilpasse til at sove halv ni. Planen er foelgende: Der er en gruppe paa to der skal op med guide samme nat. Vi har tilbudt at betale for guiden, men de vil ikke have andre med, da risikoen for at nogle bliver syge og alle derfor skal ned naturligt nok foroeges desto flere man er. Guiden siger god for at vi bare kan foelge med uden at vaere en del af gruppen, men ogsaa det har de to noget imod uvist af hvilke aarsager (herfra bruger jeg den term vi siden har betegnet dem med 'the bastards'). Vi faar imidlertid oplyst (ikke mig, saa jeg ved ikke hvor fra), at der er afgang kl. 1.00, hvorfor vi selv staar op 0.15 til en omgang kiks og tsampa for mit og Eyals vedkommende, mens resten noejes med kiks (vi er af en guide i Leh blevet anbefalet ikke at spise, da man risikerer at braekke sig. Jeg har dog altid haft det bedst med mad i maven og er fuldt ud akklimatiseret, hvorfor jeg ignorer raadet). Vi spiser inde i mit telt og jeg forhoerer mig, om der er nogen spor af the bastards. Eyal svarer benaegtende. Til vor store fortrydelse er de andre godt oppe af foerste pas da vi kommer ud af teltet. Eyal maa have overset dem og de maa vaere stukket af sted halv et for at snyde os (dette er foerste del af bevaeggrunden for termen - den naeste er vaerre og goer termen fuldt ud berettiget). Vi forsoeger at skynde os, men de er allerede over foerste pas, da vi saetter afsted 1.10. Vi har et kort at gaa efter. Frusteret over den manglende guide forsoeger jeg at pace tempoet i vejret, men kraefterne i gruppen er ikke til det. Der er baelgmoerkt og det sner en smule. Temperaturen er vel minus 10 hernede og minus 15-20 stykker laengere oppe. Tempoet er for lavt til at give mig og de andre varmen. Kroppen fryser ikke, men det goer foedder og haender i den grad. De er hos os alle stort set foelelsesloese trekket igennem. Vi kan af og se the bastards pandelamper og kommer en kort overgang naermere. Aviv, Eyal og Alex er imidlertid alle traenet i det israelske militaer - Aviv som kriger -, hvorfor de er gode til at foelge spor. Aviv danner fortrop, mens jeg danner bagtrop og tager mig lidt af Alex som allerede om aftenen havde foelt sig lidt utilpas. Det er utvivlsomt hoejdesyge. Han har - saa vidt jeg ved - opholdt sig smaa to uger i Leh inden, hvor han mest har roeget sjove ting med israelske venner. M.a.o. ikke den bedste optakt. Vi krydser gletcheren uden problemer i det de andres spor er klare at foelge. Derefter foelger en slalom agtig opstigning af smaa sving med 2-3 meters mellemrum. Alex bliver svagere og svagere og tager efterhaanden en mini pause i hvert sving. Da hans engelsk ikke er glimrende og mit hebrew er fraavaerende kalder jeg Eyal ned som bagtrop for at vi kan vaere mere obs paa hans tilstand. Vi tager en del pauser og har helt opgivet at hente the bastards. Vi foelger dog stadig deres spor indtil de fortsaetter ud paa en stejl sne belagt skraaning, hvor Aviv glider paa de foerste meter. Vi beslutter at denne er for farlig for os, hvorfor vi i stedet fortsaetter af en stejlere skraaning med sne og sten. Af og til holder vi 'krammepauser', hvor vi forsoeger at varme hinanden i den kolde nat. Lyset naermer sig. Kl. er fem. Alex har det bestemt ikke bedre. Kort efter ser vi de andres lygter - nu paa vej nedad. De kan ikke have noget toppen allerede og det giver ydermere ingen mening at gaa ned inden det bliver rigtigt lyst. De passerer tyve meter under os og der er ingen chance for, at de ikke har set os med vores pandelamper. Deres efterfoelgende fotosession afsloerer ogsaa, at det ikke kan vaere mangel paa energi og overskud. Hvad der sker er, at de passerer os uden en lyd. Vi raaber hallo ned til dem. De svarer hallo og fortsaettter. Vi raaber - can we talk? De fortsaetter. Vi raaber: Why are you going down? hvortil de endelig svarer: It is too dangerous up there. Vi spoerger om uddybning og faar at: It is impossible to climb it today til svar, hvorefter de fortsaetter. Bastard termen skyldes altsaa, at de kun meget modvilligt gav os denne ret saa vaesentlige info og utvivlsomt var fortsat ned uden at sige en lyd, hvis vi ikke havde insisteret paa lyd (Da jeg konfronterer dem med det nede i base camp virker de blot uforstaaende. Hvorfor sige at det er farligt??)
Givet denne information og Alex tilstand - hans haender goer nu ondt - tager vi den fornuftige beslutning at gaa ned. Kl. er halv seks og der er ved at vaere lyst. Hele toppen er desuden daekket af en sky, som vi staar i. Eyal skynder sig ned med Alex, mens vi andre tager den mere med ro og i den grad nyder solens straaler paa de omkringliggende bjerge. Fantastisk. Samtidig varmer det vores kolde kroppe. Det er saaledes ikke med en nederlags foelelse vi gaar ned fra ca. 5850, men med en form for at vi trods alt har opnaaet noget. Jeg er mig dog fuldt ud bevidst om, at jeg stadig gerne vil op, mens de andre virker til at vaere tilfredse. Vi ankommer til camp kl halv ni-ni og hviler et par timer inden vi beslutter hvad der skal ske. Alle de andre vil ned...Eyal vil ej heller med videre paa Markha, da han gerne vil bestige et andet 6000 meter bjerg to dages koersel syd for Leh i naerheden af Manali. Noget jeg daarligt har tid til, da jeg har fly fra Leh.
Efter grundig overvejelse og fund af en ny guide, som indvilger i, at jeg kan gaa med hans gruppe, som gaar fra Advanced base camp i 5300 m lige ved gletcheren kl. to naeste morgen, beslutter jeg at blive og give Stokken en ny chance. Jeg har ikke bedre at give mig til. Og Jeppe kan bekraefte, at Stokken har beskaeftiget min bevidsthed siden 12-15 august. Hvorfor saa give op pga. daarlige vejrbetingelser og nogle trekking partnere der ikke er parat til en dag mere? Jeg ser ingen grund. Og hvad skal jeg tilbage til Leh for? Jeg mangler ikke dage. Ergo - Stokken faar en ny chance. Opfoelgning foelger

Stokken og Markha

2007-09-05T11:21:00.000-07:00

Kaere Alle.
Saa er det allerede afgang igen. Desvaerre er der ikke blevet tid til en fortaelling om det netop overstaaede trek, men jeg lover det kommer paa et tidspunkt. Turen til Stok Kangri er allerede beskrevet i en tidligere mail. Det er den jeg skal ud paa imorgen. Gruppen er eksploderet idag og vi er endt med at blive seks. En brite, en sydafrikaner, 3 israelere (deriblandt Aviv og Eyal) og mig. Vi hyrer en guide til selve bestigningen, men tager det ellers stille og roligt.
Jeg ved endnu ikke hvad der sker efter bestigningen. Maaske tager Eyal og jeg videre paa Markha Valley trekket, som er ca. 8 dage. Der er altsaa tale om 12 dages tid i alt fra imorgen af. Men maaske tager jeg en enkelt dag i Leh inden Markha. Kang Yatse er endnu ikke helt ude af billedet, men i givet fald kommer jeg helt sikkert tilbage til Leh inden.
Der er altsaa nyt herfra om enten en 5-6 dages tid eller 12-13 dage. Senest d. 19 lader jeg hoere fra mig. Og som altid goer jeg ikke noget farligt, saa der er ingen grund til bekymring.
Beklager jeg ikke naar at skrive mere. Skal hjem og pakke nu og op om 6 timer. Bliver en traet dag imorgen, men vi har vist kun fire timers vandring.

Godnat

beretning om trek 1 med jeppe, del 2.

2007-09-04T21:49:00.000-07:00

Foerst en rettelse. Jeg mente naturligvis Eros Poli, den 194 meter hoeje italiener som i midt halvfemserne, vist i 94, vandt paa det skaldede bjerg efter at have haft 20 min forspring ved foden. Havde - meget overraskende - stadig ca. 10 da han naaede i maal.
Jeg vil ikke skrive saa forfaerdelig meget mere om foerste trek, men dog lige forsoege at afslutte. Trekket er et af de haardere i omegnen - saerligt pga. de mange pas og de lange dage. Det anfoeres som moderate-demanding i lonely planet, hvilket er den fjerde haardeste kategori ud af 5. Alligevel gennemfoeres trekket ogsaa af 40-50 aarige turister. Vi saa saagar en 25-30 kg overvaegtig tysk kvinde i trediverne (langsomste medlem i tidl. naevnte tyske turistgruppe, som vi overhalede paa Purfi La) gennemfoere trekket. Ikke uden problemer, men alligevel... det goer ikke ligefrem min og Jeppes praestation til noget storslaaet. Omend vi selvfoelgelig baade bar mere og gik hurtigere. Men aja. Man skal ikke sammenligne men maale med sig selv.
Jeg vil nu fortaelle om turens haardeste dag for mig.

Dagen foer havde vi en meget let dag til Lingshet, hvor vi haabede at traeffe Dalai Lama. Af uvisse aarsager syntes helikopter piloten dog ikke at det vindstille, skyfrie vejr var til at flyve i, hvorfor landsbyen ikke fik det besoeg, som de havde forberedt sig paa og bygget op til i over en maaned. Stor maa skuffelsen have vaeret. For Jeppe og jeg var det ikke saa slemt. Vi var ganske vist staaet op foer fem og spurtet afsted for at naa ham i tide. Men ingen af os er buddhister eller specielt spirituelt soegende, saa vi gjorde det mest fordi han nu 'var der'. Ceremonien, dragterne, ventetiden osv. var ogsaa interessant at opleve. Naa - naeste dag gik op over turens utvivlsomt stejleste pas - Honuma La - i ca. 4700 meter. De foerste par timer gik med at gaa op og ned af stejle skraaninger og vi har formentlig gaaet 600 hoejdemeter inden vi kom til passet.
800 meter stejl, stejl stigning ventede. Vejret var ikke videre opmuntrende. Graat og lettere regnfuldt samt koldt. Stigningen kan bedst beskrives paa foelgende maade: Find en stejl mudret stigning med loese sten. Lad haeldningsprocenten vaere saa stejl, at du ikke kan faa haelene i jorden uden at straekke i laegmusklerne - som oftest kan du slet ikke faa haelene i eller i bedste fald kun 'dal'haelen. Ergo gaar du paa taaspidserne og det yderste af foden. Saaledes fortsaetter det opad i ca. to timer inden du endelig naar en meget kold og vindblaest top. Eneste sted hvor det ikke er stejlt er et lille plateau med en fantastisk udsigt efter de foerste 5-6 kvarter. Resten er naadesloes stigning. Dette var for mig fantastisk, da jeg foretraekker denne type bjerg frem for et bjerg der bare lader dig komme op af en lang og mild stigning. Honuma La er efter min mening kmere aegte i kraft af sin naadesloeshed. Paa andre bjerge og pas kan du - hvis du er i form - disponere som du lyster. Saette tempo op og ned, tage en lille sprint osv. Honuma La byder dig at disponere, at finde dit tempo og rytme. Uden dette gaar man kold. Det lykkedes perfekt for mig og Jeppe og vi havde begge en glimrende optur. Naaede toppen halv tolv efter ca. fire timers vandring. Derefter ventede nedstigningen. Mine knae var ikke gode, men det gik. Muligvis pga. kulden, muligvis pga. den stejle stigning, var maven meget sulten allerede inden passet blev naaet. Vi havde tre aeg med til hver, men de to var daarlige, saa vi maatte noejes med to hver - et paa opstigningen og et paa nedstigningen. Det er langt fra nok for mig. Langsomt men sikkert kan jeg maerke hvordan kroppens sidste energirester opbruges og sulten tager til. Jeppe er ok og saetter teten. Vi kommmer til en sne-bro!! over en stroem i ca. 4300 meter. Meget overraskende. Og sjovt at gaa paa. Efter denne tager nedturen til i stejlhed og mine knae tager til i oemhed. Vi aner ikke hvor hverken camp eller Stan og Zin er. Vi aner derfor heller ikke om der er en time eller tre timer igen. Energiloesheden tager til for mit vedkommende og jeg gaar udelukkende paa viljen (det samme som Rolf koerte paa i loebet af 90'erne, saa det skulle vel ikke vaere saa ringe endda:)). Mit eneste fokus er at holde koncentrationen i det meget kuperede terraen fuldt af store loese sten. Som at gaa paa en mole. Det er i de situationer, at man risikerer at vride om. Endelig! kl ca. halv tre naar vi til Snertse camp, hvor vi skulle overnatte. Men ak...ingen spor af Stan Zin og aeslerne...
Til gengaeld er der nogle franskmaend, som vi forsoeger at koebe chokolade af. Det vil de dog ikke tillade, men giver os i stedet tre chokoladebars. Jeppes viser sit storsind og overskud og giver mig hele den foerste (inden vi vidste besked om, at der var to mere paa vej). Vi deler yderligere en og gemmer den sidste som noedreserve. Forhoerer os om ruten og distancen til naeste camp. Godt en times gang. Foerst 100 meter op og siden 400 meter ned. Problemer? Nej - jeg er som forvandlet. Folk der ved noget om energi vil nok sige, at chokoladen naeppe kan virke i loebet af et minut. Det er muligvis rigtigt. Men bevidstheden om at have energi gjorde, at mit humoer og min styrke var helt forhandlet. Jeg var parat til at gaa i yderligere fire timer. Overtog rygsaekken fra Jeppe, som havde haft den siden passets top. Fire timer viste sig ikke noedvendigt, da vi halvvejs oppe af stigningen hoerer raab fra campen, som vi lige har forladt. To skikkelser der kunne ligne Stan og Zin staar og vifter lidt med armene. Efter nogle min. overvejelse naar vi til den konklusion, at det nok er dem og vender om. En god halv times ekstra gang blev det til. Jeppe faar fornoejelsen af at uddele skideballen. Vi kunne let vaere fortsat uden for syns og hoerevidde. Det maa vaere deres job at holde oeje med hvornaar vi ankommer til camp, hvis de selv har skjult sig. Kritikken bliver ikke vel moedt og en maerkelig stemning hersker de naeste par dage. Saerligt fra guidens side. Det viste sig, at de havde siddet og drukket te i et lille stenhus. Jeg kikkede ind, men kun i foerste rum. Vi befandt os mindst fem min. i campen i snak med franskmaendene. Hvorom alting er - vi ankom til camp og oenskede blot at forebygge lign situationer i fremtiden, hvad guiden altsaa ikke broed sig om. Skaarene er blevet klinket siden.
Jeg vil stoppe nu og ud og se lidt af Ladakh festival.

Bedste hilsener
Anders

Trek 2, Uden Jeppe

2007-08-26T10:31:00.000-07:00

Kaere Alle.
Saa er naeste trek endelig faldet paa plads. Jeg afstod fra den umiddelbare fristelse og valgte i stedet den sikre loesning. Alt sammen af hensyn til jer og mit loefte om ikke at kaste mig ud i nogen form for fare.
Fristelsen var foelgende: Et selvorganiseret trek af to israelere, hvor den ene lige har faerdiggjort 1 maaneds bjergbestigningskursus. Vi skulle baere alt selv, goere alting selv osv. M.a.o. den type trek jeg gerne vil ud paa (og billigt!) Eneste problem var saa, at det var lidt mere end et trek. Der var tale om en bestigning af Kang Yatze paa 6400 meter. Meget stor fristelse. Eventyr, udfordring, selvorganiseret, toppen af poppen osv. Men altsaa - ogsaa noget der kraever isoekse, crampons og reb. Og helst en smule erfaring. Jeg har ikke totalt udelukket at goere det paa et tidspunkt. Men saa bliver det med en guide der har proevet turen foer. Og efter jeg selv har proevet crampons paa Stok Kangri. De to israelere virkede begge staerke og bjergkurs fyren kan utvivlsomt sit kram (forskellige trekking agencies har paa min forespoergsel forsikret, at 1 maaneds kursus er alt rigeligt til at lede to der aldrig har ageret bjergbestigere foer. Meeeeen....). Derudover har han selv faaet at vide, at det ikke er et teknisk bjerg (af sine oplaeringsguider), hvilket ogsaa bekraeftes af, at hovedparten af de trekking bureauer jeg har forhoert mig hos, har sagt, at jeg godt kunne gaa med. Men - som sagt - hensynet til mine kaere endte med at veje tungest. Jeg ville ikke have I skulle bekymre jer og vil heller ikke lyve om hvad jeg laver herovre. Og selv om bjergkursus fyren virkede til at kunne sine bjergtricks, saa kender han ikke bjerget og kan vist hoejest beskrives som minimalt erfaren og uerfaren i at lede andre. Ergo - enten slet ikke eller med en mere erfaren og hjemmevant guide. Som skrevet ovenfor siger bureauerne jo ikke, at jeg ikke skulle kunne goere det. Det er saaledes primaert min egen voice of reason der i stedet har foert mig paa et dyrere, package tour gruppe trek.
Sagen er den, at jeg mangler trekking-partnere. Den endnu ikke klatre proevede Kang Yatse israeler (Aviv) var meget, meget taet paa at tage med mig til Rumtse-Tso Moriri, men endte saa med at finde bjergkursus israeleren i stedet, som gerne vil med Aviv paa det trek Aviv allerhelst vil, hvilket jeg desvaerre lige har gennemfoert. Da jeg ikke oenskede at tage til Rumtse alene, finde en lokal hestemand og en hest og saa gaa paa ottes dag trek med en ikke-engelsk talende eller forstaaende hestemand, som jeg tilmed risikerer kalder og behandler mig som sin master. Det ville vaere noget lidt andet hvis vi var to, men det er vi ikke, trods intens soegen fra min side.
I stedet er jeg endt med en tur med en ung brite, et fransk eller israelsk par og en fransk eller israelsk kvinde omkring de fyrre. Trekket bliver utvivlsomt fantastisk! Der er 5 eller 6 pas. Tre over 5000. To soeer. I kan formentlig se billeder og faa beskrivelser ved at google Rumtse- Tso Moriri. Det anbefales af samtlige bureauer, som et trek jeg skal lave paa foranledning af min forespoergsel om der var nogen de saerligt kunne anbefale. Paa trods af trekkets storslaaethed, er det ikke overrendt. Talte lige med en engelsk kvinde og de eneste de havde moedt var en trekking gruppe, der var rejst samtidig. Samtidig er der meget faa landsbyer paa vejen. Og kun ganske faa 'parachute' telte (telte lavet af haerens faldskaerme, hvor der saelges te, kiks, chokolade og nogle gange lidt ris), hvilket altsammen bidrager til at goere trekket mere oede og natur overlevelses-agtigt, hvad der passer mig glimrende. Trekket varer 7 dage og en dag til hjemtransport. Pris: 12000 R = lidt under 1700 kr. Taenk hvad jeg dog ikke betaler for at holde familien ubekymret!
Bliver til gengaeld formentlig mit sidste dyre trek - i hvert fald inden Eline. Planen er at tage Stok Kangri og Markha Valley derpaa. Begge uden guide osv. Maaske en enkelt dag paa Stokken. Hvis jeg beslutter mig for Kang Yatze efter at have oplevet mini-suset paa Stok, bliver den tur selvfoelgelig ogsaa lidt dyr. Men nu faar vi se.
Dette er i al fald planen p.t. Og jeg glaeder mig sindssygt meget til ENDELIG at komme afsted. Hvis nogen skulle vaere i tvivl er det meget frustrerende at vaere paa vej til Stok Kangri for derefter at tilbringe to dage i uvished, om hvad der overhovedet sker. Samtidig kunne jeg se, at tidsplanen blev mere og mere stram og hvis jeg var uheldig ville jeg slet ikke have tid til to treks mere efter dette. Men jeg tror skyerne fjerner sig fra horisonten og mit sind nu. Men det er godt nok laenge at gaa uden trek, naar det udelukkende er det jeg er her for. 4 dage er ogsaa laenge at gaa rundt som en levende reklame (med foelgende ordlyd: Stok Kangri, Low budget, interested? Come and talk with me' og det sidste doegns tid: Rumtse- Tsoi Moriri or Phyang-Hundar. Interested? Come and talk) af de samme gader, de samme veje, ind paa de samme restauranter og butikker og internet-cafeer - alt sammen for synlighedens skyld og for at vaere der hvor turisterne er. Har godt nok vaeret traet af det idag hvilket er det, der har faaet mig til at indvilge i, at betale det monstroese beloeb af 1700 kr for 7 dages trekking. Det goer det heller ikke nemmere at vaere levende reklame, naar det i denne ombaering ikke baerer frugt og jeg ikke har haft Jeppe at gaa rundt med.
Transporten er i oevrigt ogsaa lidt dyr (1000 kr for hele gruppen hjem). Og bureauet skal jo tjene penge - aabenbart paa mig!!! Saa det er vel ok. Sikker paa jeg faar et super trek. Og haaber paa det er nogle super mennesker. Nu faar vi se. Endelig er der den utroligt gode feature, at dette trekking bureau baerer navnet ecological footprint - hilket betyder at de i modsaetning til de andre bureauer ikke efterlader eller braender skrald, men tager alt med hjem igen. Og medbringer lokalt dyrkede madvarer. Saa det er jo ogsaa vaerd at stoette lidt. OG JEG SKAL PAA TREK IGEN! Efter over ti dages toerke uden trek er det tid til at floden endelig igen skal bryde ud over sine bredder! AHHHHHH
Eline er meget velkommen til at laegge denne og en eller flere tidl. faellesmail ud paa bloggen. Gerne hurtigt, da folk ellers hurtigt stopper med at kigge om der er noget, hvis der ikke er noget.
Jeg skulle efter planen vaere tilbage d. 4, hvorefter jeg bliver en dag eller to i Leh til Ladakh festival inden turen gaar til Stok, Markha eller evt. Kang Yatse. Men, men - det er Indien og planer kan skride. Saa hav taalmodighed.

Knus og bedste hilsener
Anders

1 trek med Jeppe

2007-08-26T10:16:00.000-07:00

Kaere Alle.
Jeg kan forstaa, at der er flere der ikke er tilfredse med den indholdsmaessige del af mine beretninger og gerne vil have lidt mere fyld paa. Fx om hvad det er for en type trek vi har lavet og saadan. Det kan jeg saadan set godt forstaa, da det er forholdsvis lidt jeg har skrevet derom. Derfor foelger der nu en laaang beretning om vort trek.
Vi var rundt til forskellige bureauer for at finde det bedste tilbud. Trekking er ret dyrt mange steder herude, da man skal have aesler eller heste, en hestemand, en guide og evt. ogsaa en kok. Mange leverer faerdigpakkede ture, hvor du ikke skal andet end transportere dig selv over bjerget. De saetter telt op og ned, laver mad, kommer ind med varmt vand som du kan vaske dig i om morgenen, koger vand til dine vandflasker (pga. bakterierne) osv. Vi var interesseret i saa billigt og simpelt et trek som muligt - allerhelst bare os to - men endte med at naa til den konklusion, at det var naesten umuligt pga. de mange kg vi saa skulle baere i stor hoejde. Ergo fandt vi det billigste trek vi kunne finde. 3 aesler (endte dog med at have 4), en aeselmand og en engelsktalende guide (dette hverken lyder eller er saerligt simpelt, men mange andre steder ville give os 6-8 heste med, kok, guide, guidehjaelper etc.) Trekket blev i kontrakten sat til 15 dage af 1000 rupies pr. mand (1 R = 14 oere). Vi blev forsikrede om, at vi kun skulle betale for det eksakte antal dage vi trekkede, hvad der ikke noedvendigvis ville vaere 15. Dagen efter maatte bureauet indroemme, at vi ikke kunne faa en engelsktalende guide - paa trods af kontrakten - medmindre vi betalte 5000 rupies ekstra. Da vi havde hoert priser paa op til 4000 R pr. dag pr. mand, indvilligede vi, bl.a. ogsaa fordi vi begge havde diare og gerne ville kunne kommunikere eventuelle problemer paa trekket. Og der er en horseman ikke meget bevendt, da han kun forstaar ganske, ganske faa engelske ord. Den 6. august drog vi saa fra Leh (hovedbyen i det oestlige Ladakh) til Chiling i en taxi-jeep. Vi ankom et par timer senere ud paa eftermiddagen, bl.a. efter at have ventet paa at ti indere havde slaaet nogle store sten fra et stenskred i stykker, saa de kunne flyttes fra vejen. Vejen gik naturligvis langs flotte bjerge, stejle kloefter og forskellige floder. Fremragende!
Jeppes diare var forsvundet dagen foer og min stoppede mandag d. 6. Hvilket maa siges at vaere virkelig god timing. Ikke at man ikke kan trekke med lidt diare (saa laenge feberen holder sig vaek).

Naa - foerste dag gik med at proeve os selv af. Vi taenkte at benene ville have bedst af lige at proeve lidt bjerge inden vi kastede os ud i det egentlige trek og gik derfor bare op af bjerget ved den lille by Chiling, hvorfra vort trek tog sit udgangspunkt. Det gik fint, omend vi havde vore problemer med at finde stien. Vi fandt et lille peak (ikke paa toppen af bjerget, men en top paa vejen) og begav os ned igen. Her var vores hestemand kommet med aeslerne og guide og aeselmand gik i gang med at lave mad til os alle paa trykkogeren (den er noedvendig for at faa noget til at koge i hoejderne). Begge hedder Stanzin (udtales Stenzin) - hestemanden en meget tavs, lettere stenet, type, som kun arbejder i turistsaesonen. I foelge vor guide tilbringer han resten af aaret indenfor med sin familie, hvor han ryger en hel del biris (meget staerke cigaretter, der eftersigende giver hashlignende effekter) og vist ogsaa drikker lidt. Ufattelig rar, lille og sej, men lidt svaer at kommunikere med udover gloser som tea og camp.
Guiden er ogsaa lille, begge er de vel godt 160 og omkring 50 kg. Men mere en gavtyvslignende fyr med stort smil, store moerke oejne og et kaekt udseende forstaerket af hans boejede kasket. Ganske udmaerket engelsk, men ikke nok til ikke at give kommunikationsproblemer. Det blev dog bedre med tiden efterhaanden som vi laerte at forkorte vores saetninger og laegge ekstra vaegt paa saetningernes vigtigste ord og han samtidig bare blev bedre til at forstaa os.

Naeste morgen begav vi os ud paa trek. Jeg havde personligt oensket at vi startede med at gaa hver morgen 5.30 (da der begyndte at blive lyst godt fem og solens foerste straaler paa bjergene er de allerflotteste.) Dette blev dog afvist af saavel guide, hestemand som Jeppe, hvorfor vi i reglen tog afsted mellem 7-8 i stedet og saa bare stod op ved 5.30-6 tiden. Naar vi var hurtige tog det lige godt en time fra opvaagning til vi var afsted. Naar vi var langsomme tog det to. Der er en hel del sysler der skal naaes inden man kan gaa. Taskerne skal pakkes, soveposer, liggeunderlag, lagenpose ligesaa. Teltet skal tages ned og lige have lidt tid til at toerre. Maaske skal man paa morgentoilette, hvad der tager lidt ekstra tid, da man skal finde et afsides sted og saadan. Derudover er der morgenmad (for vort vedkommende medbragte havregryn med vand og sukker) og den obligatoriske te-drikning. Fantastisk te. Ved ikke hvad den hedder, men Jeppe har taget noget med hjem. Det kaldes blot for black tea eller milk tea - afhaengig af om man har maelk i eller ej. Hierakiet mellem guide og hestemand var at guiden godt kunne lide at blive lidt i soveposen og saaledes ofte var senere oppe end mig (Jeppe kunne ogsaa godt lide at blive i soveposen). Hestemanden (herfra Stan, guide = zin) lavede te, som vi enten drak i deres presenning te eller fik bragt ind i vort telt, hvis vi ikke var hurtige nok ude af poserne. Varmt vand til at vaske os i fik vi dog heldigvis ikke. Lidt om vort (mit) telt. Det er erhvervet paa koetilbud denne venter i friluftsland. De ti foerste maatte selv vaelge deres koetilbud, hvilket man saa fik til halvpris. En dejlig lun soendag eftermiddag i januar moeder jeg derfor op for at tage plads i koen. Jeg er nr.. 4 og derfor sikret mit tilbud. Alle de andre er fanatiske udstyrsfreaks, der ved alt om hele varekataloget uden at laese det. Jeg er ude for at koebe mit foerste virkelige udstyr (har en udmaerket sovepose og et par udmaerkede stoevler dog). Et telt. Letvaegt, saa jeg kan baere det. Veksler mellem to. Et marmot til 1800, dvs. 900, eller et Hilleberg telt til 5000, dvs. 2500, hvortil der dog ogsaa skal koebes et footprint til beskyttelse af teltet til 500 kr. Overbevist af udstyrseksperterne ender jeg med Hilleberg Nallo GT. tunneltelt, 3 personer, 2,8 kg, med en fantastisk apsis plads (bagage opbevaring). Det skulle eftersigende holde de naeste 15 aar, saa jeg satser paa det passer. Teltet er virkelig fantastisk. Det er forholdsvis nemt at slaa op (tager et kvarters tid, hvis man skynder sig lidt) og nemt at slaa ned. Med en hel del god vilje, kan man presse 3 personer ind i sovekabinen. Men den er perfekt til to. Og apsis er enorm og fantastisk og kan til noed rumme en ekstra person, specielt hvis denne er 160 hoej og inder (vor guide sov den sidste nat i apsis, da Stan drog tilbage). Utvivlsomt kan der ogsaa ligge tre indere i kabinen, men tre danskere er vanskeligt. To danskere og en inder ligesaa. Ikke mindst fordi jeg har investeret i et luksusliggeunderlag med dimensionerne 196*66*5. Efter i aarevis at have bygget en rede under det sted paa liggeunderlaget, hvor min maas og haleben befinder sig (som nogle af jer vil vide har jeg en udstikkende knogle omkring halebenet, der forhindrer mig i at ligge paa ryggen paa haardt underlag medmindre der altsaa er bygget en rede under det sted), har jeg i sommers investeret i denne luksus, da jeg skal tilbringe i hvert fald to maaneder og maaske et halvt aar paa dette underlag). Naa - nok om udstyr, underlag, etc. Nu til trekket.

Foerste dag var en meget stor mundfuld. Specielt for Jeppe som var i bjerge for foerste gang overhovedet. Vi skulle 1300 meter op fra Chilings 3500 til passet Dung Dung La i 48-4900 meter. Derefter skulle vi ned igen - ikke blot til passets basecamp, da den laa for hoejt i forhold til hoejdesyge (overnatningshoejden boer ikke oeges med mere end 500 meter pr. nat). Men videre ned til en floddal som var stedets laveste punkt i et sted mellem 4100 og 4300. Vi bar lette tasker paa 8-10 kg af hensyn til dagens strabadser. Til vor store fortrydelse havde vi dog kun 5 liter vand med til deling og det viste sig at vaere alt for lidt. Mad havde vi heller ikke rigtigt noget af andet end en enkelt chokolade bar til hver. Turen op mod Dung Dung gik forbavsende godt. Vi gik langsomt og Jeppes puls laa hoejt, men stabilt omkring de 160, mens min egen var mellem 105-120. Det er mig en gaade hvordan Jeppe kan vandre med denne puls i 5 timer i traek, men det kan han aabenbart. Nedad er den naturligvis en del lavere. Jeppe gaar - specielt de 5 foerste dage af trekket) - langsomt men sikkert og staedigt opad. Behoever ikke pauser. Mit naturlige tempo er en del hurtigere, men det goer ikke noget. Jeg gaar lidt, holder en pause, skuer ud i horisonten og ser det passerede og Jeppe paa vej. Eller skuer mod toppen, eller siderne. Jeg holder pauserne saa tit, saa jeg sjaeldent behoever vente mere end et halvt minut. Og Jeppe fortsaetter bare. Imponerende. Vi har proevet nogle gange specielt paa den senere del af trekket, at gaa rask til i lang tid uden pauser. Hvilket vi saa ogsaa begge formaar. Men vor naturlige gang er - specielt i starten af trekket - ret forskellig. En meget grov overdrivelse vil sammenligne os med skildpadden og kaninen der loeber om kap. Men altsaa. Op kom vi begge og fandt hvert vores tempo uden at vaere irriterede af den andens maade at gaa paa. Perfekt. Efter pauser og en langt sejt traek op mod passet, hvor vi flere gange tror vi er der uden at vaere det, naar vi endelig dung, dung la og en ventede zin efter 5-6 timers vandring. Vejen derop boed paa varierede bjerge i helt ekstrem grad, baekke - den ene tog vor engangskamera, da Jeppe tabte det, vi fiskede det op, men der var intet at goere - og en langsom stigning, der blev stejlere mod slutningen. Passet. Fantastisk oplevelse at naa passet. For dem der ikke har proevet det, er det formentlig svaert at forklare det ordentligt. Jeg forsoeger alligevel. Et pas er kulminationen paa en dag. I alperne krydser man stort set dagligt et pas. Det goer man langt fra i Himalaya. Vi har ekstra valgt vores trek udfra antal af pas (som endte paa 6-8 stykker), men der er mange andre treks der kun byder paa 1-3 pas. Bjergene er simpelthen stoerre og laengere her. Naa - fornemmelsen, foelelsen. Passet er det du gaar efter, det der fylder dit sind. Mange vandrere er egentlig ikke specielt glade for at gaa op af, da de synes det er haardt. De goer det for passet. Personligt elsker jeg at gaa opad, bruge mig selv, maerke benene, maerke sveden, men jeg er ikke sikker paa, at jeg ville elske det uden bonussen - passet!
Paa et pas har man, hvis det er et godt et, frit udsyn i op imod 300 grader. Og aldrig mindre end 200. Man kigger ned, hen, op paa de snaeklaedte topper der laegger over. En foelelse af sejr breder sig i kroppen. Bjerget er besejret. Udsigten er forrygende og naesten altid varierende. De to eller tre dale man har udsigt til ligner langt fra hinanden. Bjergene er forskellige. Vegetationen er forskellig. De hoeje peaks befinder sig maaske kun til den ene side. Maaske er de naesten 100 km vaek til den anden side. Paa passet Dung Dung La havde vi udsigt til tibet-lignende glatte, skaldede, bakkede bjerge mod nord. Mod vest hvor vi kom fra var udsigten mere praeget af peaks i det fjerne. Mod oest kunne vi se hvad der ventede. Sorte takkede bjerge. Og skimte en landsby i det fjerne, som vi ville komme til dagen derpaa. Jeg er saerlig glad for de takkede bjergtinder. Jeg synes de er mere raa og skaanselsloese. Men et bjerg maa ogsaa meget gerne vaere glat. De eneste vi har set, som jeg ikke er saa glad for, er nogle grusgrav lignende bjerge, hvor loes moraene i en ikke specielt koen gullig farve daekker hele bjergsiden. I kan formentlig finde billeder ved at google paa Dung Dung La. Eller Sisir La. Eller Singge La. Hvilket var de tre smukkeste pas paa turen.
Nedturen blev haard, da vi manglede vand (eller rettere - sparede paa de sidste draaber) og efterhaanden ogsaa chokolade. Stan, zin og aesler gik foran og selvom vi fulgtes med dem til basecamp - og paa vejen fik lejlighed til at hjaelpe en lokal med noget af vor smertestillende medicin til hans smerter i ribbene - saa forsvandt de snart efter ud af vort aasyn. Til Jeppes udtalte irritation begyndte nedturen pludselig at gaa op igen. Ikke meget, men alt for meget til traette ben, en toerstig gane og energihungrende muskler. En times varieret terraen - op ned, op ned, fulgte inden vi kom til en stejl skraaning paa en 300 meter der skulle tilbagelaegges inden vi naaede floddalen, hvor vi haabede at vor Stan zins ville slaa lejr. Men de var ude af syne. Og Jeppe havde krise. Forstaaeligt nok paa den foerste dag overhoevedet i bjergene og med over 2000 hoejdemeter i benene. Ned naaede vi dog - efter at have moedt et australsk par, hvor den 2 meter hoeje fyr paa en rygsaek paa over 25 kg!!!!! De klarede alt selv - og til vor store lettelse fandt vi ogsaa lejren. Efter mere end otte timer ude paa bjerget (inkl. pauser, udelukkende bevaebnet med en chokoladebar hver og 2 1/2 liter vand pr. mand). Afslapning, afkoeling af foedder i den kolde, kolde 3 meter brede rivende stroem, teltopsaetning, en hel masse jod-vand, udstraekning, teltopsaetning samt endelig spisning af den mad vore kaere Stenzins havde tilberedt inden vi roeg paa hoevedet i seng kl. godt otte for at sove til halv seks naeste morgen.
Frem for at beskrive resten af dagene ligesaa udfoerligt som hidtil - hvad jeg hverken har tid eller penge til at skrive og I sikkert ikke har tid til at laese - vil jeg forseoge at skrive mere overordnet og maaske gaa i detaljen med enkelte ting.

Naeste dag troede vi var let, da vi kun skulle 400 meter op og regnede med det kun tog 2-3 timer. Jeg valgte derfor at putte lidt ekstra kg i tasken for at traene. 12-13 ialt maaske. Noget jeg altid baerer i alperne - med en daarligere rygsaek end min nuvaerende - men noget der aabentbart er ufatteligt haardt her. Min ryg blev i hvert fald godt og grundigt moerbanket og jeg maatte kaempe haardt for ikke at blive sat af Jeppe paa dagens smaa korte stigninger. Begge helt baldrede holdt vi en times frokostpause ved floden inden vi - endelig - ankom til campsite efter 5 timer ude. Det foeltes som en evighed. Vi var lige ved at gaa forkert, da guiden havde ventet paa os en time ved en krydsvej og aabenbart var naaet til den konklusion, at det var da tilstraekkeligt. Paa trods af, at vi ingen jordisk chance havde for at vide hvilken vej vi skulle tage. Vi moedte heldigvis nogen, som kunne raadgive os. Ved camp besoegte vi en yakhyrdes hytte, hvor vi blev budt paa en kaempeskaal yakmaelk for et par kr. Det smagte absolut ikke saa laekkert som det lyder, men ned skulle det jo og vi smilte da ogsaa imens. Yakhyrden bor 2-3 maaneder om aaret i dette lille stenhus paa 6 m2, hvor han spiser, sover, laver mad. Saa vidt vi kunne forstaa levede han kun af yak maelk og smoer og te i disse maaneder! Men kommunikationen var meget vanskelig, saa det kan vaere vi har misforstaaet noget. Han havde mulighed for at lave andet mad, men det kan vaere han ikke har taget andet med.

Naeste dag boed paa et nyt pas, som vi begge klarede i fin stil. Dagen efter ankom vi til Stan hjemby, hvor vi besoegte familien i deres hjem og blev budt paa smoerte, tsampa (det lokale broed af en art mel og vand (nogle gange med den bitre og sure oel chang i stedet for vand), ikke bagt, men dej) og blev rigtigt godt modtaget. Meget spaendende at opleve et lokalt hjem. Om vinteren lever de alle i det samme rum, da det ellers er for koldt. Gulvet er beton. Vinduerne bliver saa taetnet med plast paa begge sider. Og der er et lille hul i loftet, hvor roegen fra baalet kan sive ud. Varmen er i oevrigt fuldstaendig ulidelig, naar man er under 4000. Solen staar lige over dig og varmer og varmer og varmer. Pudsigt nok kan jeg godt holde til at vandre i det, men kan overhovedet ikke opholde mig i solen, naar vi foerst har slaaet camp.
En let dag, men meget smuk, fulgte, hvor vi mest gik let nedad i et meget rask tempo. Vi kom i gennem en meget flot kloeft, som mindede mig lidt om Kretas samaria kloeft. De foerste dage af trekket moedte vi stort set ikke andre turister (i hvert fald faa), mens turisterne i den grad tog til i antal efter byen Phanjila, hvor vi kom ind paa ruten Lamayuru-Padum - en af de mest populaere i omraadet. Vi skulle ogsaa til Padum, saa resten af turen gik med at moede en del flere turister. Dette var dog ikke noget problem, da man med ser folk ved campsites og ellers vandrer hver for sig i hvert sit tempo. Selvfoelgelig overhaler man nogen en gang imellem, men det er kun ekstra motivation. Turisterne er i oevrigt fordelt paa foelgende lande: Frankrig, 50 %, Tyskland 30 %. Resten blandet. Og vi er ikke specielt glade for de mange franskmaend, der opfatter fransk som et naturligt verdenssprog og ikke selv magter andre sprog. Dog moedte vi flere meget venlige franskmaend, hvoraf flere ogsaa kunne udtrykke sig paa engelsk.
Jeg begyndte efterhaanden at faa problemer med mine knae - saerligt nedad og gik med knaebind (gaze) paa og meget langsomt ned. Samtidig var jeg lidt haemmet opad, da gazen begraensende min bevaegelsesfrihed. Af hensyn til knaeet fandt vi efter nogle dage paa en fordeling, at jeg bar opad, mens Jeppe bar nedad. Perfekt. Vort tempo passede efterhaanden perfekt til hinanden omend Jeppe maatte vente noget paa mig nedad og jeg af og til gik lidt hurtigere opad. Men er jo glad for pauserne.
Maa stoppe nu med beretningen, da jeg skal paa trek imorgen og ogsaa gerne vil naa at fortaelle lidt om det - og mangler at ordne en hel del ting.

Tager paa 'expedition' imorgen til det hoejeste bjerg vi har i syne fra Leh - Stok Kangri paa 6123 meter. Det er et af verdens letteste bjerge at bestige over 6000 m. Vi har moedt en hel del turister, som har forsikret os om, at vi overhovedet ikke behoever en guide. Og ingen gang crampons (ting under skoene til naar man gaar i sne). Da vi ikke oensker at loebe nogen risiko har vi dog taenkt os at hyre en guide alligevel. Ikke hele tiden, men kun faar selve bestigningen. Ved at gaa rundt med sedlen: Stok Kangri, low budget, interested? Come and talk with me" er jeg endt med at finde en israelsk dreng paa min alder, som lige har afsluttet 5 aars skrivebordsmilitaer (og er en god israeler, indtil videre) og en fransk kvindelig trekking guide omkring de 30 (der er her paa ferie). De virker begge vaeldig flinke. Saerligt israeleren. Og jeg ser meget frem til de 6000. For at undgaa hoejdesyge tager vi turen derop paa tre dage til basecamp som ligger omkring de 5000. De foerste tre dage bliver saa virkeligt lette. Her finder vi en guide - hvad de andre turister siger er helt vildt let - for saa at begynde opstigningen ca. kl. to nat med pandelamper. Hvis planen holder vand naar vi saa toppen omkring 6-7 morgen, umiddelbart efter solopgang. Bliver lidt deroppe og gaar saa de 1100 meter ned til basecamp, hvor vi ankommer ved middagstid. Efterfoelgende hviler vi saa inden vi fortsaetter videre nedad naeste dag vor vores veje skilles. Israeleren vil gerne til Nubra Valley. Kan ikke huske hvad Steffani vil. Og jeg har taenkt mig at hoppe direkte videre paa det naerliggende trek - markha valley, som er egnens mest populaere, hvorfor det kan goeres uden guide og mad og telt, da man overnatter i homestays og guesthouses (google evt. homestay faar at faa en fornemmelse. Tilsvarende med Stok Kangri og Markha Valley). Markha tager ca. 8 dage. Jeg regner derfor med at vaere tilbage i Leh ca. 6 septemper. Men kan vaere jeg tager hviledage undervejs, da min rygsaek naeppe kommer under 12 kg, saa vaer ikke bekymret hvis I foerst hoerer noget igen d. 10.9.

Alt herfra. Kan vaere jeg faar fuldfoert beretningen om det foerste trek, naar jeg kommer tilbage. Ellers kan det vaere i maa noejes med det andet. Glaeder mig meget, har det godt og foeler mig i fin form. Hvilepuls er 44-45. Vandrepuls er ca. 100 opad. 130-140, naar jeg virkelig giver den gas. Fx op af det stejle Purfi La, hvor vi gik efter at overhale en tysk turistgruppe. Vi naaede desvaerre kun bagtroppen, men de blev ogsaa sat paa samme maade som Michael Rasmussen ville saette Polo (jeg havde hele navnet lige foer, haaber det er rigtigt) paa Mont Ventaux.

Alt godt herfra. Jeppe tager hjem imorgen. Trist, da han har vaeret en fantastisk rejsemakker!

Bedste hilsener

Anders

En gang til

2007-08-02T13:09:00.000-07:00

Forsøger lige at finde ud af hvad der sker inde på bloggen når jeg/vi lægger beskeder ud. Håber det kommer til at fungere så vi kan få en god rejseblog ud af det.

opstart

2007-08-02T12:28:00.000-07:00

Tester tester.
Tjekker om bloggen virker. Forsøger at lave en rejseblog til min og Anders rejse. Hvis dette kan læses er det lykkedes:)

Eline